I mit barndomshjem var vi en helt almindelig ikke-trosaktiv familie. Vi sang ikke salmer, men hørte giro 413, Beatles og Louis Armstrong. Alligevel har jeg lært at bede af min mor. For om aftenen, når dynen var stoppet ned omkring mig, var Fadervor sidste punkt før godnatkysset. Og jeg kom også til at gå i skole hos de katolske Skt. Hedvig-søstre.
Skt. Hedvig Søstrene er en udadvendt nonne-orden, der kom til i Danmark i 1906. I 1921 kom de til Kolding, hvor de overtog undervisningen på Sct. Michaels Skole. I dag er der dog ingen søstre tilbage på skolen, men de var der i 1970, hvor jeg havde et vigtigt troens øjeblik.
Jeg husker dem så tydeligt. Der var Søster Feodora, Søster Theodora og Søster Antonie, og de var med deres hovedtøj og lange kjoler i enten blå, hvid eller sort ikoniske pejlemærker overalt på skolen.
I skolegården kunne man altid finde den søster, der havde gårdvagt. For kjolen stod som et sejl omkring hende, og hun havde en hale af elever i kølvandet. Skolegården var også fyldt med børn, der i grupper, parvis og hver for sig krydsede frem og tilbage.
Især om morgenen var der en labyrintisk trafik af cykler, bilister og fodgængere med lyde, råb, fodtrin og brudstykker af morgensnak, som var ganske uoverskuelig for mig på min første skoledag. Jeg var kun fem år gammel, og både mit syn og min hørelse var sønderbombede af indtryk, så jeg kiggede stift ned på jorden, mens jeg navigerede gennem minefeltet hen til min plads bagest og yderst i klasseværelset.
For når klokken ringede første gang, blev skolegårdens sitrende kaos forvandlet til snorlige rækker opdelt i klasser med læreren til første time stående foran.
Når så klokken ringede anden gang, blev dørene slået op, og vi gik indenfor. Her mødtes to gange i et L, og i ”knækket” stod et klaver, hvor en af søstrene sad parat, mens skolelederen stod foran. Når klasserne var anbragt langs væggene, gik læreren om bagved.
Vi var således hele tiden under opsyn mellem den absolutte autoritet og vores lærer – og også ved min allerførste morgensang, hvor alle mine sanser var i oplevelsens vold og magt.
Det hele virkede så uendeligt og umuligt, mens vi sang første salme fra skolens egen sangbog ”Arvesølv”. Så var der meddelelser fra skolelederen, som sikkert har talt om skolestarten og det nye skoleår, men jeg erindrer det ikke. Jeg husker derimod, at han havde skæg i hele hovedet, og at det føltes, som om han så lige på mig – og at det var meget svært ikke bare at kigge ned.
Jeg kan også tydeligt genkalde mig fornemmelsen af at være mindre end alle andre og af at være helt alene med mine vidtspændte sanser, da anden salme skulle synges. Den kom også fra skolens sangbog, som jeg stadig bruger her mere end 40 år efter. Men dengang kendte jeg ikke ordene, og jeg var alt for bange til bare at prøve. Men jeg fik hjælp.
For efter anden salme rejste Søster Antonie sig op, gik ned langs rækken af elever og stillede sig bag mig, mens hendes hænder foldede sig og dannede ligesom et tag over mit hoved, der beskyttede mig. Jeg kunne mærke rillerne i den sorte kjoles stof og fornemmede, at hun lugtede lidt af min mormor, der havde et blåt lærredsforklæde med en særlig duft.
Søster Antonie hvilede sine foldede hænder på mit hoved og puttede sine arme ind omkring mig, mens vi bad Fadervor, og min tanke var: Jeg kan godt – nu.
Og det kunne jeg – både synge og alt muligt andet. Og det er fortsat resten af livet, hvor den ro, som jeg indirekte og uden et ord fik af Søster Antonie på min allerførste skoledag, har betydet, at jeg er gået ud i verden i fuld tillid til, at de kulturhistorier, som jeg formidler med min musik, er vigtige og essentielle.