Som barn var jeg medlem af folkekirken ligesom resten af min familie. Ikke fordi vi var troende eller praktiserende, men fordi ikke at være medlem mere var en position at indtage end at være medlem. I hvert fald i Herning, hvor jeg voksede op. Der var mange indremissionske og andre troende.
Da jeg gik til konfirmationsforberedelse, stillede jeg for første gang mig selv spørgsmålet, om jeg troede på noget. Desværre blev min interesse ikke mødt. Det var i stedet en dårlig oplevelse med en præst, der var vred og fordømmende, og som smed salmebøger efter os konfirmander. Senere erfarede jeg, at han havde fået en psykiatrisk diagnose, men på det tidspunkt havde jeg for længst meldt mig ud af folkekirken, også selvom jeg i gymnasiet havde været kirkesanger og nydt salmerne og ikke mindst det at synge i kor og lære noget om musik.
Men en ting var musik, en anden var tro, og det var først midt i 30’erne, at jeg via en veninde fandt ud af, at man godt kunne synge i koret i den svenske kirke i København, selvom man ikke kunne komme hver gang. For sådan er livet som skuespiller, man har skiftende arbejdstider og er tit på turné. Men jeg var glad for igen at være en del af et kor.
Så en dag faldt jeg i snak med organisten og fortalte ham om min manglende tro, og han kiggede indgående på mig, inden han sagde: ”Du tør ikke gå til nadver her.”
Jeg tænkte med det samme, at det skulle være løgn. Så næste gang der var gudstjeneste i den svenske kirke, gik jeg op til alteret og fik en oplevelse, som ændrede mit syn på religion for altid. For i det øjeblik, jeg modtog nadveren, forstod jeg, hvad det indebar.
Jeg forstod, at når Jesus siger, at det her brød er mig, at den her vin er mig, så er det ham, men det er også alle os andre. For vi er alle ét, og vi genopstår hele tiden som hinanden og altet i en evig udveksling af både ånd og materie.
Jesus er for mig først og fremmest menneske. Han er Guds søn, som jeg er Guds datter, og som vi alle er Guds børn. Det kan godt være, at jeg ikke har teologisk belæg for at sige det, men sådan oplever jeg verden. Alt er Gud, og det er, hvad Jesus fortalte, som vi får genfortalt, når vi mødes i nadveren.
Den tro har jeg nu levet på i 30 år, og det står lige så stærkt for mig, som det gjorde den dag i den svenske kirke. Mit livsgrundlag blev kalibreret på plads den dag, og der har ikke siden kunnet komme en knivspids ind imellem min tro, min politiske holdning og mig.
Jeg blev aldrig medlem af den svenske kirke, men meldte mig kort efter ind i den danske folkekirke igen, hvor jeg har været lige siden, og nu igen fungerer som kirkesanger.
Vi er en lille treenighed af præst, organist og så mig, som står for gudstjenesterne i Havnelev, Højerup og Lille Heddinge Kirker på Stevns, og det er en stor fornøjelse, også fordi folkekirken er så rummelig. Jeg kan sidde ved siden af en med-kirkegænger, som har en diametral modsat opfattelse af Gud og gudstjenesten end jeg, men vi får alligevel begge en førstehåndsoplevelse af nærvær med Gud.
Det er stort og kan kun lade sig gøre, fordi der er så meget plads og rummelighed i folkekirken.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Som 23-årig blev jeg forladt af min elskede. Jeg var helt knust, og ingenting hjalp, ikke før en fremmed den 1. maj i Fælledparken i København sagde til mig: Husk, hvordan du har det nu, det bliver en ressource resten af dit liv. Det virkede. Nu gik jeg ikke væk fra det, der gjorde ondt. Jeg blev i det, og så begyndte det paradoksalt nok at gå fremad. Det skulle jeg også sande i 2011, hvor jeg blev indlagt med en hjerneblødning, og hvor en scanning senere viste, at der stadig sad noget i hjernen, som skulle opereres væk. Men operationen gik galt, og jeg måtte i gang med en stor genoptræning, hvor hele den måde, som hjernen behandler billeder på, skulle genlæres. Men igen lod jeg mig selv være i det, og ud af det kom et mod, som gjorde, at jeg har turdet kaste mig ud i de store Klint-musikteater-projekter, hvor vi med kunstens sprog formidler geologisk historie og verdensarv her på Stevns, hvor jeg bor.
Hvordan bliver din tro udfordret?
I dag bliver min tro ikke udfordret længere, men den blev udvidet og uddybet i de to år, min mand og jeg boede i Tanzania, hvor vi var udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke. Dernede var der et hav af kirker og alle tænkelige kristne retninger. De havde alle sammen noget pinsekirke og vækkelsesbevægelse over sig med en halleluja-stemning, som holdt mig på afstand. Men det var også dernede, jeg oplevede, hvordan vi blev velsignet alle steder – og hvordan alle bad for hinanden, også for os. At give sig Gud i vold og lade Gud om livet og livets betingelser var simpelthen måden, som man levede på.
Men det havde også en bagside. Der blev for eksempel ikke gjort noget for de alkoholikere, der fandtes i stor stil – især blandt mændene. Jeg gik så en dag til en lokal præst, vi havde lært at kende, og fortalte, at man kunne hjælpe alkoholikere – og at netop kirkerne, som nok er de stærkeste organisationer i Tanzania, kunne gøre en stor forskel. Han lyttede til mig og svarede så: Min egen søn er alkoholiker – og selv drak jeg også for meget som ung. Men da vi kom tilbage to år senere, boede der to kvinder, hvis mænd drak for meget, hos ham og hans kone, og man støttede og hjalp. Så der skete noget. Det oplevede vi også med Selina, som havde været ansat hos os. Da vi besøgte Tanzania, et par år efter vi var rejst hjem, sagde hun: Jeg ved, vi er del af Guds plan. Gud gav jer gode hjerter, så I kunne hjælpe mig, så jeg kan hjælpe mine børn. Vi er alle Guds børn. Med det udsagn om, at vi alle er Guds børn, gjorde Selina os jævnbyrdige, og det er godt, for giveren kan let glemme, men modtageren af hjælp husker sin gæld, og det kan forhindre en lige relation. Selinas udsagn er samtidig også ord, der gør kristendommen revolutionær, fordi de ophæver princippet om noget for noget.