En stemme fortalte Knud Henning, hvem han skulle giftes med

Da Knud Henning Holdt Jørgensen var 18 år, hørte han en klar stemme, der udpegede hans kommende hustru for ham. Forudsigelsen kom til at holde stik, og i dag er han ikke i tvivl om, at det var Helligånden, der talte til ham

Knud Henning Holdt Jørgensen er ikke i tvivl om, at det var Helligånden, der talte til ham for 75 år siden og sagde, at han skulle gifte sig med Birgit, som han her ses sammen med. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.
Knud Henning Holdt Jørgensen er ikke i tvivl om, at det var Helligånden, der talte til ham for 75 år siden og sagde, at han skulle gifte sig med Birgit, som han her ses sammen med. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Det var en søndag i marts 1945. Jeg var 18 år og befandt mig oppe på pulpituret i den katolske kirke i Nyborg på Fyn. Jeg var kirkesanger, og der var kun mig og en katolsk søster, der spillede på orgel, deroppe. Det var under prædikenen, og jeg sad på en stol og kiggede. Pludselig hørte jeg en klar, myndig stemme bagved mig, der sagde:

”Nu skal du høre efter. Der sidder en ung kvinde med brun frakke og brun hat nede på tredje række helt til venstre. Hende skal du giftes med.”

Jeg kunne ikke forstå, hvem der talte til mig, så jeg vendte mig om, men kunne ikke få øje på nogen. Jeg kiggede ned og kunne godt se, at der sad en ung pige dernede, som svarede til beskrivelsen. Men jeg tænkte, at den besked kunne jeg da ikke tage stilling til, for jeg kendte hende ikke. Jeg anede ikke, hvem det var, men stemmen gentog sit budskab og tilføjede: ”Jeg skal nok passe godt på jer.”

Jeg havde aldrig haft den slags oplevelser og var ikke klar over, hvordan jeg skulle forstå det. Jeg talte ikke med nogen om det. Jeg kendte præsten rigtig godt og var meget glad for ham, men jeg tænkte ikke på at tale med ham om det.

Jeg talte heller ikke med mine forældre om det. I mit barndomshjem bad vi Fadervor, bordbøn og aftenbøn. Det sørgede min mor for. Hun var katolik, og vi gik i katolsk kirke hver søndag hele min barndom. Min far var protestant, men han gik også trofast med. Han var købmand og handlede med de katolske mariasøstre, som havde et rekreationshjem i byen. Det var også ham, der fik den idé, at jeg skulle lære at spille violin. Jeg begyndte at gå til undervisning som barn og lærte også siden at spille trompet. Lige siden har jeg spillet i orkester, og som ung sang jeg i kirken.

Min mor var opdraget katolsk, fordi hendes fars familie var blevet katolikker, da hendes far var barn. Hendes far havde det ikke godt i den lokale folkeskole, og en dag på vej hjem fra skole så han, at børnene i den katolske skole legede godt med hinanden på legepladsen. Så fik han sine forældre overtalt til at flytte til den katolske skole, og siden blev hele familien katolikker.

Jeg huskede, hvad stemmen havde sagt til mig, og jeg fandt også ud af, hvem den unge pige, som stemmen havde udpeget, var. Hendes far, der var katolik, var blevet ansat ved statsbanerne i Nyborg, men Birgit, som datteren hed, skulle først gøre skolen i Nykøbing Falster færdig og var ikke flyttet til Nyborg endnu. Den dag i marts 1945 var hun bare på besøg for at fejre sin fødselsdag.

Da jeg kom ud af kirken, var hun allerede gået, og der gik lang tid, før jeg så hende igen. Hun flyttede til Nyborg i 1946 og blev elev på rådhuset. Omtrent samtidig blev jeg færdig med min handelsuddannelse og fik arbejde hos en købmand i Marslev uden for Odense. I nogle år havde vi stort set ikke kontakt, men så hinanden lidt i den katolske ungdomsklub i Nyborg om sommeren. Så i september 1948 skulle jeg afslutte min værnepligt, og vi holdt en lille fest, hvor kaptajnen gav os lov at invitere vores piger med. Jeg spurgte Birgit, om hun ville med, og det sagde hun ja til. Da festen var slut ved halv 11-tiden, fulgte jeg hende til toget, så hun kunne komme hjem til Nyborg. I slutningen af 1949 blev det alvor, og vi blev forlovet den 1. maj 1950 på mine svigerforældres sølvbryllupsdag. Vi blev gift den 28. september 1952 og var så heldige at finde en lejlighed i Nyborg, der blev ledig den 1. oktober. Birgit havde hørt om den på rådhuset. Det var et stort held, og det var blot den første af mange gange, hvor tingene ordnede sig utrolig fint for os. I dag kan jeg se, at Helligånden har været med os hele vejen, og at det løfte, jeg fik den søndag i marts 1945, har holdt. Gud har virkelig passet godt på os.

For to-tre år siden havde jeg en drøm, hvor det blev sagt meget tydeligt til mig, at jeg som særlige hjælpere ville få pave Johannes den 23., den hellige Bernadette af Lourdes og Mother Teresa i Calcutta.

”Dem kan du bede til, hvis du er i problemer,” sagde stemmen, og det har jeg gjort lige siden, og mine problemer er blevet løst hver eneste gang.

Jeg er ikke i tvivl om, at det var Helligånden, der talte til mig den søndag for 75 år siden. Jeg fortalte ikke Birgit om det dengang, men da vi holdt guldbryllup nævnte jeg det i min tale. For jeg må sige, at Gud virkelig har passet på os. Det er sjældent, vi har været uenige, og når det er sket, har vi alligevel bedt aftenbøn sammen og givet hinanden et kys, og jeg har aet Birgit på kinderne.

Hvad har udfordret din tro?

Jeg kan ikke komme i tanke om noget, der har udfordret min tro. Troen er bare kommet ind med modermælken, og jeg har aldrig tvivlet på Gud. Jeg har også været så heldig, at Gud har givet os meget godt. Vi er blevet hjulpet hele vejen igennem livet, og jeg stoler på, at Gud bliver ved at passe på os.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

Det var selve rejsen til Rom med katolsk ungdomsklub. Det var i 1950, hvor jeg lige var blevet forlovet med Birgit. Dengang var Pius den 12. pave, og 1950 var jubelår. For mig er det en selvfølge, at der skal være en pave. Det svarer lidt til, at vi har brug for en statsminister til at holde sammen på landet, særligt i krisetider. Det ser vi for eksempel nu med coronasmitten, hvor det er vigtigt med en statsminister, hvis ord folk følger. Pavedømmet er tilmed beskrevet i Bibelen, hvor der står, at Peter skal have nøglemagten. Den ene pave kan selvfølgelig være bedre end den anden. Den nuværende pave er god, synes jeg, selv om han ikke helt kan komme igennem med alt, han gerne vil. Jeg håber, at der på et tidspunkt bliver åbnet for fælles nadver med protestanter og for, at cølibat kan gøres frivilligt. Cølibat er jo noget, kirken selv har fundet på, og derfor mener jeg også, at kirken kan beslutte at ophæve det. Herhjemme har Birgit og jeg også lavet lidt om på Fadervor. Vi siger ikke ”led os ikke i fristelse”, men ”hjælp os i fristelsen”. Vi kan ikke tro, at Gud vil føre os i fristelse.8