Prøv avisen
Troens øjeblik

Domprovst: En kræftsyg engel styrkede min tro

Anne Birgitte Reiter fandt livsmod gennem et sygt menneske. Foto: Leif Tuxen

For domprovst Anne Birgitte Reiter blev mødet med en livsglad kræftsyg kvinde en støttepille i hendes trosliv

Som præst har jeg mødt mennesker, hvor deres tro og vidnesbyrd har betydet alverden for mig. Et af de møder var med en yngre kvinde med to små børn, som fik konstateret kræft i livmoderen for et par år siden. Sygdommen spredte sig, og hun blev skilt fra sin mand undervejs i sygdomsforløbet.

Jeg var hendes præst i Odense, hvor hun havde stor brug for at læse i Bibelen og bede sammen med mig. Hun havde en grundlæggende tro på, at Gud var hende nær, at hun kunne tale med Gud gennem Jesus.

Hvis du så hende, ville du tænke, at hun var et yndigt væsen – lille, slank, mørk og gnistrende af liv. Du ville ikke tænke, at hun var syg, selvom hendes tilstand var alvorlig. Hun havde fået så enorm meget kraft, at alle, inklusive hendes læger, sagde, at de ikke kunne forstå, at hun havde det så godt. Selv sagde hun, at det var troen, der gav hende kræfterne, og hendes største ønske var, at hun kunne hjælpe andre til at se, at tro gør underværker i et liv.

Det er svært ikke at beskrive hende med ord, som får hende til at fremstå som en form for overmenneske, for det er hun på sin vis for mig. Det, der er så livsbekræftende, er, at den glæde, hun rummede, strålede ud gennem hende. Og den glæde blev en enorm styrkelse for mange andre.

Hun fornyede min egen tillid til Gud og troen på, at det, vi som troende mennesker kan gøre for hinanden, kan være lige så stort som lægens medicin. Samtidig med at jeg kom til hende som præst, blev hun også min åndelige vejleder, fordi hun styrkede mig og min tro.

Hun var opvokset i troen, og hun var sikker på, at selv i dødens stund var hun ikke alene. Den bevidsthed var vigtig for hende.

Hendes døtre var ikke døbt, da jeg først mødte hende. Inden hun blev medlem af folkekirken, tilhørte hun den apostolske kirke, hvor man selv vælger dåben. Som så mange andre havde hun nok tænkt, at det ikke hastede med børnenes dåb, men i og med at hendes liv nu havde en tidligere slutdato, fattede hun alvoren og besluttede, at pigerne ikke skulle møde kristendommen ved et tilfælde. Jeg fik lov til at døbe dem, og de var så store, at de selv gerne ville komme op og sige ja. Det kunne have været en dåb fuld af tårer, men det blev en dåb fuld af glæde.

Jeg har stadig kontakt med hende. I dag er hendes tal dårlige, men hun føler, at hun har det rimelig godt. Hun lader sig ikke suge ned i det mørke, som kan opstå, når man er mærket med en sygdom, der ikke går væk.

Når jeg tænker på hende, ser jeg hende på en måde som en engel. Hun vil stå som en af de støtter i mit liv, hvis tro har været livsmodsgivende.

Det betyder rigtig meget at have sådan et menneske i livsbagagen. Hun er et stærkt vidnesbyrd for mig om, at vi alle er fælles i Kristus. Og lige så snart mine tanker går til hende, er hun levende for mit blik – og vil altid være det.

Vi skal alle dø før eller siden. Men jeg synes aldrig, at man skal udelade muligheden for et mirakel. Derfor håber jeg, at denne kvinde får lov til at overleve meget længere, end lægerne tror, det er muligt. Men hvad der end måtte ske, så har hun allerede selv været et mirakel.

"Vi skal alle dø før eller siden. Men jeg synes aldrig, at man skal udelade muligheden for et mirakel," siger domprovst Anne Birgitte Reiter, der her er fotograferet på Søfartsmuseet i Helsingør under en provstekongres. Foto: Leif Tuxen
"Vi skal alle dø før eller siden. Men jeg synes aldrig, at man skal udelade muligheden for et mirakel," siger domprovst Anne Birgitte Reiter, der her er fotograferet på Søfartsmuseet i Helsingør under en provstekongres. Foto: Leif Tuxen