Teologen Friedrich Schleiermacher udgav i 1799 bogen ”Om religionen: taler til de dannede blandt dens foragtere”. Altså ikke taler til alle og enhver, men netop til de dannede. De dannede foragtere af religionen.
Aarhus Stifts gratismagasin ”folk & kirke” skulle måske have haft undertitlen: ”Til de tjekkede blandt kristendommens tvivlere”. For det ”folk”, som magasinet henvender sig til, er – så vidt jeg kan bedømme – ikke mindst caffe latte-segmentet i de større byer. Veluddannede, veltalende, velovervejede mennesker, der for eksempel kan spejle sig i Andreas på 29 år fra København, som har en bachelorgrad i filosofi og en kandidatgrad i statskundskab, og som har meldt sig ind i folkekirken igen blandt andet som en reaktion imod Dansk Folkeparti og den amerikanske præsident Donald Trump.
De kan også se sig selv i Mark fra Høje Taastrup, der ikke har noget imod folkekirken, men imod Dansk Folkepartis sammenkædning af danskhed og kristendom. Og derfor har meldt sig ud. Det er i det hele taget karakteristisk for de genindmeldte, man møder i første del af magasinet, at ingen af dem er blevet omvendt, har mødt Jesus eller andet, der kunne fremstå lidt religiøst overspændt. Det er stille og roligt og kulturelt og – ja, dannet. Eller i al fald tjekket.
Og sådan er det egentlig hele vejen igennem: En sober redegørelse for, hvorfor folkekirkens medlemstal daler, et rummeligt interview med digteren, musikeren og radioværten Kristian Leth, der måske nok er kritisk over for den institutionaliserede religions manglende sans for individets religiøse oplevelser, men som samtidig selv er på afstand af denne religiøsitet, men alligevel erkender, at ”kristendommen er en konstant karakter i min kunst”.
Og videre endnu: Teologen Lars Sandbecks klare og overskuelige redegørelse for religionskritikken, fulgt af en ”religionstime”, hvor en række myter om kirker og præster bliver aflivet: ja, præster tror faktisk på Gud, nej, Bibelen behøver ikke at blive læst bogstaveligt, teologi er et sobert studium, og religionens tid er ligesom ikke forbi alligevel.
Så følger et par sider om troen i de varme lande – herunder at troen kan være en livline for både fattige og rige – inden vi vender tilbage til det velkendte: Det vil sige nogle kendte mennesker, blandt andre politikerne Ida Auken og Johanne Schmidt-Nielsen, journalisten Adam Holm, skuespilleren Rasmus Botoft og stand-up komikeren Jonatan Spang, der alle kort og pænt fortæller om deres tro eller ikke-tro. Ingen skrappe opgør her!
Magasinet slutter med et interview med forfatteren til tv-serien ”Herrens veje”, Adam Price, et smukt digt af Mirian Due, en klog artikel af Christian Hjortkjær og 5 ”skarpe” spørgsmål til biskop Henrik Wigh-Poulsen – med 5 svar, som ingen kan skære sig på. Altsammen illustreret af smagfulde tegninger, beherskede sort-hvide fotografier og et lækkert layout.
Forfatteren Tage Skou-Hansen skriver i en af sine romaner om nogle mennesker, at ”der manglede modsigelse i dem”. De var FOR rigtige. Sådan er det også med stiftsmagasinet her: Det er alt sammen så rigtigt, at det bliver lidt intetsigende. Der er ingen modsigelse i magasinet. Det hele vender en vej, den rigtige. Og jeg tror, det er, fordi man netop har villet vise den tjekkede caffe latte-drikkende aarhusianske studerende eller ansatte i det kreative miljø, som efter sigende fylder det meste i Aarhus, at kirke og kristendom skam også har noget at sige dem.
Jeg tror, at Jonatan Spang rammer målet med hele udgivelsen med sit udtryk om at være ”pletvist troende”. Ikke noget fanatisk her, ikke nogen forkerte meninger eller religiøs fanatisme; ingen indremissionske, ingen konservative kristne, ingen skepsis over for vielse af homoseksuelle eller andre skæve ting fra de folkekirkelige hylder. Kun kirken som kulturel medspiller og så lidt tro, sådan pletvist. Ikke ud over det hele. Det bliver også nemt noget grimt griseri!