Jeg var 15 år den sommerferie i 1970, hvor jeg arbejdede på det katolske plejehjem Sankt Lioba Hjemmet på Frederiksberg i København. En dag gik jeg ind i den nærliggende katolske kirke og deltog i en messe, som totalt ændrede mit liv.
Kirke og tro havde indtil da ikke fyldt ret meget, hvis overhovedet noget i min tilværelse. Jeg og mine to brødre var godt nok både døbt og konfirmeret i den lokale folkekirke i Vanløse i København, hvor vi også boede, men troen var ikke en del af hverdagen i mit barndomshjem.
Det var kun, når jeg var på ferie hos min bedstemor, som var meget missionsk, at jeg var tvangsindlagt til kirkegang, og det føltes hver gang som at være sammen med Moses på vandring i ørkenen, hvor præsten som en anden udsending talte med Gud på vores vegne, uden at man vidste, hvad der foregik, også fordi han imens vendte ryggen til os på kirkebænkene. Når han så var færdig, drejede han sig igen uden dog rigtig at se på os i menigheden, inden vi sang endnu en salme.
Det sagde mig aldrig noget. Ja, jeg havde altid følt gudstjenesten i folkekirken som noget ensomt og kedeligt, som om Gud ikke rigtig var til stede. Eneste undtagelse var min konfirmation og det øjeblik, hvor jeg fik mit bibelord, som kommer fra Romerbrevet og lyder: Kærligheden skal være oprigtig, afsky det onde og hold jer til det gode.
Lige der følte jeg mig som ramt af et lyn. Men så skete der ikke mere, ikke før den sommerdag, hvor jeg gik ind i den katolske Sankt Mariæ Kirke på Frederiksberg.
Igennem mit arbejde på det katolske plejehjem var jeg blevet nysgerrig og tog altså en dag til messe. Jeg ved ikke, hvad jeg forventede, men det var i hvert fald ikke, at det besøg skulle være med til at ændre min tilværelse og min livsbane. Men sådan blev det.
For det var som at komme hjem fra første øjeblik. Her i den katolske kirke og til den katolske messe følte jeg mig som en del af et fællesskab. Præsten stod ikke med ryggen til os. Han stod tværtimod på den anden side af alteret vendt mod menigheden, og menigheden var meget mere deltagende, end jeg havde oplevet før. Nadveren havde også en central plads i messen, og det var tydeligt, at her fik Gud lov til at fylde og være i centrum.
Det havde jeg aldrig oplevet noget af i folkekirken, og jeg vidste med det samme, at det var her i den katolske kirke, at jeg hørte til. Den dag kunne jeg selvfølgelig ikke deltage i nadveren. Men jeg begyndte at komme til messe i den katolske kirke, og jeg konverterede i 1975. Derfra varede det ikke længe, før jeg kunne fornemme, at Gud havde en plan med mig, nemlig at jeg skulle i kloster.
Det skete efter nogle år, for først skulle jeg gøre min uddannelse færdig som sygeplejerske. Priorinden ville også have, at jeg skulle tænke grundigt over det. Det gjorde jeg, selvom jeg, siden jeg var 21 år, vidste, at det var vejen for mig at gå i kloster. Men det skulle gå tre år mere, før jeg som 24-årig blev nonne, og jeg har ikke en eneste dag fortrudt, at jeg indtrådte hos Benediktinerinderne af den hellige Lioba.
Tværtimod. Her er jeg i en ramme, hvor jeg trives. Min dag er bygget op omkring Benedikts munkeregel og korbønnen bestående af blandt andet Davids Salmer og den daglige messe. Det er så godt at begynde dagen på denne måde, for Davids Salmer har – selvom de er så gamle – også et budskab til os i dag. Gud vil os, og Han taler også til os blandt andet gennem skrifterne i Bibelen. For Guds budskab skal forkyndes, og vi forsøger for eksempel også her i klosteret med vores livsform at være en oase midt i storbyen.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
Det kom fra min mor, som, allerede mens jeg var barn, sagde til mig: Hør her, når du skal beslutte dig for noget her i livet, så er det vigtigt, at du grundigt vejer for og imod, tænker på hvad der er negativt og positivt, på, hvad du vælger til og fra. Men det er lige så vigtigt, at du – når du har taget din beslutning – holder fast ved det, som du valgte. Det er ord, som jeg livet igennem har været min mor taknemmelig for, og som jeg selvfølgelig brugte, da jeg skulle vælge at følge kaldet om at blive søster. Og da jeg skulle vælge, hvilken orden jeg ville være i, for valget stod mellem to. Men jeg bruger stadig min mors råd, for det hænger godt sammen med mit bibelord fra min konfirmation om at vælge Guds kærlighed, hvad jeg prøver med mit virke.
Hvordan bliver din tro udfordret?
Min tro bliver udfordret dagligt. Jeg synes så også, at udfordring er et positivt ord, og at det gælder om hver dag ”at klø på” og gøre det så godt, som jeg nu kan. Det gælder også, når jeg færdes i byen, hvor jeg ligesom alle andre steder har min ordensdragt på, og hvor det, at jeg er nonne, ofte medfører mange gode samtaler med andre mennesker, som spørger ind til troen, eller som måske bare gerne vil tale lidt om løst og fast. Men uanset hvad, er de møder også et vidnesbyrd om Guds kærlighed. Når jeg så om aftenen kigger tilbage på dagen, der er gået, så ser jeg billedligt en stige foran mig, hvor jeg kan komme et trin op, hvis der er noget, der er gået godt. Og nogle gange kommer jeg endda højt op på stigen, men det ender altid med, at alle trinene knækker, og jeg ryger ned i støvet og ligger og roder rundt. Men så rejser jeg mig op igen, børster det mentale snavs af og siger til mig selv: Så starter jeg forfra igen i morgen. For Gud har en plan med mig, og Han slipper ikke.
