Prøv avisen

En himmerlandsk mundfuld

HIMMERLANDSHISTORIER: Når forfatteren Johannes Møllehave kører fra Viborg til Aalborg, tænker han på det landskab, det folk, det sprog og de historier, som forfatteren Johannes V. Jensen skrev ind på Danmarkskortet. Området havde været fremmed

Jeg kører tit fra Viborg til Aalborg, og hver gang har jeg god tid til at tænke på det landskab, det folk, det sprog og de historier, som forfatteren Johannes V. Jensen skrev ind på Danmarkskortet. Jeg kender Himmerlandshistorierne, fordi jeg holder af at læse dem om vinteren - allerhelst høre dem, de findes indtalt på bånd, som jeg har med mig i min bil, indtalt af Ingeborg Brahms, Poul Kern, Ellen Gotchalck, Adam Poulsen - og ikke mindst Kai Holm. De kræver, synes jeg, helst en stemme, der er fortrolig med den jyske tone og pause. Landskabet træder så tydeligt frem.

Stedbeskrivelse, topografi, kan man roligt kalde Himmerlandsbeskrivelsen, for man får noget at vide om jordbund, kystlinje, zoologi og botanik, den, der var, og den, der forsvandt - ulven og odderen er med. Man får meget at vide om klimaet, om den hårde vind og egnen omkring Farsø. »Det er skovløst fuldstændigt åbent land, som vinden suser hen over som over en tagrykning.«

Johannes V. Jensen fortæller om en cykeltur, han havde til Vindblæs, som svarer godt til sit navn. Han husker »en stiv blæst fra klar himmel uden kast eller pauser, der stod der fra nordøst time efter time og holdt ud som en strid stolpe«.

Landskabet, klimaet, vinden, dyrene, planterne, typerne.

En gang har jeg fløjet i helikopter over området Himmerland - en helikopter flyver så lavt, at man kan se en cykel i en kornmark - og vi så både Mariager Fjord og Kattegat og Limfjorden. Vi så både Hobro, Nibe og Løgstør under os.

Som man kan se det på et kort. Men det havde været fremmed land, om ikke Johannes V. Jensen havde givet det stemme.

Besøger man Johannes V. Jensens mindestuer i hans fødehus, er der ikke langt til Farsø Kirke, som han skrev så grumt om. Det vender jeg tilbage til.

Selv om Himmerlandshistorierne har beskrivelse af blæst og årstider, af fjord og sandrevler, af gårde og småhuse, af fantasibyen Gråbølle, som er Farsø, så er det væsentligt det himmerlandske gemyt, lune og sind, vi lærer at kende. Og nok er det en svunden tid, forfatteren fremkalder, men der er træk, man både som udenforstående og - vel meget mere - en lokal genkender. Det, som Johannes V. Jensen gav saga-dimensioner - ikke bare ved at fortælle historien, men de mange histori-er, historien altid består af.

Johannes V. Jensen mente, at især befolkningen i Vesthimmerland, strandbønderne, der drev fiskeri, levede som cimbrerne for flere tusind år siden, den urbefolkning, man fandt spor af ved den store køkkenmødding ved Ertebølle. Den blev udgravet 1893-1897 - netop da Johannes V. Jensen begyndte Himmerlandshistorierne - og det var en vældig udgravning: 140 meter lang og 20 meter bred og to meter høj domineret af muslinge- og østersskaller, blandet med ødelagte redskaber og våben. I møddingen fandtes enkelte begravelser og ildsteder, og tiden blev efter kulstof 14-metoden dateret til ca. 4900 - 3900 før Kristus.

I sagaen er dét, som skaber historier, grundfølelser som ære, skam, drift, længsel, fred, vartegn, drømme og voldelige handlinger som mord, mordbrand og voldtægt.

Johannes V. Jensen er blevet beskyldt for at have et voldeligt sind, siden han beretter så grusomme detaljer, men det kan man lige så godt beskylde dagens ansvarshavende redaktør af en hvilken som helst avis for.

Overskrifterne i et dagblad koncentereres om nogenlunde de samme menneskelige yderligheder. Der er ikke bare bryllupsbilleder og dødsannoncer (som tit skjuler voldsomme historier). Der er også referater fra retssale, referater fra mordsteder, artikler om incestsager, arvestridigheder og nabohævn.

Johannes V. Jensen begynder ofte en Himmerlandshistorie med lokaliteten:

Der var tre gæster i skænkestuen, det var i en kro oppe ved Ålborgvejen i Himmerland for mange år siden.

Inde i en vig af Limfjorden ved foden af den halvø, der som følehorn skyder sig fra Himmerland over mod Salling ligger der en græsgroet vold på toppen af en brink.

Udenfor dyrlægens i Kjeldby holdt en karl med en hingstplag.

Fornylig døde en mand, der var bekendt som den hårdeste hals i Himmerland.

Den vestlige del af Himmerland er skarp og sandet jord, som det kun lønner sig dårligt at dyrke.

De unge karle i Kjeldby var ude nytårsaften og slå potter på dørene efter gammel skik.

Oppe på Kreaturpladsen ved Hvalpsunds marked stod en gammel kone med en ko.

I Jylland huskede man længe den stærke præst i Ulbjerg og fortalte om hans mægtige røst.

Har jeg aldrig fortalt jer om den kloge præst i Kourum?

I Himmerlandshistorierne generaliseres der ofte - ikke med fortællerens stemme, men med noget, man har vedtaget på egnen, og som ikke sådan står til at ændre. Som i sagaen er det tit angsten for skammen, der får mennesker til at tie. Kresten har købt en imponerende ny hest, men man lader som ingenting, man skal ikke røbe sig ved begejstring eller utilfredshed. Man skal ikke lade sig forbløffe af noget som helst:

»Mange kørte forbi og både så og beundrede, men uden egentlig at studse, uden at måle Kresten, og det var jo det fine ved det. Havde de bidt mærke i ham, råbt noget, leet eller i det hele taget holdt sig op over ham, så havde det hele jo været ødelagt. Når man ved, bønder har det sådan, og ikke uden grund, må man ikke undre sig over at træffe så forunderligt mimoseagtige bønder med syv hængelåse for munden, som man gør. De vogter sandelig på hinanden, om ikke andre vogter på dem.«

Sådan står der i fortælingen »Kræmmeren«, hvis pointe er øgenavnet, som hang ved manden resten af livet, fordi han lod sig så eftertrykkelig snyde i en hestehandel. En nabo, som var en stor drillepind, sagde, da han så det dejlige dyr, som lige var købt: »Den har jo feldspat«. Og så var dagen ødelagt, og hesten måtte afhændes. Men dum var manden jo (han var også fra Bakgården), for feldspat kan kun sten få.

»Kræmmeren« blev altså til grin i årevis. Og det er slemt. Det er fint at grine ad andre og gøre andre til grin, men det er slemt selv at blive til grin. Det er skammeligt.

Det er skammen, der gør, at man må have en »bark af forbehold uden om sit væsen« for ikke at blive udleveret nøgen til snakken. Snakken kan jo være sladder, men før eller siden viser det sig gerne, at der er noget om snakken. Og så er den gal.

Er man for glad for tilværelsen, skal man ikke vise det, endelig ikke, sådan som Jørgine, proletarpigen fra fattighuset i kæret, gjorde.

»I een henseende var Jørgine ikke som andre bønderpiger, hun var åben, larmende, hendes bestræbelser gik ikke ud på for enhver pris at forblive ubemærket, et farligt væsen at have mellem bønder; man tilgav hende det, fordi hun var anderledes, men smilte, hun var sådan en glad en, sagde man, og det betød ikke netop, at man delte hendes glæde; for hvad havde hun at være glad for?«

Hvad Blicher gengav i »Hosekræmmeren« om skammen, kunne Johannes V. Jensen fuldt ud bekræfte, at han kendte lige så godt på sin hjemegn. Blicher lader Hosekræmmerenken fortælle om dengang, datteren blev sindssyg i kirken, da der blev lyst for hende og Esben, og hun forklarer sin tilhører: »Der overgik os jo en stor skam« - ikke datterens psykiske defekt i sig selv, men det, at der var så mange til stede, da den viste sig.

Skammen må tit renses ved hævn, for at æren kan genoprettes. Tager man 10 Himmerlandshistorier for sig, vil det vise sig, at temaerne i dem er død, hævn, sorg, skam, hævn, voldtægt, mordbrand, særhed, selvtægt.

Skammen er dog det underliggende tema. Den, der ler sidst, ler bedst - og den, der ler næstsidst, holder op med at le. Skammen lærer ham, at der ikke er noget at le ad. Kun hvis man ler sidst. Folk på Bakkegården er sådan nogle søvnige molboer: »Det var en gaben og en sneglen afsted, når man skulle bestille noget, de gik altid med sengehalm og dun stikkende frem af håret under luen, de skuttede sig tilhver en tid, som om de frøs af bar forvågethed, endda de lige kom frem fra deres sidste blund, de krøb på jorden så trætte og slummersyge var de. Selvom man traf dem stående, begyndte de at glippe med nogle bittesmå øjne og klø sig på armene, når man snakkede til dem, som om de vågnede op og måtte besinde sig på, hvor de var.«

Og disse folk på Bakkegården, de hævnede sig på de unge karle fra Kjeldby, som havde smidt en pot aske ind i stuen til dem en nytårsaften. De forfulgte dem, så de måtte stå i det kolde vand det meste af natten - de blev »da så skammeligt behandlet, de unge karle. Det måtte hævnes næste nytår, og det var så hævnen, at de klistrede ruderne i Bakkegård til med gær og papir, så Bakfolkene sov til tredje nytårsdag. Det var meget skamfuldt for dem at komme hen i kirken og tro, det var nytårsdag.

Bagefter holdt de sig indendørs, og dog kunne de skammeligt »sidde hjemme de stille frostaftener og høre latterskrålene helt over søen nede fra Kjeldby.« Og siden blev skammen hængende over dem i betegnelsen Syvsoverne.

Den Himmerlandshistorie, der fortæller om den kloge præst i Kourum, er speciel ved sin fortæller. Han - det er ikke digteren - men en mand på egnen, ved både, hvad man siger, og justerer det undertiden efter, hvad han selv formoder. I begge tilfælde opnår han at få latteren på sin side.

»Jeg ved det ikke, men folk ville have det til, at præsten ellers bar frygt for fruentimmer. Den aften, de kom hjem, græd han nok og rendte op på loftet og gemte sig, helt forstyrret over, at bruden ville forgribe sig på ham. Og siden levede de fra hverandre. Det kan jeg nu ikke tro, for jeg er vis på, at præster gør deres til, at de altid sidder i så store familier, og at de lider det godt; ellers skulle da der være nogen, der hjalp dem med den gren af embedet. Kan hænde sig det er det, de holder disse her personlige kapellaner til sommetider.«

Man skal passe på, fordi hans himmerlandske lune er ironisk-humoristisk. Når han taler om den kloge præst, mener han den store nar.

Måske ligger der et skjult citat fra Tycho Brahes kusk, der sagde om sin herre, at han var en klog mand på himlen, men en nar på jorden. Deraf skal man ikke uddrage, at kusken mente, at han var klog på de dele, vi ikke kan vide ret meget om.

»Han havde nok taget en visdomsgrad ved skolen i København. Der var ingen ende på hans hukommelse, han kunne fortælle og det uden at hakke i det, hvad for præster der sad i embeder hele landet over, hvor længe de havde siddet, og hvor de var født og alle deres fornavne - der skal hoved til at huske så meget. Men sådan det timelige forstod han sig ikke grundigt på, som man jo heller ikke havde lov at vente af ham.«

Fortælleren udtrykker sin spot som beundring: »Ham og så pastor Møller i Havdrup, disse to har jeg altid set op til. Pastor Møller messede så stærkt en søndag, at hans kæbe sprang af led, så at munden blev stående gabåben. Der fløj både en og to fluer ned i maven på ham, inden han fik munden sat i led igen. Han var from.«

Mange af Himmerlandshistorierne fortæller om en episode på markedspladsen eller ved en hestekastration, ved et bryllup eller et slagsmål. Andre følger en hel livsskæbne, som en roman kunne have gjort det (»Lindbyskytten«, »Den stille Mogens«, »Jørgine«).

Johannes V. Jensen kan sommetider tegne et ægteskab med et par linjer: »Søren Furbo var en lille forkuet mand, han var gift anden gang med en kvinde, der bestyrede resterne af hans beslutningsevne.«

Men det er nok de fortællinger, der følger en hel livsskæbne, der toner videre i sindet.

Derfor er fortællingen om Jørgine - en af de længste - også en af de mest gribende.

Et billede på livsukueligheden. Erindret 40-50 år efter ved tanken om de toner, man spillede til bryllup på klarinet.

Jørgine, som blev slidt op, men på en måde, som gav hende mening og retning, hun, der havde været livsglæden selv som ung.

Havde hun ikke frembragt et liv, var hun ikke blevet mor til en hel slægt?

Kartoflen, når den er tidlig, så graver man den op, og ved roden hænger alle de nye friske kartofler, store og små, som en hel familie, men den gamle læggekartoffel fra i fjor, den er sort og skrumpen og fuld af vand, kunne det være anderledes?

Så sidder da Jørgine, gammel og ene, men med en duft i sjælen, som en blomstrende kartoffelager, en sommer, den skønne, lange søde sommer, liv, som hun havde taget imod, og som hun havde givet?

Den blideste tone findes i fortællingen om Johannes V. Jensens farfar, en barndomsmindelse:

»En gang vi var ude at gå sammen, husker jeg, vi kom til en hvedemark, en meget sjælden ting i Nørrejylland, ialt fald dengang, men det kunne passere, at man så en, og da standsede den gamle overrasket, i dyb stille glæde. Det er Hvede! Han sang af inderlighed, jeg har aldrig hørt nogen sige hvede sådan, så sangfyldt at det vældede af frugtbarhed i betoningen, af rige store egne andetsteds i verden, hvoraf denne ager var kun som et frasagn, af lykken ved at se noget gro og hvedebrødets velsignelse. Og han gik nærmere, stod over marken og sang en lille enesang, mens han gik hovedrystende af lutter glæde lod et af de trinde aks hvile i sin hånd. Ikke et nu faldt det den gamle ind at glæde sig mindre fordi marken ikke var hans egen.«

Om kirken i Farsø erindrer Johannes V. Jensen bedst den svimlen og gru, man fik, når man vovede sig op i kirketårnet som dreng. Og så gravene.

For Johannes V. Jensen er en grav noget bittert - et minde om et liv der ikke blev levet, men kuet - kuet på jorden - som det nu er kuet ned under jordens skorpe:

»Her hviler de besværede, som livet langsomt og sikkert bukkede sammen, her tier de langmodige for evigt om den skyld, livet stod i til dem; her gror muldet sammen om de barske sjæle, der var mørknet til af tristhed længe, før de sluktes helt. Her har man også lagt de desparate, der løb sig ihjel som løbske får, de rasende naturer, der ville sparke sig ud, søgte regnbuen i flasken og endte som et fyrværkeri af galskab og syner.«

Et paradoks er det, at Johannes V. Jensen, som fornægtede sjælen, kunne skrive så ømt om dens længsler og smerter og fryd og flugt og nederlag.