En førende hjemmeside

TRO PÅ NETTET: JesusNet.dk har introduceret dialog på nettet med møde hver onsdag aften

Det første, man møder på www.jesusnet.dk, er et overskueligt og behageligt layout. Stilen er enkel, og siden loader derfor forholdsvis hurtigt. Forsiden er bygget op som et nyhedsmedie med uddrag af artikler. De udskiftes jævnligt, og man får indtryk af en levende og udadvendt hjemmeside.

Sidens mest besøgte del er debatforummet, som hedder "Café Thomas", fortæller Asbjørn Asmussen. Han er fuldtidsansat netmissionær for Indre Mission. Der er knap 600 tilmeldte brugere, og forummet modtager 200-400 indlæg om ugen. "Café Thomas" er en del af dialog-sektionen, som også indeholder chat og sjælesorgsforum. Desuden kan man sende e-mails direkte til netmissionæren, hvis man ønsker privat sjælesorg eller rådgivning.

Et helt nyt tiltag er møderummet, som kombinerer tekst- og talechat med web-kamera og anden interaktivitet. Der er møde hver onsdag aften kl. 20-21 med emner som: Hvem er jeg?, og: Hvordan forholder jeg mig til døden og det onde? Med dette tiltag er netdialog blevet stadfæstet som omdrejningspunkt på JesusNet.dk, og hvis brugerne tager det til sig, har JesusNet.dk igen markeret sig blandt førende kristne hjemmesider i Danmark.

Der er to andre sektioner ved navn "Budskabet" og "Hvad siger Bibelen?". Budskabet indeholder underoverskrifter som: "Gud som hacker" og "Tillykke - du er rig". "Hvad siger Bibelen?" viser de nyeste spørgsmål i svararkivet, og for øjeblikket lyder et af dem: Er det forkert at have hue på i kirke? Mange kirkefremmede kan sikkert langt nemmere forholde sig til sidstnævnte end til klicheen: "Tillykke - du er rig", som kun forstås af de indviede.

Hvis man øverst på siden vælger "Artikler" i navigationsbjælken, kommer man frem til en oversigt med seks kategorier. De er dog ikke videre logiske, og hvis man vælger en kategori, bliver en oversigt over alle kategoriens artikler vist i datoorden. De bliver ikke vist i emneorden. "Ugens apropos" rummer for eksempel 103 artikler. Man skal med andre ord være lidt stedkendt, hvis man hurtigt skal finde et bestemt emne. Det er desværre en typisk mangel for mange større hjemmeside-systemer.

Det ændrer dog ikke på, at der er mange interessante artikler, og hver artikel slutter med en opfordring til diskussion i debatforummet. Man behøver bare at klikke på linket for at komme til den relevante tråd i debatten. Der kan man enten debattere eller blot læse andres kommenterer. Det er en flot detalje, som mange hjemmesider kunne lære af. En anden god detalje er, at der er mange links til andre websteder med artikler.

Selvom JesusNet.dk er ganske udadvendt, er det ikke tilfældet omkring sidens ejerforhold, som kun står anført med små bogstaver nederst på siden. Og på informationssiden er der heller intet specifikt anført ud over et logo fra Indre Mission. Først i "Landet rundt" bliver man oplyst om, at JesusNet.dk er en del af Indre Mission.

JesusNet.dk er i øvrigt Indre Missions videreførelse af Jesus2000.dk, som kørte fra den 1. december 1999 til den 31. december 2000, oplyser Asbjørn Asmussen.

Jesus2000.dk var et samarbejde mellem fire missionsbevægelser og havde mere end 90.000 besøgende i sin korte levetid. De gode erfaringer førte blandt andet til skabelsen af JesusNet.dk. På nuværende tidspunkt har JesusNet.dk omkring 450 unikke gæster om dagen, oplyser Asbjørn Asmussen videre.

kirke@kristeligt-dagblad.dk