Niels Frid-Nielsen stod med ryggen mod muren.
Svulsten i hans hjerne var på størrelse med en mandarin, og lægerne sagde, at hans eneste chance for at overleve var en operation, der med 50 procent sandsynlighed kunne koste ham livet eller gøre ham invalid.
Over de sidste par måneder var synet begyndt at svigte for den da 57-årige studievært og kommentator på Danmarks Radios kulturprogrammer.
Han var ikke længere i stand til at genkende farven rød, og han fik mere og mere brug for at hvile sig midt på dagen på grund af udmattelse.
Han havde opgivet at køre i bil til sit arbejde i DR Byen i København, men slog alligevel det alt sammen hen med, at han nok bare havde nået den alder, hvor den slags problemer indfandt sig.
Men en mandag eftermiddag i januar 2012 bekræftede en scanning, at han havde en tumor bag pandebrasken mellem øjnene. Den skulle fjernes snarest, og allerede den næste morgen klokken 07:30 lå han på operationsstuen.
Han tog afsked med sin hustru og fire børn. Han kunne ikke sige noget særligt begavet til dem på grund af narkose, og han lå nu og småsludrede med kirurgerne og narkoselægerne, der skulle bedøve ham. Han prøvede at holde humøret oppe. Han ville gerne tage lykkelig herfra, men panikken var dog svær at holde for døren, da han hørte narkoselægens sige:
Nu må du godt lukke øjnene.
Han var klar over, at han måske aldrig skulle åbne dem igen.
LÆS OGSÅ:Lysglimt fra evigheden
Jeg havde levet et godt liv, og jeg havde oplevet mange gode ting. Men jeg var ikke klar til at sige farvel, siger han i dag, hvor han har fået livet tilbage, ligesom påskesøndags prædiketekst beretter, at Jesus får livet tilbage efter at have været død.
Da Niels Frid-Nielsen vågnede efter sin operation var han euforisk.
Han var lykkelig over at have livet i behold, selvom han vidste, at han havde nogle lange måneder med genoptræning foran sig. Kirugerne fortalte ham, at hans intelligens var intakt, men at der ville gå noget tid, før hans hoved igen ville være normalt fungerende.
I sygesengen i månederne efter operationen, blev han forment besøg, da hans hjerne skulle bruge lang tid på at genstarte. Han fandt han en kopi af Bjarne Reuters Bogen fra 2012 frem, hvori Bjarne Reuter på sin egen måde gengiver centrale passager fra Bibelen, og der fik historien om Jesu korsfæstelse og genopstandelse nyt liv for Niels Frid-Nielsen:
Jeg hæfter mig ved, at Jesus bliver korsfæstet sammen med de værste forbrydere. Præsten er til stede, men han vender ryggen til. Maria Magdalene er mødt op for at bevidne det, og Jesus hænger der på korset og tænker først hvorfor mig?, fortæller Niels Frid Nielsen en gråvejrsformiddag i april i DR Byen på Amager.
Men dernæst siger Jesus: Jeg lægger mit liv i dine hænder, Gud.
Og hvis man skal trække parallellen til mit liv, så fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at gøre det samme, da jeg skulle opereres.
Jeg lagde først og fremmest mit liv i kirurgernes hænder og stolede på deres evner. Men altså også i Guds.
LÆS OGSÅ: Erkendelse af magtesløshed giver plads til Gud
Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det et mirakel, at jeg overlevede. Men man føler, at man på en særlig måde er blevet genstand for næstekærlighed, når man kommer ud på den anden side.
Niels Frid-Nielsen er i dag vært på en stribe programmer på P1. Han er far til fire, gift med journalist Pia Røn og bor i Emdrup nord for København. Han var væk fra sin arbejdsplads i otte måneder efter sygdomsforløb og operation, og han har det i store træk godt. Det eneste synlige minde om operationen er arret, der sniger sig på tværs af panden bag hårgrænsen og viser sig ved de høje tindinger.
Men nærdødsoplevelsen har sat andre ar. Den har givet ham en dybere i forståelse for livets skrøbelighed og fået ham til at tænke mere over, hvad han fylder sit liv med.
Det, jeg har reflekteret meget over, er, at jeg oplevede, hvor hårfin grænsen mellem liv og død er. Jeg har siden mistet en ven til kræften, og man kan ikke lade være med at tænke, hvorfor han skulle dø og ikke jeg. Grænsen er så fin, og man finder ud af, at der skal så lidt til, for at man kan ende på den anden side af den, siger han.
Man bliver også ramt af det her meget barnlige: Hvorfor skulle det lige være mig?
Det er 1250 personer, der får konstateret en tumor i hjernen om året. Så hvorfor skulle det lige være mig? Den følelse har jeg haft. Men det, der bliver siddende i mig, er først og fremmest taknemmeligheden over den kæde af mennesker, som var der for mig.
Niels Frid-Nielsen beskriver den næstekærlighed, han mødte gennem sit sygdomsforløb, som en årsagskæde, der reddede hans liv. I starten var der hans hustru, der kontaktede parrets praktiserende læge, fordi tumoren var begyndt at personlighedsforandre ham ved at svække hans syn og forhindre ham i at løbe.
Dernæst var der lægen, som reagerede, da hun hørte symptomerne. Så var der lægerne, der brugte en dag på at undersøge ham og til sidst fandt tumoren, og så var der kirugerne, der opererede i fire timer uden at begå én eneste fejl.
Og efter min operation har der siddet to personer, blandt andet narkoselægen, og holdt øje med mig i 24 timer. De har fået at vide, at de ikke må lukke øjnene to sekunder, hvis jeg skulle få et epileptisk anfald, og de her to mennesker har jeg aldrig mødt og fået sagt tak. Jeg ved jo ikke, hvordan de ser ud.
Alle de her folk er hverdagens ukendte helte, og deres kædereaktion af omsorg og næstekærlighed har reddet mig, siger han.
LÆS OGSÅ:Næstekærlighed har trange kår på hospitalerne
Det gør mig høj. Det er livsbekræftende. Men jeg vil også sige, at det forpligter mig til at gøre mig umage i det liv, jeg lever nu. Jeg føler, at jeg har fået en gave i, at jeg har fået det her liv.
Var der nogen, der havde sløset og kigget på klokken, og sagt jeg vil hellere hjem, mens de stod og opererede mig, så havde jeg ikke været her i dag.
Niels Frid-Nielsens opvågnen fra den nære død har været med til at indstille ham på, at livet kunne forsvinde mellem hænderne på ham, hvornår det skulle være.
Det første jeg tænkte, da jeg vågnede igen, var, at jeg havde fået halvtreds år mere at leve i. Men efter lidt tid indså jeg, at det godt bare kunne være, det var fem. Men det kan også godt være, det bare er ét.
Man har jo lært, at man ikke kan tillade sig at tage livet for givet og sige, man har ret til det og det. Jeg kan lige så godt dø ved at gå over gaden ved Nørreport Station, som jeg kan af en hjernetumor. Så man lærer at leve provisorisk indtil den næste MR-skanning. Og hvis de finder noget der, så må man tage den derfra.
Niels Frid-Nielsen er vokset op i et socialdemokratisk hjem. Hans forældre meldte sig ud af folkekirken, før Niels Frid-Nielsen nåede konfirmationsalderen, men han meldte sig selv ind igen, da han fik børn i 20erne.
Han ville videregive de kristne værdier til sine egne børn igennem dåb og konfirmation, og selv oplever han, at en række af kristendommens kernebegreber har fået nyt liv, efter operationen.
Næstekærlighed og empati er blevet meget vigtige begreber i mit liv. Det er blevet en ledetråd. Det kommer til udtryk ved, at jeg virkelig prøver at lytte til mine børn og mine medmennesker. Og prøver at være positiv. Jeg prøver at kaste negative og intrigante sider fra mig.
LÆS OGSÅ: Mit kors er en forpligtelse til at hjælpe
Vi kender menneskesindet, og vi har det dårlige i os. Men jeg prøver altså at smide intriger og småkonflikter fra mig, siger han.
Da jeg skulle tilbage til arbejdet, var der en klog neuropsykolog, der sagde til mig, at jeg skulle lade være med at bruge kræfterne på småkonflikter. Prøv i stedet at tænke på det lange perspektiv. Hvordan vil du leve også om fem og ti år? Så det prøver jeg nu: at være mere positiv, at forstå andre mennesker mere dybt.