Prøv avisen
Før søndagen

Friskoleleder: Jeg savner barndommens enkelhed

Leif Andersen, pensioneret friskoleleder fra Tønning-Træden i Midtjylland, stortrives med en tilværelse, hvor hustruen og han har adskilte hverdage. Her er han på besøg på Islands Brygge i København, hvor hendes lejlighed ligger Foto: Petra Theibel Jacobsen

Leif Andersen, pensioneret friskoleleder fra Midtjylland, savner barndommens enkle livsramme, som søndagens tekst minder ham om. Alligevel lever han godt med et liv i bevægelse, hvor hans hustru har hverdag i København, og han selv i en nedlagt stationsbygning i provinsen

Der er masser af faste rutiner i Leif Andersen og hustruen, Lisbeth Mulvads, liv. Hver mandag klokken 05.30 kører den pensionerede friskole-leder fra Tønning-Træden Friskole ved Brædstrup i Midtjylland sin kone til banegården i Horsens. På perronen kysser han hende farvel.

Hun gør sig klar til en arbejdsuge i Undervisningsministeriet, men Leif Andersen drager tilbage til deres ejendom i landsbyen Tønning – den gamle stationsbygning – hvor han passer have, vingård, høns og børnebørn.

”For os er det en berigelse at bo på den måde. Vi glæder os over at gense hinanden hver fredag eftermiddag. Vi ser det som en chance i vores liv, hvor vi hver især kan udfolde os,” siger Leif Andersen om den måde, som han og hans kone har indrettet sig på, siden hun i 2009 fik jobmuligheden i Undervisningsministeriet.

”Hver aften klokken 21.30 mødes vi på Skype og snakker sammen, og et par gange om måneden tager jeg til København, hvor vi har dage sammen dér,” siger Leif Andersen.

Søndagens prædikentekst er for den pensionerede skoleleder en påmindelse om livets enkelhed. En ubekymret Maria, som fryder sig over den ophøjede Gud og priser ham for hans barmhjertighed mod dem, som har brug for ham. En enkelhed, som 70-årige Leif Andersen kan savne, men som det levede liv har været med til at fjerne.

”Jeg er ikke til store ord,” advarer han, inden han fortsætter:

”Teksten rummer megen livsklogskab. Maria er ydmyg over for det, som er større end hende. Teksten minder mig om min barndoms enkelhed – en enkelhed, som har skiftet karakter i løbet af mit liv.”

Leif Andersen kigger tilbage på en opvækst i Vordingborg på Sjælland i et grundtvigsk bondehjem, hvor forældrene drev badehotel i sommerhalvåret, og faderen i vinterhalvåret passede deres lille landbrug og sørgede for produktion af fødevarer til sommerhotellets køkken. Et lille og trygt samfund, hvor præsten som det naturligste deltog i de mange lokale arrangementer.

”Tingene var misundelsesværdigt enkle i forhold til den erkendelse, som man når i livet,” siger Leif Andersen og uddyber barndommens perspektiv:

”Livet var som barn ligefremt og selvfølgeligt. Mine forældre sled og slæbte. For os tre børn var livet ubekymret, og der var klare rammer.”

Leif Andersen kan drømme sig tilbage det liv, hvor han som lille dreng følte sig tryg. Hvor der var noget, som var større end ham. I sit pensionistliv er det ikke det pendlende liv på farten mellem hjemmet i Tønning og deres lejlighed i København, som giver ham uro. Det er så meget mere tidens tab af søgen efter det, som er større end mennesket selv.

”Jeg ville ønske, at jeg bare kunne identificere mig med Maria i søndagens tekst og sige, at alt er lagt til rette på bedste måde. Desværre synes jeg, at vores tid i høj grad er præget af en jagt efter forbrug og ligegyldige ting. Mange glemmer de værdier, som rækker ud over den almindelige hverdag.”

Og det er her, hvor Maria i en ubekymret tilstand priser sin Gud, at Leif Andersen bliver mindet om den tryghed, som lå i barndommen.

”Jeg husker ordene fra barndommen, hvor aftenbønnen blev sluttet med ’Alt er i Gud faders hånd’, og man trygt kunne lægge sig til at sove. Den tryghed savner jeg. For mig er der ikke den ro i vores fragmenterede verden.”

Leif Andersen begræder den fundamentalisme, fastlåsthed og ligegyldighed, som kan præge verden. Alt for mange er optaget af at bygge hegn og mure, mener han.

Den tidligere friskoleleder vil ikke gøre sig frelst. Han har i livet truffet valg og gået veje, som har været forbundet med smerte og nederlag. Alligevel er det med en vis ærgrelse, at han kigger på nutidens unge generation.

”Jeg kan savne engagement fra den yngre generation. Jeg skal ikke idyllisere 1960’erne og 1970’erne, hvor jeg var ung, men vi var drevet af noget, som var større end os – og ikke mindst en tro på, at vi kunne forandre verden. Det var med store trommer buldrende gennem Københavns gader, en kamp for miljøet og en tro på, at hvis vi kæmpede for det rigtige, så kunne vi også få verden til at dreje i den rigtige retning,” siger Leif Andersen.

Det er den tillidsfuldhed til livet, verden og Gud, som ifølge Leif Andersen står centralt i prædikenteksten – men som han må erkende, at et levet liv har gjort det vanskeligt at opretholde. Både når han kigger på verdens tilstand – og i kraft af erfaringer fra sit eget liv. I 1990 måtte han lade sig skille fra sin første kone, med hvem han har sine tre børn.

”Skilsmissen var vores livs nederlag. Ingen af os ønskede det, men det udviklede sig til en realitet, da vi ikke kunne håndtere den frigørelse, som lå i tiden. Heldigvis har vi i dag stadig glæden over vores fælles børn,” siger Leif Andersen.

Det er i de svære livssituationer og ved skelsættende faser i livet, at friskolemanden Leif Andersen, som er grundtvigsk ind til benet, griber ud efter den Gud, som Maria priser i prædikenteksten.

”Når nederlaget rammer, så kommer eftertænksomheden og en søgen efter noget, som er større end mig selv,” siger han.

Tilsvarende havde han også brug for at komme i kontakt med den dybere mening med sin tilværelse, da han for syv år siden valgte pensionisttilværelsen. Han fandt vandreskoene frem og bevægede sig ud på en fem uger lang pilgrimsvandring på Caminoen i Spanien. Alene.

”Jeg havde brug for et gearskifte, da jeg stoppede som skoleleder,” siger han.

”Højst overraskende for mig selv så viste det sig, at ensomheden var det sværeste for mig at tackle. På turen var jeg konfronteret med mig selv – og kun mig selv – på en måde, som jeg ikke var vant til. Det var her, jeg lærte at være alene.”

Alene er Leif Andersen ofte i hverdagen i hans og konens ejendom i Tønning. Det nyder han – fordi han samtidig er omsluttet af fælleskabet.

”Det er i høj grad fællesskabet i landsbymiljøet, som gør, at vi bliver her. Jeg er socialt anlagt og får næring af at være sammen med andre,” siger Leif Andersen, der i 25 år har sunget i Gudenå Folkekor og også er stærkt engageret i senioruniversitetet i Horsens.

Selv om det er med en kende mismod, at han kigger på nutidens jagen efter ussel mammon, så kan Leif Andersens grundtvigske sind ikke trynes.

Grundlæggende tror han på livet, og han føler stor taknemmelighed over, det som er ham givet:

”Mit liv har været en gave. Min kone og jeg har tilsammen fem børn og 11 sunde og raske børnebørn.”

Han er heller ikke i tvivl om sin opgave – og vender tilbage til slægtsbilledet i søndagens tekst.

”Det bedste, vi som mennesker kan gøre, er at give vores liv som eksempel til børn og børnebørn. At du gennem dine gerninger viser, hvem du er. Det er her, vi inspirerer hinanden og får sans for livets værdifulde sider.”

”Jeg husker ordene fra barndommen, hvor aftenbønnen blev sluttet med ’Alt er i Gud faders hånd’, og man trygt kunne lægge sig til at sove. Den tryghed savner jeg. For mig er der ikke den ro i vores fragmenterede verden,” siger Leif Andersen. Foto: Petra Theibel Jacobsen