Hvorfor skulle der egentlig ikke kunne være en uafhængig kirke i en uafhængig stat som Ukraine? Spørgsmålene kom overraskende nok fra den russisk-ortodokse kirkes overhoved, patriark Kirill af Moskva, der leverede overvejelsen i en prædiken for to måneder siden, den 9. december 2018.
Et relevant spørgsmål dengang og ikke mindre siden. Knap en uge efter Kirills prædiken nåede striden om spørgsmålet sit foreløbige højdepunkt, da en sådan uafhængig ortodoks kirke faktisk blev proklameret på et kirkemøde i Kijev den 15. december. Her blev det bekendtgjort, at de to grene af den ukrainske ortodokse kirke, som ikke vil høre under Kirill og Moskva-patriarkatet, havde forenet sig i en ”autokefal” (selvstændig), ukrainsk ortodoks kirke under ledelse af den nyvalgte metropolit Epifanij.
Resultatet havde været undervejs længe. Processen begyndte at spidse til i oktober sidste år, da patriark Bartholomæus af Konstantinopel (Istanbul) efter flere ukrainske opfordringer ensidigt bekendtgjorde sin vilje til at anerkende disse to grene af den ukrainske kirke, der ikke tidligere har været anerkendt hverken af Moskva eller nogen anden ortodoks kirke. Ved en gudstjeneste i Istanbul den 6. januar i år overrakte Bartholomæus officielt sin stadfæstelse til den nye kirke- organisation, som under navnet den ”Ortodokse kirke i Ukraine” siden den 30. januar nu også er officielt registreret af den ukrainske stat.
Udråbelsen af den nye ukrainske kirkestruktur afvises i skarpe vendinger af Moskva-patriarkatet, som siden 1686 har udøvet den kirkelige myndighed over Ukraine og stadig skønnes at omfatte omkring halvdelen af landets ortodokse troende under ledelse af Moskvas lokale repræsentant, metrolit Onufrij af Kijev. Det er netop Onufrijs myndighed, som Bartholomæus har ment sig berettiget til ensidigt at erklære ophævet til fordel for den nye ukrainske kirke. En erklæring, som Mos-kva frakender al kirkeretlig gyldighed og fordømmer som ukanonisk, ulovlig og skismatisk og som udtryk for, at Bartholomæus tiltager sig en slags ”pavelig” autoritet til at gribe ind på andre ortodokse kirkers territorium. Umiddelbart ligner det altså primært en kirkeretlig strid, hvilket langtfra er noget nyt i ortodoks kirkehistorie.
Det principielle spørgsmål om forudsætningerne for en ortodoks kirkes selvstændighed hører også med til det kirkeretlige. Når der kan være en selvstændig ortodoks kirke i for eksempel Rumænien, Bulgarien, Serbien og andre selvstændige ortodokse lande, hvorfor så ikke også i Ukraine, der dog er verdens næststørste ortodokse land? Altså et spørgsmål lig det, som Kirill stillede den 9. december. Hvad er den principielle begrundelse for russernes modstand? Og hvad svarede Kirill på sit eget spørgsmål?
Han svarede selvfølgelig nej. Selvstændighed for den ortodokse kirke i Ukraine kan ikke tillades. Helt i overensstemmelse med hans tidligere tilkendegivelser. Mere bemærkelsesværdig er hans begrundelse: at folk i det ”broderlige Ukraine” har fremsat deres ønske om uafhængighed fulde af ”vrede og had”, at de vil ødelægge andre menneskers liv, overtage kirker og klostre med vold og i det hele taget taler ”voldens og hadets sprog”. Derfor kan det på ingen måde være Guds vilje, der taler gennem dem. Derfor kan uafhængighed ikke komme på tale. Sagen drejer sig efter Kirills opfattelse ikke om, hvorvidt der skal eller ikke skal være en uafhængig kirke i Ukraine. Sagen drejer sig om, hvilken slags kirke der skal være i Ukraine: Skal det være ”Guds kirke, der gør Guds vilje” eller en ”løgnekirke, der tjener Djævelen og kun udklæder sig i lyse klæder”.
”Voldens og hadets sprog” er stærk retorik. Og måske forstærket af øjeblikkets ophidsede stemning. Men det synes alligevel at være et påfaldende svagt svar på et spørgsmål af så langtrækkende principiel betydning. Selvom ukrainernes ønske om selvstændighed faktisk udtrykkes i vrede og had, er dette alene dog næppe en varig principiel grund til at nægte dem selvstændighed. I al fald er det en grund, som i princippet vil kunne falde bort, når som helst ukrainerne måtte blive mere venlige og forsonlige.
Mere principiel substans synes der at være i Kirills skelnen mellem ”Guds kirke, der gør Guds vilje” og den ”løgnekirke, der tjener Djævelen”, hvilket giver indtryk af, at der er noget dybere på spil. Hvad dette er, og hvad grundlaget er for denne skelnen og dens drastiske beskyldning, uddyber han dog ikke, antagelig fordi det er indlysende for ham og hans ortodokse tilhørere. For ikke-ortodokse er det nok mindre indlysende, især i betragtning af, at forskellen mellem disse to eller tre grene af den ortodokse kirke nærmest ikke er til at få øje på. Alle forkynder de den samme lære, har den samme gudstjeneste med den samme liturgi og de samme sakramenter, som forvaltes på samme måde. De har den samme organisatoriske struktur og samme art af kirkeligt liv. Ud over det kirkeretlige er det således ikke nemt at få øje på et egentligt teologisk indhold i denne strid.
Så hvordan kan Kirill fremsætte så voldsom en beskyldning mod denne nye ukrainske ”løgnekirke, der tjener Djævelen”, samtidig med at denne kirke ligner hans egen til forveksling? Er det dog ikke i sidste ende indholdet, det kommer an på?
Svaret handler om den afgørende betydning, som gensidig anerkendelse kirkerne imellem tillægges i den ortodokse kirkes autoritetsstruktur, der rummer kernen i denne konflikts logik:
Ganske kort kan den ortodokse kirke som helhed måske beskrives som en centralistisk struktur uden centrum. Selvom den ortodokse kirke helt tilsigtet ikke har noget fælles øverste centrum a la den katolske pave, spiller bevaringen af en fælles al-ortodoks enhed i lære, liturgi og organisatorisk struktur som bærer af den apostolske myndighed ikke desto mindre en afgørende rolle. Uden et fælles centrum må den ortodokse kirke basere bevaringen af sin enhed på konciliær samtale og konsekvent gensidig anerkendelse imellem de enkelte kirker i overensstemmelse med de ”kanoniske” regler.
Heraf følger, at en ortodoks kirke, der ikke nyder andre ortodokse kirkers anerkendelse, ikke kan betragtes som ”kanonisk”, det vil sige som en sand kirke, fra hvilken de troende kan være sikre på at modtage budskabet og sakramenterne på rette vis. En tankegang, der blev konkret demonstreret af en af Moskva-patriarkatets repræsentanter i Ukraine, metropolit Agafangel af Odessa, da han sidst i januar skrev til en præst, der er gået over til den nye ukrainske kirke: at hvis præsten fremover ”fortsætter med at udføre liturgien, så vil brødet ikke blive forvandlet til Kristi legeme og vinen ikke til Kristi blod”, mens præsten selv vil forblive under ”biskoppens forbandelse” indtil Kristi genkomst. Sakramentet virker med andre ord kun, hvis det udføres af den rigtige kirkes rigtige præster.
De ikke-kanoniske kirker i Ukraine er således ikke rigtige kirker, selvom de udefra ligner det, når de ”udklæder sig i lyse klæder” og for eksempel administrerer sakramenterne, når man ser sagen fra Moskva-patriarkatets – og også flere andre ortodokse kirkers – perspektiv. Uden andres anerkendelse kunne de måske sammenlignes med en slags falskmøntnere. Vel forkynder disse ukanoniske kirker budskaber, der ligesom falskmøntneres pengesedler ligner ægte til forveksling og derfor nemt kunne snyde uforvarende brugere, men de er ikke desto mindre falske, fordi den myndighed, som har udstedt dem, er falsk. Selvom falske sedler ser nok så ægte ud, er de dog intet værd. Ægt- heden garanteres af den autentiske myndighed. I denne analogi kan den sande kirke sammenlignes med en slags nationalbank, der er indstiftet af Gud som garant for ægtheden af dens budskab.
Denne sammenligning kan måske give en fornemmelse af rationalet bag Moskva-patriarkatets og andre ortodokse kirkers modstand imod den nye kirke i Ukraine, hvis den anvendes varsomt.
På almene ortodokse præmisser handler denne strid ikke kun om magt og russisk uvilje mod at opgive forbindelser til og indflydelse i Ukraine, selvom dette uden tvivl også spiller en væsentlig rolle. Striden handler også om den rette forståelse af den ortodokse kirke. Denne logik er også grunden til, at en løsning, som set fra et protestantisk synspunkt ville være nærliggende – en ukrainsk-ortodoks kirke for ukrainere og en russisk-ortodoks kirke for de russisk-sindede – ikke uden videre er en mulighed.
Hvis Kirill har ret i, at den ukrainske kirkestrid dybest set handler om den rette ortodokse forståelse af kirken, lader hans opfattelse dog også et mere fundamentalt spørgsmål ubesvaret: om det så i sidste ende bliver kirken, der gør Guds budskab til Guds (eller i al fald er de troendes garant for det). Eller om det omvendt forholder sig således, at det er Guds budskab, der gør kirken til kirke
Christian Gottlieb er dr.phil. i ortodoks kristendom og sognepræst.