Det var en dag i 1977. Jeg var 17 år og taget til London, hvor jeg boede hos en katolsk familie, der var meget engageret i socialt arbejde. Jeg arbejdede selv på et hospice på en afdeling for handicappede. Jeg var optaget af, hvordan vi kunne skabe en bedre verden med en mere retfærdig fordeling af goderne, og hvordan man kunne arbejde for det rent politisk og personligt.
Denne dag skulle jeg besøge Jesu Små Søstre. Et af deres fællesskaber lå for enden af Portobello Road, og det var der, jeg var på vej hen.
I starten af Portobello Road lå de fine antikvitetsforretninger og dyre butikker. Længere nede ad gaden skiftede kvarteret karakter – fra fine butikker til loppemarkeder – og til sidst endte vejen ved en plads, hvor alle mulige eksistenser holdt til. Et Jamaica-band spillede på olietrommer, og en ældre dame, der var meget påvirket, dansede til musikken, mens hun tissede i bukserne. I det øjeblik blev det klart for mig, at sådan skal det ikke være. Sådan var det ikke tænkt fra begyndelsen. Den kvinde blev for mig en Kristusfigur – eller synet af hende blev et afgørende øjeblik for forståelsen af, hvad jeg ville engagere mig for: At hun og andre kunne blive mødt og anerkendt i deres værdighed og fornemme, at de var værdsat.
Jeg gik fra pladsen hen til Jesu Små Søstre og så en af søstrene i samtale med en kvinde, som levede på gaden og var vældig præget af det liv. Det gjorde stort indtryk på mig at opleve søstrenes tilstedeværelse i det kvarter og deres relation til både stofbrugende unge og kvinder, som arbejdede i prostitution. I første omgang var det ikke det religiøse, der optog mig, men den måde, søstrene omgikkes med folk. Hvad motiverede dem?
Jeg boede en måned hos Jesu Små Søstre i Farm Lane, en anden del af London. De boede i et lille hus med tre etager, præget af stor gæstfrihed og en levende interesse for andre mennesker. Der var flere yngre søstre og meget glæde i det hus. Deres fællesskab virkede levende og tiltrækkende.
Jeg begyndte at læse tekster af Lille Søster Magdeleine Hutin, grundlæggeren af Jesu Små Søstre, og komme i søstrenes kapel. Jeg tænkte: Hvad laver de her? Katolsk kirkeliv var velkendt for mig, for jeg var vokset op i en praktiserende katolsk familie, men at man kunne sidde en hel time i fællesskab, med sakramentet udstillet, og bare være stille, kendte jeg ikke til. Det var en stærk oplevelse og gav mig en fornemmelse af kilden til søstrenes liv. Jeg erfarede, hvordan bønnen for verden, for alle de mennesker jeg havde set i byen, gav mening og glæde.
Langsomt blev jeg klar over, at jeg gerne ville indtræde hos Jesu Små Søstre. Men jeg var kun 17 år, så søstrene sagde, at jeg måtte vente nogle år endnu.
Da jeg kom hjem til Danmark, begyndte jeg på HF og flyttede i kollektiv. Samtidig lagde jeg en struktur i mit liv, som gik i retning af ordenslivet. Jeg kom ugentligt hos Jesu Små Søstre i Øm i nærheden af Silkeborg, hvor de også havde et fællesskab. Når der var messe hos dem, cyklede jeg de cirka 20 kilometer derud eller kørte med præsten. Og jeg begyndte at bede en time hver morgen.
Som 20-årig indtrådte jeg hos Jesu Små Søstre og begyndte den såkaldte prøvetid. Herefter fulgte en lang proces, hvor jeg blev uddannet i ordenens historie og i teologi, boede forskellige steder i verden og var en del af De Små Søstres fællesskaber i Norge, Grønland og Frankrig. I 1993 aflagde jeg de evige løfter.
Når man indtræder hos De Små Søstre, bliver man spurgt, om man ønsker at leve i et særligt miljø, med et bestemt folk eller i et bestemt land. Jeg ønskede at leve med sigøjnerne, som jo er nogle af de mest udsatte i vores samfund, og i en periode levede jeg med dem i Frankrig. Men da jeg er den eneste danskfødte søster i ordenen, blev jeg bedt om at komme til Danmark, hvor jeg nu i mange år har levet i vores fællesskab på Vesterbro, kun afbrudt af et år i Niger i Vestafrika. Da vores orden er opstået i en muslimsk sammenhæng, er det en del af vores uddannelse at leve i og erfare den muslimske kultur og tro.
Vi er fire i vores kommunitet på Vesterbro – en søster fra Frankrig, en fra Schweiz, en fra Belgien og mig selv. Det kan være udfordrende at bo sammen, men også berigende og befriende. Fællesskabet som vilkår og grundstruktur var en del af min opvækst.
Som Små Søstre ønsker vi at følge Jesus. Vores spiritualitet tager udgangspunkt i Betlehem og Nazaret. Gud valgte at komme til os i en lille by, Betlehem, ikke magtens centrum, ikke Jerusalem. Gud stiger ned, kommer til os som et spædbarn, født ind i en familie, som lever under vilkår, der ikke er særligt gunstige. En familie, som tilmed er på rejse, fordi de måtte følge magthavernes vilje. Gud kommer til os i de udsatte, de små, de sårbare, og håber, at vi tager imod.
Jesu liv i Nazaret er en værdsættelse af det daglige, af hverdagen. Jesus voksede op og blev præget af Nazaret, en by på grænsen med et mix af kulturer, i udkanten… og selv om vi ikke ved meget om hans liv der, må vi antage, at det var som dit og mit. Et enkelt liv i solidaritet. Derfor arbejder vi blandt og med andre. Vi engagerer os i livet med hinanden for at få det til at lykkes. I Nazaret viser Jesus, at det almindelige liv er værdifuldt. Der er ikke noget i hverdagen, der er Gud fjernt.
I 2010 blev jeg uddannet fodterapeut og har siden arbejdet i Sundhedsrummet, et tværfagligt tilbud under Mændenes Hjem for hjemløse og stofbrugere. Nogle kommer en enkelt gang, andre i længere sårplejeforløb eller til regelmæssig fodbehandling. Alle har et klart behov: smertende, trætte fødder, der har gået langt... Nogle gange taler vi ikke samme sprog. Men også i stilheden – gennem øjnene, hænderne, det man mærker – opstår et møde, en relation. Jeg forsøger at gøre det, som jeg længtes efter og forstod i glimt for mange år siden i London, og som stadig giver dyb mening.