Prøv avisen

En sejlivet dansk koloni

UDVANDRERE: Kirken holder sammen på den over 150 år gamle danskerkoloni i Argentina

skriver fra Argentina

Solstrålerne smyger sig kælent hen over takkerne på den hvide kirke, videre forbi det vajende Dannebrog og ned på de skinnende citrontræer.

April er en efterårsmåned i Argentina, men denne dag fastholder solstrålerne stædigt sommerens høje temperaturer. I menighedssalen ved siden af kirken og citrontræerne bliver der også holdt fast. April er måneden for dronning Margrethes fødselsdag, og den danske menighed i Necochea er samlet for at fejre begivenheden. For at holde fast i deres danske rødder.

Ud over gæster fra Danmark er omkring 30 fra menigheden mødt op for at synge, spise, drikke og se en videooptagelse af Dronningens nytårstale. De er alle sammen født og opvokset i Argentina, og nogle har aldrig sat deres ben i Danmark. Men der bliver talt dansk, og det med umiskendelig jysk, fynsk eller anden dialekt afhængigt af, hvorfra i Danmark de har deres rødder.

- Den danske koloni i Argentina har altid været utrolig trofast over for det danske, over for kirkelivet, traditionerne og sproget. Langt mere end hvad man har kunnet se i forhold til danskere, der er udvandret til andre dele af verden, siger Steen Lerfeldt, der i mere end 30 år har været præst i Necochea, den ene af fire danske menigheder i Argentina.

Et stykke Danmark

Udvandringen fra Danmark til Argentina begyndte i midten af 1800-tallet og fortsatte frem til Anden Verdenskrig. Omkring 13.000 danskere slog sig ned i det frugtbare landbrugsområde i provinsen Buenos Aires. Her skabte de deres eget lukkede samfund med dansk skole, slagter, læge, sangforening, roklub og møller. Familierne blev bragt med til Argentina, og efterkommerne voksede op i et lille stykke Danmark mere end 10.000 kilometer fra fædrelandet.

- Vi var utroligt lukkede omkring os selv i kolonien, fortæller Rosita.

Rosa Hoffmann de Gastanaga, som Rosita egentlig hedder, kaldes også koloniens bedstemor. Hun er kendt af alle i kolonien og har taget sig af mange af ko- loniens børn. Hun er født og opvokset i Tandil, byen hvor den dansk-argentinske historie begynder.

Det var til denne by, den unge lollandske skolelærer og eventyrer Hans Fugl ankom i 1844 og lagde grunden til den første danske koloni i Argentina. Statuen af danskeren, der våger over byen, vidner om hans status som foregangsmand. Juan Fugl, som han kom til at hedde i sit nye hjemland, er også et respekteret navn blandt argentinerne i området. Efter Tandil fulgte grundlæggelsen af kolonierne i Tres Arroyos, i Necochea og endelig i millionbyen Buenos Aires.

Rositas far kom til Tandil i 1875, og hun mindes sin opvækst som værende meget dansk.

- Da jeg var barn, gik jeg kun i dansk skole, og mine legekammerater var andre danskere, fortæller Rosita og griner.

- Det var ikke normalt at være sammen med argentinere, og hos min bedstemor var det ikke engang tilladt at tale spansk. Derfor lærte min mor aldrig at tale spansk ordentligt.

Identitet blev beskyttet

Den danske isolation skyldtes især den dominerende, men for danske udvandrere meget fremmedartede katolske tro i det omgivende samfund. Dertil kom det svære spanske sprog.

I Necochea var isolationen stærkest, og det var ikke velanset at omgås argentinerne. Giftermål med en af »de sorte«, som argentinerne kaldtes, kunne skabe vældige problemer for parret.

Den danske identitet blev beskyttet, og i dag, 150 år efter de første danskere kom til Argentina, kan enhver besøgende fortsat fornemme den stærke bevidsthed om de danske rødder hos dansk-argentinerne.

Bevidstheden kommer blandt andet til udtryk i det danske kirkeliv, i julehyggetraditionerne og i folkedansen. Den danske identitetsfølelse er også tydelig til festen i anledning af Dronningens fødselsdag, der bliver fejret med flæskesteg, sildemadder, øl og Rød Aalborg-snaps.

Til gengæld har isolationen over for det øvrige argentinske samfund længe været et afsluttet kapitel. I menighedssalen i Necochea hænger Dannebrog side om side med det blå-hvide argentinske flag, og de to landes nationalmelodier bliver sunget med lige stor kraft. Danskerne er, som en naturlig del af en udvikling, hvor der ikke kommer flere indvandrere fra Danmark, blevet gift og har fået børn med argentinere. Og det skaber ikke identitetsproblemer. Dansk-argentinerne er åbenlyst glade for besøgende fra Danmark, der bliver modtaget med kindkys og udsøgt bespisning. Men de opfatter sig også som argentinere og holder af det land, de lever i.

- Jeg kan godt lide blandingen af det danske og det argentinske. Her i Argentina har danskere og efterkommere af danskere ry for at være hæderlige og pålidelige mennesker, og det har gjort os meget respekterede. Danskere er stort set aldrig involveret i kriminalitet herovre. Men samtidig har argentinerne lært os mange ting, for eksempel at være mere åbne, siger Rosita, der altid selv holder døren åben for gæster.

Dansk dør ud

En naturlig følge af kulturernes blanding er, at det danske sprog også er ved at forsvinde.

Langt de fleste af deltagerne ved fødselsdagsfesten i Necochea er ældre mennesker, og der går formentlig ikke mange år, før det bliver svært at samle dansk-argentinere, der kan synge »Der er et yndigt land«. Der er ikke mange i fjerde generation af danskerne, der taler dansk, og stort set ingen blandt børnene i femte generation.

Integrationen med det øvrige samfund sætter sine spor, og det ses også af, at danske klubber og skoler langsomt er forsvundet. Men kirken udgør fortsat et solidt holdepunkt for danske skikke.

- For dansk-argentinerne har det været sådan, at dét, der har været mest identitetsbevarende, er kirkerne, siger præsten Steen Lerfeldt.

- Religionen er så afgørende for identiteten. Mens andre samlingssteder krymper væk, så består kirken som et holdepunkt.

Når der skal arrangeres folkedans eller strikkeklub i kolonierne, sker det derfor i kirkens regi, og når der kommer danskere på besøg, er det helt naturligt, at det er formanden for menigheden, der arrangerer modtagelsen.

Det er også den danske liturgi, der finder anvendelse under gudstjenesterne, selv om sproget i tre af menighederne er spansk med undtagelse af en enkelt salme eller to på dansk. I Necochea hol-der Steen Lerfeldt - den eneste præst i Argentina udsendt af Dansk Kirke i Udlandet - hver anden gudstjeneste på spansk og hver anden på dansk. Han mener, at kirkelivet og de dansksindede menigheder i høj grad er i live og ikke står over for at blive opslugt af det omkringliggende katolske samfund.

- Intet tyder på, at de danske menigheder er ved at dø. Som eksempel kan jeg nævne statistikken for Necochea, hvor jeg sidste år begravede 21 mennesker, men døbte 31. Det peger jo ikke i retning af, at menigheden er ved at forsvinde, siger Lerfeldt og tilføjer, at der så sent som for seks år siden blev bygget yderligere en kirke til menigheden.

Rosita er ikke meget for at spå om de dansk-argentinske menigheders fremtid.

- Det kan da godt være, at der ikke er dansk-sindede menigheder i Argentina om 50 år. Men synes du ærligt talt ikke også, at vi har gjort det godt, siger koloniens bedstemor med et stort smil.

Fakta

40.000 argentinere med danske aner

Der lever i dag omkring 40.000 efterkommere af danskere i Argentina, hvor der er fire danske menigheder. Menigheden i byen Tandil har omkring 200 betalende medlemmer. I menigheden i Buenos Aires er der lidt færre. I Necochea er der omkring 500 betalende medlemmer, og i Tres Arroyos er der omkring 600 betalende medlemmer af menigheden. Alle menigheder har dog langt flere brugere end betalende medlemmer.

udland@kristeligt-dagblad.dk