En lille moské i Berlin gjorde den muslimske verden rasende – nu fejrer den et år

Truslerne mod den tyrkisk-fødte feminist Seyran Ates er taget til, siden hun for et år siden grundlagde Tysklands første liberale moské i Berlin, hvor mænd og kvinder uden tørklæde beder sammen. Mange konservative muslimer bryder sig ikke om, at vi er succesfulde, siger Ates, som lever under beskyttelse

Seyran Ates møder ikke opbakning fra mange muslimske organisationer i Tyskland, og Muslimernes Centralråd i Tyskland har beskyldt hende for at være islamfjendsk. Men hun prædiker stadig.
Seyran Ates møder ikke opbakning fra mange muslimske organisationer i Tyskland, og Muslimernes Centralråd i Tyskland har beskyldt hende for at være islamfjendsk. Men hun prædiker stadig. Foto: Dorothee Deiss.

”Lad mig lige se din taske,” siger den bevæbnede vagt ved døren.

Var det ikke for ham og politibetjenten ved hans side, ville det være uhyre vanskeligt at finde det muslimske bederum, som for et år siden åbnede i den protestantiske St. Johanniskirke her i berliner-bydelen Moabit. Godt gemt væk på tredje sal i den bagerste ende af kirkebygningen står yderligere to bevæbnede vagter ved indgangen til et hvidt rum på størrelse med en stor stue. Det kan være vanskeligt at forstå, at dette rum det seneste år har sat den muslimske verden på den anden ende. Men siden den 55-årige tyrkiskfødte feminist og jurist Seyran Ates i juni 2017 grundlagde sit hjertebarn, Ibn-Rushd-Goethe-Moské, Tysklands første selverklærede liberale moské, har hun fået vreden at føle: Formanden for Muslimernes Centralråd i Tyskland har beskyldt hende for at være islamfjendsk, tyrkiske myndigheder har anklaget moskéen for at være i ledtog med terrorister, og både Kairos Al-Azhar Universitet og iranske mullaher har fordømt projektet. Årsagen: Kvinder og mænd beder sammen, hovedtørklæde er ikke noget krav, og kvinder kan også prædike og lede bønnen.

”Truslerne er desværre ikke blevet færre,” siger Seyran Ates, en lille tæt kvinde med varme øjne og kort gråsprængt hår.

”Vi er succesfulde, og det bryder mange konservative muslimer sig ikke om,” siger hun.

Tre dage efter åbningen sagde en mand for eksempel til hende, at moskéen ville være væk i løbet af en uge, fem mænd opsøgte hende og krævede stedet lukket, hun har fået dødstrusler på gaden og får dem stadig jævnligt på mail.

”Jeres job er i hvert fald sikret,” siger hun med glimt i øjet og nikker i retning af de to vagter ved indgangen.

Siden åbningen har hun levet under beskyttelse.

”Men jeg har også fået utallige positive henvendelser både fra troende og fra ateister, som betragter moskéen som et fredsprojekt,” siger hun.

Menigheden har cirka 35 faste aktive medlemmer, og derudover besøger omkring 700 mennesker moskéen hver måned, herunder skoleklasser med både jødiske og muslimske elever.

”Mange muslimer vil gerne deltage i bønnen, men er angst for at komme,” siger hun.

”Men jeg er sikker på, at der kommer flere moskéer som vores, vi har blot brug for tid,” siger hun.

Cirka 40 mennesker er mødt op ved fredagsbønnen på etårsdagen i dag. Nogle sidder på bedetæpper, de fleste på stole. Nogle få kvinder bærer hovedtørklæde, de fleste gør ikke. Rituel afvaskning går man heller ikke op i, håndvasken ved indgangen er i stykker. I stedet bydes de besøgende velkommen af et citat i et plastikchartek ved indgangen af den persiske middelalder-mystiker Maulana Rumi: ”Kom, kom, hvem du end er, om du er afgudsdyrker eller tilbeder ilden, kom, vores sammenkomst er ikke et sted for fortvivlelse, kom, selv hvis du har brudt dit løfte hundrede gange, kom igen.”

Bønnerummet har ingen skriftsteder på væggene, ingen pynt, blot en hvid, bueformet trækonstruktion, som godt kunne forveksles med et lille klatrestativ på en legeplads. Buen er inspireret af kirkebygningens vinduer og symboliserer også moskéernes kupler i den arabiske verden, mens en række tværbjælker angiver retningen til Mekka, og deres forskellige længde symboliserer de bedendes forskellighed. Kristne er her også.

Hans Michael fra Vestberlin er normalt kirkegænger, men er kommet i moskéen i et halvt år, fordi hans muslimske kæreste – en asylansøger fra Afrika – savnede et sted at bede. For ham er det blot et spørgsmål om tid, før det bliver lige så normalt for muslimer og kristne at bede sammen, som det i dag er for katolikker og protestanter, der tidligere bekrigede hinanden.

”Som par er det vigtigt at have noget fælles, noget, man kan dele med hinanden. For nogle er det en smart sportsvogn. For os er det troen, og det betyder noget,” siger han og tilføjer, at både jøder, kristne og muslimer er fælles om troen på ”Abrahams, Isaks og Jakobs Gud”.

Bø nnen begynder, og vendt mod Mekka synger en kvinde med rød niqab og klar, lavmælt stemme den muslimske trosbekendelse på arabisk: ”Allahu Akhbar”.

Seyran Ates prædiker på tysk og advarer blandt andet mod materialismen, som fylder stadigt mere, så selv troen er blevet materialistisk – for eksempel i form af halal-godkendelser, som er blevet en milliardindustri.

Ifølge Seyran Ates kritikere kan kvinder ikke optræde som imamer.

Men hun peger på, at der i dag findes tilsvarende moskéer flere steder i Europa, ligesom en region i Kina i 300 år har haft tradition for, at kvinder prædikede i kvindemoskéer. Islams historie er i øvrigt fuld af kvindelige autoriteter, lærde og krigshelte, som konservative mandschauvinister siden har forsøgt at fortrænge, mener hun. For eksempel gjorde kvinder i Medina på Muhammeds tid oprør mod polygami.

”Som barn tænkte jeg selv, at det var uretfærdigt, at mine brødre fik lov til alle mulige skønne ting, mens jeg ikke gjorde. Jeg fandt ud af, at jeg var feminist. Jeg har aldrig opgivet min tro. Jeg bekæmper ikke islam, men patriarkatet,” fortæller hun.

Lendita, en 46-årig kvinde fra Montenegro, som har boet i Tyskland, siden hun var 11 år, er af samme overbevisning. Under bønnen havde hun et hvidt klæde om hovedet, som hjælper hende med at koncentrere sig, men ikke gør hendes hjerte renere, som hun siger.

Nu står hun med håret flagrende og pulser på en cigaret i haven uden for kirkebygningen. Hun har besøgt moskéer i den multikulturelle bydel Neukölln, hvor hun bor, men var som regel eneste kvinde.

”Jeg har grædt uden ende og følt mig alene i andre moskéer. Men her kan mænd og kvinder bede sammen, det er fantastisk,” siger hun og kommer dog med en lille stikpille:

”Jeg er temmelig konservativ, og under bønnen blev der lavet fejl. Sådan er det, når frivillige leder. Men det skal være i orden. Det er fint med tolerancen her. Men jeg kan godt savne lidt mere islam, lidt mere religion,” siger hun.