Under coronakrisens kirkegangstørke er kritikken særligt haglet ned over restriktionerne på gudstjenester, bryllupper og begravelser. Men samtidig er der vokset et andet – og måske mere fundamentalt – problem frem i kirkens kroge.
Det handler om den almindelige søndagsgudstjeneste. Her ser man nemlig en drastisk forskel i nogle af de kirker, hvor man før coronakrisen var vant til velbesøgte søndagsgudstjenester, siger Henrik Højlund, som er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.
”Under coronakrisen har kirkegængere vænnet sig til, at det da egentlig går lige så godt uden kirkegang, og som konsekvens bliver den åndelige rygrad lige så stille slatten og slap – både hos de vante og mindre vante,” siger han.
Som mange andre af landets kirker besluttede Aarhus Bykirke at streame deres gudstjenester på internettet, da corona vendte op og ned på den daglige kirkegang i marts sidste år. Omend den beslutning har haft sine fordele, har den særligt skubbet én gruppe væk, siger Henrik Højlund:
”Børnefamilier med små børn oplever, at det er rarere at sidde derhjemme med en kop kaffe i hånden og lade børnene fistre lidt rundt i stedet for at sidde i kirken og hele tiden skulle have et øje på dem,” siger valgmenighedspræsten og fortsætter:
”Og vi snakker ikke bare to eller tre familier, men mange familier, for hvem der er opstået en form for gudstjenestedovenskab.”
Henrik Højlund pointerer dog, at han oplever, at mange af børnefamilierne såvel som andre kirkegængere oplever en længsel efter at komme tilbage til normale tilstande igen og dermed også muligheden for at kunne frekventere kirken mere ofte.
Kristeligt Dagblad har tidligere bragt artikler med det budskab fra flere præster, at folk er godt i gang med at vende tilbage til kirken. I sidste uge vurderede religionssociolog fra Roskilde Universitet Astrid Krabbe Trolle i den forbindelse, at ”kernemenigheden, som restriktionerne er gået hårdest ud over, formentlig vil vende tilbage til deres gamle kirkevaner, når restriktionerne er helt ophævet”.
Men i visse sogne tegner der sig et lidt andet – og mindre optimistisk – billede. Henrik Højlund er nemlig ikke alene om at holde på vejret over den ildevarslende tendens.
Det samme er Sune Skarsholm, der er sognepræst i Løsning og Korning kirker ved Vejle. Inden coronapandemien ramte, kom der op mod 300 mennesker i Løsning kirke hver søndag, men med de nuværende afstands- og arealkrav, er der kun plads til 150, og Sune Skarsholm er bange for, at coronakrisen har gjort søndagsgudstjenesten til et ”forbrugsgode”.
”Der er mange, der har fået en forbrugerindstilling til søndagsgudstjenesten, som pludselig er blevet et tilvalg. Hvor man førhen har sagt, at nu er det søndag, nu skal vi af sted, så siger man: skal vi nu det? Vi kunne jo også tage i sommerhus, i biografen eller ud at spise.”
Selvom det ifølge Sune Skarsholm er for tidligt at konkludere på, om tilslutningen til folkekirken har fået varige mén af coronakrisen, er han ikke bange for at sige, at han i den grad er bekymret for de børnefamilier, der har opdaget glæden ved at sidde hjemme, og den ældre del af de vante kirkegængere, som er bange for smitte.
I Christianskirken i Aarhus er sognepræst Anders Møbjerg særligt bange for, at de kirkegængere, som kun kommer i kirken en til to gange om måneden, stopper med at komme – også når restriktionerne bliver løftet. For sognepræsten er det ikke vigtigt at nå op at på de 500 mennesker, som i 2019 var det gennemsnitlige antal besøgende fordelt på to – tre gudstjenester per søndag i Christianskirken, men:
”Det er vigtigt, at mennesker lever i relation til evangeliet – at livet er en cirkelbevægelse mellem dagligdag og kirkegang – og der har vi en stærk formodning om, at vi har mistet folk,” siger han.
Overordnet er Anders Møbjerg dog fortrøstningsfuld på folkekirkens vegne. Da Christianskirken i sidste uge traf et valg om ”at tolke de nuværende arealkrav mindre restriktivt”, oplevede han en bølge af folk, der på kirkens hjemmeside sad i kø for at spærre en af de 30 nye pladser.
Noget tyder på, at de ændrede vaner er et generelt problem i kølvandet på coronapandemiens hærgen. Ifølge tal fra VisitDenmark benyttede cirka en tredjedel af danskerne i sommeren 2020 indendørsaktiviteter i mindre grad end normalt, og flere kulturtilbud som museer har i løbet af den indeværende sommer aktiveret bekymringsrynken mere end almindeligt.
På plejehjem takker de ældre også nej til aktiviteter, herunder den månedlige gudstjeneste, fortæller Hanne Køhler, som er aktivitetsleder på Mølleparkens Plejecenter i Sønderborg Kommune.
”Nu har vi været vant til, at vi har skullet holde os hjemme og gøre så lidt som muligt. Og så falder aktivitetsniveauet jo. Efter nedlukningen lærte vi lynhurtigt bare at kigge ud i luften. Så nu skal vi vænne os til at gøre det modsatte igen,” siger Hanne Køhler, som fortæller, at det generelt set er svært at mobilisere plejehjemsbeboerne i kølvandet på coronakrisen. Til den månedlige gudstjeneste, hvor der plejer at – og gerne må – være 14-16 beboere, har der de sidste mange gange kun været omkring fire.
Der er en dyb pointe forbundet med, at det ikke kun er kirkerne, der har svært ved at mobilisere besøgende i kølvandet på coronapandemien, siger Henrik Reintoft Christensen, der er religionssociolog på institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet.
”Vi har ikke noget konkret data på det endnu, men det går på tværs i rigtig mange kulturtilbud, at der eksisterer en eller anden form for tilbageholdenhed i forhold til at vende helt tilbage til en normal hverdag. Samtidig har mange under coronapandemien fået nogle nye vaner, som for eksempel ikke at gå fysisk i kirke, som det kan tage tid at aflægge sig igen,” siger han.
Til gengæld vurderer Henrik Reintoft Christensen ikke, at lukningen vil påvirke de mindre aktive kirkegængere.
”Det er selvfølgelig gået ud over nogle, der skulle giftes og døbes, men på langt sigt, er det ikke coronakrisen, som har en effekt på, om folk bliver ved med at synes, at de skal vies og deres børn skal døbes i kirken.”
På spørgsmålet om, hvad man har tænkt sig at gøre for at få kirkegængerne tilbage i det fysiske kirkerum, er svaret relativt entydigt: Præsterne vil blandt andet ringe til de kirkegængere, som er blevet væk på grund af frygt for smitte, og oplyse dem om, at det er sikkert at komme tilbage nu. Og så har man i Christianskirken forsøgt at fjerne nogle af de ydre omstændigheder:
”Vi har fjernet afmærkningerne, fordi folk nu pr. instinkt ved, at man skal holde afstand, og derfor vil vi gerne gøre det mindre visuelt farligt at være der. Plasticbægerne til nadveren skal væk og skiftes ud med de vanlige sølvbægere – det er normaliteten, som skal tilbage,” fastslår Anders Møbjerg.