Prøv avisen

En glemt historie

Godt gemt af vejen bag de flotte 1800-talsgule, kalkede bygninger ligger en lille lund. Kun alt for høje tuja-træer og en række træstubbe, der engang har været en allé røber, at pladsen engang har været andet end en stille, solbeskinnet plet, hvor græsset trænger til at blive slået. Her lå indtil for 13 år siden kirkegården, der hørte til De Kellerske Anstalter. Engang landets største institution for udviklingshæmmede. Institutionen, der ligger smukt ned til sydsiden af Vejle Fjord var selvforsynende med både landbrug og arbejdskraften til at drive det - og den havde egen kirkegård. Men der er ingen spor tilbage af de lange rækker af hvide kors, der stod på de udviklingshæmmedes grave. Over hele landet findes - og ikke mindst fandtes - der i følge Kristeligt Dagblads oplysninger 18 specielle begravelsessteder knyttet til institutioner for især sindslidende og udviklingshæmmede. Enten som egne kirkegårde på institutionerne eller som særlige afsnit på almindelige kirkegårde - oftest på nordsiden. Der kan være eller have været flere, men der findes ingen samlet, tilgængelig optegnelse. Kirkegårdene, der har hørt til institutionerne er stort set forsvundet. De sidste begravelser fandt sted i 1960'erne og med fredningstidens udløb 20 år senere er de typiske helt ens sten eller kors fjernet. Kirkegårdene har ligget gemt og glemt på de ofte over 100 år gamle institutioner uden for kirkens regi og opmærksomhed - først som statsinstitutioner og siden i amterne, som stadig står for betalingen af de gravsteder, hvor fredningen endnu ikke er udløbet. Lidt flere er der bevaret af de institutionsgravpladser, der har ligget i tilknytning til de almindelige kirkegårde. Departementchef i Kirkeministeriet Finn Langager Larsen afviser ikke, at loven fra 1986 om »Folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde«, hvor man også vedtog bestemmelser for bevaringsværdige gravminder«, har reddet et stykke begravelseskultur fra udryddelse. - Provstesynene skulle også gælde kirkegårde på institutioner. Men hvis synene aldrig er etableret, kan det jo være svært. På kirkegårdene vil institutionsgravene indgå i et almindeligt provstesyn, der skal se efter bevaringsværdige gravpladser, siger Finn Langager Larsen. Samme mønster De Kellerske Anstalters kirkegård følger mønsteret. Den sidste begravelse skete i 1966, og da fredningstiden 20 år senere udløb blev det sidste hvide kors fjernet. Der findes i institutionens eje kun ét meget dårligt fotografi af korsene. Haderslev Stift vidste intet om kirkegårdens eksistens, før et medlem af menighedsrådet i den nærliggende Gauerslund Kirke gjorde opmærksom på det i forbindelse med en lokalplan, hvor området blev foreslået anvendt til hotelbebyggelse. Men på det tidspunkt var korsene fjernet. Nu er der intet tilbage, der minder om de mange afdøde udviklingshæmmede, eller minder om den måde, hvorpå samfundet tidligere begravede institutionsanbragte. Et institutionaliseret liv og en ditto død. Heller ikke på kirkegården for institutionens funktionærer, der ligger ved siden af de indlagtes, og som stadig er i brug, er der spor af de indlagte. Siden 1966 er de afdøde udviklingshæmmede blevet begravet på den nærliggende Gauerslund kirkegård, hvor Vejle Amt stadig har ansvaret for 10-11 grave indtil deres fredningstid udløber. Siden 1994, hvor beboerne har fået udbetalt deres pension, er de blevet begravet, hvor de har ønsket det. Pengene til begravelsen kan findes enten i boet eller via syge-sikringen, der nu også støtter anbragte på institutionerne med et beløb til begravelse, hvis der ingen midler er. - Det er helt åbenbart et bevaringsværdigt minde, der er gået tabt. Men det minder på den anden side også om et samfund, der siden 1980'erne i højere grad har ønsket at integrere en gruppe mennesker i det almindelige samfund. Også når de døde, siger sognepræst Verner Helwig Pedersen, Gauerslund Kirke. Han fortæller, at da han begyndte i embedet for 12 år siden var det institutionens centralkontor, der meddelte dødsfald, mens det nu er personalet på den enkelte afdeling. der fungerer som pårørende, hvis der ikke er andre. Billigt og nemt I de gode gamle dage havde hverken sindslidende eller udviklingshæmmede egne økonomiske midler og som regel heller ingen kontakt med pårørende, der kunne betale begravelsen. Derfor udvikledes traditionen med de ens sten og sparsomt pyntede gravsteder. Det var billigt, funktionelt og nemt at holde, som kirkegårdskonsulent i Lolland-Falsters stift, Charlotte Skibsted, udtrykker det. Kirkegårde i tilknytning til gamle statsinstitutioner findes der kun få bevarede af. En af dem er kirkegården på Sankt Hans Hospital ved Roskilde Fjord, der siden Københavns belejring i 1661 har været ejet af Københavns Kommune - godset var en gave fra kongen. - Siden 1809, da den første sindslidende flyttede hertil har der været kirkegård. Hele landskabet her i området er fredet, og derfor er kirkegården det også, fortæller hospitalsdirektør Per Lund. Der er ikke begravet sindslidende på kirkegården siden 1960'erne. Kun personale og pårørende til personalet. En af grundene er, at de indlagte ikke længere lever hele livet og dermed også dør på Sankt Hans. Men nogle af de gamle betonstøbte, ens sten findes stadig på kirkegården. På Ebberødgård i Nordsjælland er kirkegården nærmest gået i forfald. Et kapel står tilbage samt nogle få af de enkle, hvide marmorplader. Den gamle konseils-præsident Jacob Estrups søn ligger på kirkegården. Han er den eneste, hvis grav er indhegnet. Graven er fra 1911. - Jeg er glad, hver gang jeg ser et dødsfald fra institutionen annonceret på helt normal vis i den lokale avis. En stor forbedring i holdningen til de udviklingshæmmede i stedet for de hæslige grav-sten, siger Anders Andkjær, der er pensioneret undervisningsleder fra Ebberød-gård. På institutionen Ribelund er kirkegården nedlagt og erstattet med en mindelund i 1983. På nordsiden Når institutionerne ikke har haft egne kirkegårde, så har de ofte haft et afsnit af det kolde nordlige hjørne af kirkegården. Det har haft samme institutionspræg som de selvstændige kirkegårde. Fra Sindssygeanstalten Vedsted i Ribe Amt fra 1923 blev de indlagte i begyndelsen kistebegravet i en græsplæne på Hviding kirkegård. På et tidspunkt blev myndighederne nødt til at nummerere gravene. »Det var jo et problem, at de satte dem ned i nogen, der ikke var omsat«, som en af de pensionerede plejere sindigt udtrykker det. Han fortæller også, at det før i tiden var en ydmyg begravelse, de sindslidende fik. Bårebuketten var der dog, men en person fra ledelsen og en fra sygeplejegruppen skulle være til stede, så der ikke var begravelser helt uden følge. I Nordjylland på institutionen Hammer Bakker fik de udviklingshæmmede heller ikke egen kirkegård. De lå i lange rækker på Vodskov kirkegård under små natur-sten. Da gartner Hans Jørgen Ottesen begyndte at arbejde på institutionen for 30 år siden var der cirka 200 ens grav-sten over indlagte fra institutionen. Nu passer det beskyttede værksted, Hans Jørgen Ottesen leder, de sidste 50 ens grave på vegne af Nordjyllands Amt. De nyere, og meget færre begravelser fra institutionen i de senere år ligner almindelige grave. - De sidste 50 sten forsvinder snart. De er her kun endnu, på grund af en 30-årig fredningstid, fordi gravstederne ligger på nordsiden af kirken, siger Hans Jørgen Ottesen. Dette er første artikel i serien »Til jord skal også de blive« om institutions- eller særkirkegårde i Danmark.