Prøv avisen
Kirken i verden

En kirke for kommunismens ofre

En ortodoks præst ­hænger en lampe op foran en centralt placeret ikon af familien til den russiske zar Nikolaj II, som alle blev helgenkåret i 2000 som såkaldte ”lidelsesudholdere”. Den nye kirke for nymartyrer og bekendere er viet til de mange ­martyrer, der blev slået ihjel under kommunismen. – Foto: Alexander Zemlianichenko/AP/Ritzau

Stor nybygget kirke indvies i denne uge som synligt symbol på Ruslands ambivalente forhold til sin egen fortid

Den 15. marts i år fandt en stor udendørs gudstjeneste sted i Sretenskij-klostret i det centrale Moskva. Anledningen var dobbelt: Dels at markere færdiggørelsen og den snarlige indvielse af den store nye kirke på stedet.

Dels at markere 100-året for den skæbnesvangre begivenhed, som indtraf på denne dag: zar Nikolaj II’s abdikation, der betød enden på 370 års zarstyre og begyndelsen på den revolutionære udvikling, som knap otte måneder senere kulminerede, da bolsjevikkernes kup bragte Vladimir Lenin til magten i Rusland.

De to anledninger hænger snævert sammen. Den omtalte kirke er planlagt og bygget netop for at stå færdig i 100-året for Den Russiske Revolution og med det specifikke formål fremover at tjene som mindesmærke for de ortodokse troende, der døde for deres tros skyld under det sovjetiske regime. Dette afspejles også i den nye kirkes navn: Kirken for Ruslands Nymartyrer og Bekendere på blodet ved Lubjanka.

I morgen indvies kirken på en adresse få hundrede meter fra Lubjanka-pladsen, hvor det tidligere KGB-hovedkvarter ligger (og stadig huser den nuværende russiske sikkerhedstjeneste, FSB). Herfra blev kampagnerne mod kirken og talrige andre virkelige og indbildte modstandere koordineret i sovjettiden. Det er en bygning, hvor utallige mennesker er blevet fængslet, forhørt, torteret og henrettet. En bygning, hvor mange af de ofre, der mindes af den nye kirke, har mødt deres skæbne.

Den nye kirkes beliggenhed er altså også betydningsfuld i sig selv. Det faktum, at der nu i Moskvas centrum, ganske tæt på Lubjanka-pladsen, rejses et så stort og synligt mindemærke for nogle af sovjettidens ofre er et væsentligt bidrag til at bevare bevidstheden om denne mørke periode i Ruslands historie. Den nye kirkebygning bliver, som dens navn også angiver, et synligt udtryk for en bestræbelse, som længe har været gjort i den ortodokse kirke på at identificere konkrete mennesker, der har lidt og i mange tilfælde er døde som direkte følge af sovjetisk forfølgelse af troende mennesker. Ud over selve identificeringen gøres et stort arbejde for at dokumentere og publicere deres historier, som i mange tilfælde danner grundlag for en formel kanonisering af dem som helgener i den ortodokse kirke. Det er disse mennesker, som betegnes ”nymartyrer og bekendere”, af hvilke der indtil videre er identificeret knap 1800.

Den nye kirke for nymartyrer og bekendere er således også betydningsfuld for det russiske samfund i bredere forstand. Som udtryk for den eneste systematiske institutionaliserede bestræbelse, der i nutidens Rusland gøres for at bevare mindet og bevidstheden om sovjettidens forbrydelser, bliver kirken et bidrag til etablering af en mere formaliseret mindekultur. En sådan finder man ellers ikke mange udtryk for, omend man i en ende af Lubjanka-pladsen dog kan finde et verdsligt mindesmærke, en beskeden sten, som siden 1990 minder om ”det totalitære regimes millioner af ofre”.

I denne sammenhæng står den russisk-ortodokse kirke dog også i en tvetydig situation. På den ene side lægger kirken ikke skjul på, hvor stor en katastrofe sovjettiden anses for, og henvisningen til kirkens og de troendes lidelser er helt åbenlyst en væsentlig del af kirkens moralske legitimitet, som dog har været belastet af, at flere af kirkens ledende personer har været dybt infiltreret i KGB. På den anden side kan det nok være vanskeligt at forklare, hvordan denne katastrofe kan have været en del af Guds gode plan med Rusland. Samtidig er der også hensynet til det nære forhold til den russiske stat, som synes mest interesseret i så vidt muligt at integrere sovjethistorien i den russiske historie som helhed. For så vidt endnu et eksempel på, at Rusland udmærker sig ved at være et land med en uforudsigelig fortid.

Christian Gottlieb er adjungeret professor i kirkehistorie på Københavns Universitet med speciale i ortodoks kristendom.