En mørk novemberaften i 1977 fik Benny Blumensaat besøg. Det var en katolsk præst, en nonne og hans mor, der havde besluttet sig for at kigge forbi den lukkede afdeling på Risskov Hospital, hvor Benny Blumensaat var til mentalobservation.
Nogle uger forinden var han blevet arresteret for pyromani. Han havde drukket sig sanseløst beruset og derefter sat ild til det hotel, han boede på i forbindelse med et arbejde i Fredericia. Det var ikke første gang, det var sket. I en alder af 24 var han fem gange blevet reddet ud af brændende bygninger, som han selv havde sat ild til. Det havde givet ham tre fængselsdomme i forskellige jyske fængsler i Randers, Aarhus og Midtjylland. Da han sad inde i Nørre Snede Statsfængsel i Midtjylland, forsøgte han at tage sit eget liv, men uden succes. Han blev flyttet til den lukkede afdeling i Risskov.
Jeg havde ikke så meget lyst til at få besøg af nogen af dem, fortæller Benny Blumensaat, der i dag bor i Esbjerg i Vestjylland, hvor han er præst i den katolske kirke.
LÆS OGSÅ: Så længe jeg kan være troende på min Grosbøll-agtige måde ...
Jeg var 24 år gammel, og mit liv lå i ruiner. Jeg var på den lukkede afdeling, hvor alt var kaos. Der var spændetrøjer, som jeg selv blev lagt i for at styre mine aggressioner, og en af mine medfanger hængte sig selv i en snor på badeværelset. Det var et barskt miljø. At få besøg af en præst mindede mig om en fjern fortid og min barnetro, som var forsvundet i druk og kriminalitet. Jeg kunne ikke holde det ud, men jeg vidste, min mor ville blive glad, hvis jeg tog en snak med præsten. Så det gjorde jeg.
Den aften ændrede alt sig for Benny Blumensaat.
I søndagens prædikentekst kommer apostlene til Jesus og beder ham om at give dem en større tro. Jesus svarer:
Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
For Benny Blumensaat har troen på det umulige spillet en vigtig rolle for, hvordan hans liv kom til at udspille sig. Hvor han ikke selv havde kræfter til at tro på et bedre liv, var der mennesker omkring ham, der troede på ham. Det var i mødet med de personer, at hans tro begyndte at vokse.
Benny Blumensaat er opvokset i et katolsk hjem i Trige ved Aarhus. Han har altid været tilknyttet den katolske kirke, hvor han kom sammen med sine forældre og søskende, og menneskene i hans forældres omgangskreds opfattede ham dengang som en god, harmonisk dreng. Da han var 13 år gammel, mistede han sin far, som fik en blodprop i hjertet, og derfra gik tilværelsen skævt for Benny Blumensaat.
Som 15-årig spillede han fodbold i en lokal klub. Efter træningen fik han for vane at tage ned i klubhuset og drikke øl sammen med drengene fra holdet.
Jeg kom ind i en periode, hvor jeg druknede min ensomhed i alkohol, fortæller Benny Blumensaat.
Han begyndte at drikke mere og mere. Først var det bare i weekenderne, men så blev det i hverdagene, hvor han også drak alene.
Benny Blumensaat flyttede hjemmefra og flyttede ind i en kælder i en ældre kvindes hus. Her drak han sig en aften fuld, og i et depressivt øjeblik satte han ild til sit værelse og lagde sig til at sove lige ved siden af ilden. Brandmændene nåede at redde ham ud i tide, og ejeren af huset kom heller ikke noget til. Det priser han sig i dag lykkelig over.
Benny Blumensaat blev fængslet i en kort periode. Men da han kom ud igen, gentog han pyromanien. Han røg ind og ud af arresthuse på grund af sine gentagne ildspåsættelser, og til sidst endte han tvangsindlagt på Risskovs lukkede afdeling.
Det var der, han fik besøg af præsten.
Præsten, jeg fik besøg af den aften i november, snakkede med mig om nogle af de erfaringer, han selv havde haft med Jesus. Der var varme i hans stemme og et glimt i hans øjne. Og jeg kunne mærke, at han ikke kom for at tvinge mig til omvendelse. Han fortalte bare, hvordan Jesus havde hjulpet ham i hans eget liv, siger Benny Blumensaat.
Jeg havde tidligere været i samtaleterapi, men det havde ikke hjulpet, da jeg ikke var motiveret. Jeg tænkte, at jeg selv havde styr på mit problem, og alkoholen skulle de i hvert fald ikke tage fra mig.
Præsten sagde til mig, at Jesus var kommet for at helbrede de syge. Og et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg havde brug for både tilgivelse og helbredelse. Men jeg troede ikke, den var for mig, og jeg havde ikke nogen forventninger til, at der skulle ske noget, hvis han bad for mig.
Ikke desto mindre sagde Benny Blumensaat ja til at blive bedt for, og præsten lagde sin hånd på Benny Blumensaat.
Han bad om, at alt det onde, som jeg var årsag til, måtte forsvinde. Og at Satan måtte vige fra mit sind, og at alt det gode, der var i mig, måtte komme frem, siger Benny Blumensaat.
Og så mærkede jeg en dyb fred. Jeg sagde farvel til min mor og præsten og lagde mig op på mit eneværelse. Jeg havde tidligere selv råbt til Gud, om at han måtte komme og hjælpe mig, men jeg følte aldrig, at jeg havde haft kontakt med noget i bønnen. Men den aften mærkede jeg en dyb fred, som jeg vidste ikke kom fra mig selv. Det var, som om himlen åbnede sig og lagde sig ned over mig som en dyne. Da jeg vågnede den næste dag, vidste jeg, at jeg var blevet rask.
Benny Blumensaat fik kort tid efter besøg af en ny præst. Han ville skrifte, men den første præst var blevet forment adgang, fordi personalet på den lukkede afdeling mistænkte ham for at have udført okkulte ritualer.
Benny Blumensaat fortalte den nye præst om alt det, han havde gjort. Om drikkeriet og brandstiftelserne.
Jeg følte mig pludselig 100 kilo lettere. Den byrde, jeg havde følt, var væk, fordi jeg var blevet tilgivet for min synd. Alle troede, at jeg var ved at lave et nummer, og personalet på hospitalet observerede mig tæt. Det gjorde politiet også, for jeg stod til at skulle videre i retssystemet. Men hen ad vejen blev jeg trappet ud af antabus og sovemedicin, og det gik efterhånden op for dem, at der var sket noget med mig. Da jeg blev løsladt, tog jeg til et nonnekloster, hvor jeg begyndte at arbejdede som gartner.
Benny Blumensaat følte et kald til at blive præst. Det havde siddet i ham, siden han havde skriftet og var begyndt at læse i Bibelen på den lukkede afdeling. Nonnerne på klosteret nødede ham til at fremlægge idéen for den katolske biskop.
Det var med bævende stemme, jeg spurgte ham, for jeg vidste godt, at han kendte til min kriminelle baggrund. Men uden den katolske biskops accept kan man ikke blive præst, for det er ham, der skal betale for uddannelse og ansættelse senere hen.
Men i stedet for at feje drømmen om teologiuddannelsen af bordet spurgte biskoppen i stedet, hvor meget uddannelse Benny Blumensaat havde.
Jeg var jo gået ud af ottende klasse, så han sagde, at jeg skulle tage tiende klasse og HF, og så kunne vi snakke om det igen. Han holdt altså døren åben.
Benny Blumensaat fik hjælp til skolearbejdet af nonnerne på klosteret, og da han havde bestået sin HF, opsøgte han biskoppen igen.
Han blev sendt på præsteseminarium i England, og da han vendte hjem, blev han præsteviet i 1993, hvorefter han var præst tre år i Taa-strup, et år i Køge og indtil nu 16 år i Esbjerg.
Det vigtigste var, at der var folk, der støttede mig og troede på mig, siger Benny Blumensaat i dag som 59-årig.
Præsten kom og bankede på døren den aften på den lukkede afdeling, hvor de fleste havde opgivet mig, og der ikke var nogen, der troede på, at min situation ville ændre sig.
Lidt efter lidt voksede det her frø, som var blevet lagt ned i mig gennem mødet med et menneske, som selv havde tro, men også havde en ydmyg indstilling til Gud og hans arbejde.
Præsten, der bad for mig, blev i et interview til en dokumentarfilm om mit liv spurgt, om han nogensinde havde forventet, at bønnen ville gøre en forskel.
Jeg vidste, der ville ske noget, men jeg blev selv overrasket over den effekt, min bøn havde på hans liv, svarede han.
I dag er jeg evigt taknemmelig for den præst og hans bøn, og det vil jeg være indtil min dødsdag.