Russisk-ortodokse holder mest påske uden for kirkerummet

Den aktuelle påske i Rusland er præget af en usikker håndtering af coronaregler fra en kirkelig ledelse, der har gjort sig bemærket ved at ændre holdning radikalt undervejs i forløbet

Det sker ikke så tit, at en russisk kirkeleder udtrykkeligt beder de troende om at blive væk fra kirken, slet ikke kort før påske. Men det gjorde den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill.
Det sker ikke så tit, at en russisk kirkeleder udtrykkeligt beder de troende om at blive væk fra kirken, slet ikke kort før påske. Men det gjorde den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill. Foto: Sergei Savostyanov/TASS/Ritzau Scanpix.

Det sker ikke så tit, at en russisk kirkeleder udtrykkeligt beder de troende om at blive væk fra kirken, slet ikke kort før påske. Men det gjorde den russisk-ortodokse kirkes leder, patriark Kirill.

Årsagen var selvfølgelig den omsiggribende coronaepidemi, som førte til karantæneregler i Rusland den 29. marts. Her som alle andre steder støder sundhedsfaglige ønsker om at reducere social kontakt imod kirkens væsen som samlingssted for mennesker, især i vanskelige situationer. Således var Kirills opfordring formentlig et forsøg på at udsætte eller undgå, hvad der efter sundhedsmyndighedernes ordre kom to uger senere: Den fuldstændige lukning af alle kirker i Moskva og omegn i den ortodokse påskeuge, som finder sted lige nu og frem til 19. april. Den ortodokse påske ligger senere end påsken i Vesteuropa, fordi den følger den julianske kalender.

Den russiske kirkes holdning til krisen har i al fald været noget tøvende. I første omgang ønskede man fra ledelsens side på ingen måde at indskrænke adgangen til kirker og gudstjenester. I særdeleshed ønskede man ikke at ændre på den traditionelle nadverpraksis, der involverer uddeling af nadveren på én fælles ske til alle nadvergæster. Dette skete, som formuleret af en af kirkens ledere, metropolit Hilarion, under henvisning til at “ortodokse tror ikke, at virus og sygdom kan overføres gennem nadveren”.

Senere ændrede ledelsen dog i nogen grad holdning og indskærpede nødvendigheden af strenge hygiejniske forholdsregler i alle andre sammenhænge. De troende skal blandt andet forhindres i at kysse præstens kors og præstens hånd, og glasset foran ikoner skal nøje desinficeres. Brug af individuelle engangsskeer har også været drøftet, men den fælles ske blev dog fastholdt, om end det senere er blevet indskærpet, at skeen skal desinficeres grundigt med sprit efter hver gæst.

Den gradvise skærpelse af forholdsreglerne har mødt en del kritik. Dels fra folk, der ikke fandt tiltagene vidtgående nok og især påpegede det åbenlyst problematiske ved den fælles ske. Dels fra folk i kirkens egne rækker, især gejstlige, der mente, at tiltagene derimod gik alt for vidt. Adskillige præster har således nægtet at følge disse forskrifter og insisteret på, at fortsætte den vante praksis, som om intet var hændt. Angiveligt på basis af en meget bogstavelig fortolkning af Ilarions holdning: Troende, der stoler på Gud, har selvfølgelig ikke brug for den slags forholdsregler.

Denne praksis er blevet stærkt fordømt af Ilarion, som derfor har præciseret sin opfattelse. I en senere udtalelse understreger han, at kirken ikke er i tvivl om, at “Gud selv er tilstede” i nadverens sakramente, men samtidig at de “hellige sakramenter uddeles til de troende i kar, som ikke er fuldstændig beskyttede” mod infektion. Omstændighederne omkring nadveren kan altså godt være inficerede, og at ignorere kirkens forholdsregler er derfor, ifølge Ilarion, i bedste fald uansvarligt og, hvis det gøres i kirkeligt sprog, ligefrem en “forbrydelse”.

I balancen mellem sundhedsmyndighedernes forskrifter og hensynet til de troende lignede Kirills opfordring til at blive væk fra kirkerne en meningsfuld løsning: En måde at undgå kirkernes formelle lukning og dog reducere smittefaren. Nu kom lukningen så alligevel, men for lukkede døre finder gudstjenesterne dog stadig sted, hvilket i ortodoks sammenhæng er afgørende vigtigt i sig selv. Kirill understreger, hvor vanskelig denne beslutning har været for ham efter 51 år som præst, men opfordrer de troende til i denne situation at se Maria af Egypten som forbillede. Pointen hermed er, at denne helgeninde (cirka 344-421) efter et syndigt liv på et tidspunkt angrede, omvendte sig og flyttede ud i den jordanske ørken, hvor hun ifølge legenden levede resten af sit lange liv i strengeste askese og total isolation, langt væk fra kirken og fællesskabet, men hun blev frelst og opnåede endda en “engleagtig” natur. Således kan de troende ifølge Kirill være sikre på, at de, også når de sidder isolerede i deres lejligheder, i deres egen lille private “ørken” borte fra kirken, alligevel kan frelses.

Selv om Kirill her åbenlyst søger at trøste og opbygge troende, der måtte være bekymrede over ikke at kunne komme i kirke i denne ekstraordinære situation, er der dog noget påfaldende ved fremhævelsen af Marias eksempel: Der ér altså også frelse i total isolation, i selvvalgt livslang flugt fra kirken, dens sakramenter, gudstjenester, præster og fællesskab. Og endda ikke blot i ekstraordinære nødsituationer, men som noget normalt, som det med sikkerhed ikke ellers kan være Kirills ønske at fremme. Så valget af dette eksempel må ses som et udtryk for det dilemma, som coronaepidemien sætter kirken i.

Christian Gottlieb er adjungeret professor, dr.theol, med speciale i ortodoks kristendom.