For to år siden deltog jeg i YMCA’s verdensrådsmøde i storbyen Chiang Mai i det nordlige Thailand. YMCA er en verdensomspændende sammenslutning af kirkelige børne- og ungdomsorganisationer, som KFUM og KFUK i Danmark er medlem af. Ved verdensrådsmøderne hvert fjerde år er der op mod 1500 deltagere. Vi var en større delegation fra Danmark afsted, og det var travle dage, hvor der var møder og andre planlagte programpunkter fra morgen til aften.
Som landsformand for KFUM og KFUK handlede min deltagelse i høj grad om at netværke, og selv måltiderne blev brugt til at holde formelle eller uformelle møder med en strategisk dagsorden. Men en af aftenerne faldt jeg i snak med en teolog, Matthias Kerschbaum, der er ansat i tysk KFUM, og selv om vores samtale begyndte med det organisatoriske og formelle, udviklede det sig ret hurtigt til en mere personlig samtale om tro. Han var lidt ældre end mig og kom fra Sydtyskland, men var ligesom mig protestant og opvokset i et kirkeligt foreningsmiljø. Alligevel kunne jeg hurtigt mærke, at hans trosudtryk og tilgang til troen var meget anderledes end min. Hans meget direkte måde at tale om personlig tro fik mig både til at mindes episoder fra min egen opvækst i et delvist indre missionsk præget miljø og overveje, hvordan vi i KFUM og KFUK i Danmark formidler vores kristne værdigrundlag til børn og unge. Men først og fremmest blev det en inspiration til at kigge nærmere på min personlige tro og det udtryk, den har.
Begge mine forældre er vokset op i landbrugsfamilier i Vestjylland og mødte hinanden i KFUM og KFUK-sammenhæng. I min barndom var troen og det kirkelige foreningsliv også en naturlig del af vores familie- og fritidsliv. Vi sang bordvers og bad aftenbøn, og som regel læste mine forældre også en kort andagtslignende tekst ved morgenbordet, inden vi gik i skole. Om søndagen havde vi tit en runde ved middagsbordet, hvor hver især sagde, om der var noget særligt, vi ville bede for. Jeg var med i kirkelige børneklubber og var grøn pigespejder, så på den måde satte mine forældre nogle rammer for, at jeg mødte andre, som abonnerede på samme værdier.
Jeg gik på en katolsk skole, hvor morgensang og kirkelige traditioner var naturlige elementer i hverdagen, og som ung tog jeg lederuddannelse i KFUM og KFUK og hos spejderne og fik på den måde en erfaring med at give det videre til andre, som havde fyldt meget i min egen opvækst. Desuden var mine gymnasieår med højskolestævner og feriefællesskaber i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse med til at gøre mig mere bevidst og reflekteret om min egen tro og tvivl.
I min studietid i Aarhus, hvor jeg boede i Gellerupparken, fik jeg lyst til at tage integrationsudfordringen op og ligesom skrue mere op for det direkte samfundsengagement i stedet for det mere indadvendte kirkelige engagement. Jeg blev frivillig i Red Barnet Ungdom og var også landsformand der i nogle år. Derefter vendte jeg tilbage til KFUM og KFUK, hvor jeg kom i hovedbestyrelsen og blev næstformand og siden formand. Det føltes meget som at komme hjem –til noget velkendt, men også til et sted, hvor jeg kunne sætte en retning, hvor vi bruger vores kristne værdigrundlag til at række ud i samfundet og gøre en forskel i håb og handling.
Det er stadig den linje, jeg gerne vil lægge. Men jeg kan også mærke, at mødet med Matthias har rykket mig i retning af at lade den personlige tro fylde mere. Jeg gør mere for at bevare kontakten til den kilde, som nærer mit engagement i min omverden.
Efter jeg kom hjem fra Thailand, fortsatte vi samtalerne via Messenger, og det udviklede sig til en samtale om tro og liv i mange etaper. I første omgang betød mit møde med Matthias Kerschbaum, at jeg fik lyst til at læse mere i Bibelen og bede mere. Jeg kunne se, at jeg måtte skabe noget mere struktur, nogle tydeligere rammer og noget mere relationelt om mit trosliv, hvis det skulle give mig værdi. Ligesom med motion, hvor det hjælper at skabe nogle rutiner – gerne sammen med andre. Så jeg gik i gang med at læse i Den Nye Aftale og læste for første gang alle fire evangelier i et forløb, hvor jeg kunne se nye sammenhænge og forskelle på tværs. Undervejs spurgte jeg min tyske ven til råds, og han spurgte ind til, om nogle af fortællingerne sagde mig særligt meget og så videre. Vores møde i Thailand udviklede sig til en lille bibelstudiegruppe, og Jesu ord om, at ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, giver virkelig mening for mig i relation til det, vi har sammen. At have et rum, hvor vi er sammen om troen på Gud, er der en lille opstandelse i. Vi kan sammen udforske troen, og hvad den betyder for vores måde at tænke og leve på. Det er stort og gør Gud nærværende for mig på en ny måde.
Jeg har ikke behov for at skabe mit eget lille kloster, men venskabet med den tyske teolog har motiveret mig til at skabe rammer om min personlige tro. Jeg forsøger stadig indimellem at læse i Bibelen eller bruge naturen som et rum med højt til loftet, hvor en solnedgang kan give mig en oplevelse af kontakt med Gud og taknemlighed over dagen og livet. Mødet i Thailand har også fået mig til at tænke, at vi kan blive bedre til at tale åbent om troen og ikke pakke den væk af frygt for at skræmme folk bort. Det gælder også i mit personlige liv, hvor det er blevet vigtigt for mig at give noget af det videre til mine børn, som jeg har fået med hjemmefra.
Hvad har udfordret din tro?
Det udfordrer mig, at jeg nu skal finde ud af, hvordan og hvad jeg vil give videre til mine børn i forhold til troen. Jeg kan have svært ved at sætte ord på, hvorfor noget bestemt er vigtigt for mig, og jeg kan blive i tvivl om, hvordan aftenbøn eller at gå i kirke med børnene flettes mest naturligt ind i vores familieliv. Min mand er også vokset op i et KFUM-relateret miljø, så vores baggrund er ikke så forskellig i forhold til samfundsengagement og værdigrundlag. Men kirkegang, bøn og bordvers har fyldt meget mere i min opvækst, og selvom jeg ikke vil pådutte mine børn, at de skal tro og mene det samme som mig, er der noget, som er vigtigt for mig at give videre. Det vil jeg gerne blive bedre til at sige højt og tale med min mand om.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et råd, jeg har fået af en tysk teolog, Matthias, som jeg har lært at kende gennem YMCA. I en podcast om bøn foreslog han, at man laver en bønnedagbog, hvor man laver notater om, hvad man beder om. På den måde kan man sætte en ramme om sin bøn, så ens bønspraksis ikke så let løber ud i sandet, og man kan kigge tilbage og se, hvad der har optaget én. Jeg kan mærke, at min bøn på en måde får mere vægt, også fordi jeg skriver i hånden i modsætning til meget andet, jeg skriver.