En kirke-arkitektur, der skilte vandene

Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby, der snart fylder 60 år, er et fremtrædende eksempel på den betydelige afstand, der udviklede sig mellem arkitekters opfattelse af god arkitektur og den almindelige danskers smag i det 20. århundredes anden halvdel

Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby.
Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby. . Foto: Jens Welding Øllgaard.

Den 15. august i år kan den katolske Skt. Knud Lavards Kirke i Lyngby fejre sin 60-årsfødselsdag. Den udmærker sig ved at være en af de første og samtidig meget få gennemført modernistiske kirker i Danmark. Der er opført mange kirker i det 20. århundrede, men påfaldende få i denne stilart, der har været dominerende i erhvervsbyggerier og etageejendomme i store dele af det 20. århundrede.

De kirker, der er bygget i århundredets første halvdel, trækker på arkitekturhistorien på en måde, der gør dem meget genkendelige som kirker, opført i traditionelle materialer, typisk tegl. Et hovedværk i denne epokes kirkebyggeri er P.V. Jensen-Klints Grundtvigskirke i København, indviet 1940.

Modernismen var et opgør med denne tradition. Modernisterne ønskede, at arkitektur skulle være i pagt med samtiden og ikke fortiden. Modernisterne tog det på sig at skabe et helt nyt æstetisk udtryk ved at fremhæve en ny tids materialer, først og fremmest jernarmeret beton, der havde skabt helt nye konstruktive muligheder, siden den for alvor blev bragt i anvendelse som bærende element i etagebyggeri ved århundredets begyndelse. Det var meget provokerende, fordi mange betragtede – og betragter – beton som et grimt materiale, der er bedst tjent med at blive skjult bag facader af andre og kønnere materialer. Modernisterne ville derimod af med det, som de betragtede som unødvendig pynt og forlorne forsiringer, til fordel for en ærlig arkitektur, hvor der var overensstemmelse mellem en bygnings indre og ydre.

Arkitekten Carl R. Frederiksen (1915-1974) gav det modernistiske program fuld skrue, da han tegnede det endelige forlæg for Skt. Knud Lavard i Lyngby. Den giver mest indtryk af at være en rektangulær betonkasse i en stil, som undertiden også kaldes brutalisme. I foromtalen inden åbningen beskrev Kristeligt Dagblad med tydeligt forbehold kirken som ”yderst moderne”. Den fremtrædende arkitekturhistoriker Harald Langberg mente med mere udelt begejstring, at kirken ”er et smukt eksempel på den katolske kirkes fordomsfri indstilling til ny arkitektur”.

Man siger vist ikke for meget, hvis man betegner Skt. Knud Lavards Kirke som et fremtrædende eksempel på den betydelige afstand, der i det 20. århundredes anden halvdel udvikledes mellem arkitekters opfattelse af god arkitektur på den ene side og den almindelige danskers smag på den anden.

Hovedlinjen i dansk kirkearkitektur fulgte da også et andet spor. En af forklaringerne er antagelig, at menighedsrådsmedlemmerne som bygherre ofte var repræsentant for netop den almindelige danskers smag. I samarbejde med tidens dygtigste arkitekter skabte de løsninger, der på en anden måde end den rene modernisme brød afgørende med tidligere tiders kirkebyggerier. Kirkerne lignede nu meget mere almindeligt institutionsbyggeri, blot i en væsentlig højere kvalitet. Ofte er det kun et klokketårn, der gør dem genkendelige som kirker set udefra. Anvendelsen af beton blev ikke opgivet, men stærkt nedtonet til fordel for tegl. Islev Kirke, tegnet af ægteparret Exner, er for eksempel et hovedværk i moderne teglstensarkitektur. Kirkerne blev forsynet med foyer, garderobe, mødelokaler, kontorer til kordegnen og meget mere, så de blev brugbare i et moderne menigheds-, sogne- og kirkeliv.