Prøv avisen

En stridsmand i front med de røde faner

Harald Søbye tordnede mod kongehuset og ønskede at gøre Danmark til en republik.

"Provopræsten" Harald Søbye blev smidt ud af folkekirken i 1964: Han bad vel nærmest selv om det, mener datteren, Laila Søbye. For ham var der kun én vej, og den holdt han fast ved til det sidste

Harald Søbye har set på mig med sit skarpe gammelmandsblik og understreget, at »kun, hvor der er kærlighed, er Gud«. Nu deler vi et par afskedsøl i haven, for det er sommer, og vi har siddet og svedt sammen over Søbyes liv og stærke meninger oppe under tagrygningen i huset i Nordby på Fanø, som han på sine gamle dage købte sammen med datteren Laila og hendes mand.

Året er 1996. Da interviewet kort efter kom i Kristeligt Dagblad, affødte det et vredt læserbrev fra en præst: »Søbye er en skidt karl kirkeligt, om så han bliver aldrig så gammel og kan udtrykke sig aldrig så famlende, varmt om kærlighed og bruge Jesu navn«, fastslog han.

Læserbrevet illustrerede, at »provopræsten« - som han blev kaldt, den socialistiske provokatør Harald Søbye, som ville gøre Danmark til en republik og ikke bede for kongehuset - livet igennem forblev et stridens tegn.

I 1964 så meget, at han af daværende kirkeminister Bodil Koch blev afskediget som præst i folkekirken.

- Han bad vel nærmest selv om det, mener Laila Søbye. For ham var der kun én vej, og den holdt han fast ved til det sidste, uden at fravige den en tøddel. For han var aldrig i tvivl om, at han havde ret. Derfor var han også næsten håbløs at diskutere med.

Efter afskedigelsen, som det havde trukket op til efter årelang strid med provsteretter, advarsel og bøde, måtte Harald Søbye tjene til føden som jord- og betonarbejder. I perioder arbejdede han også som tjener, chauffør, gartner og portør på et plejehjem.

Afskedigelsen medførte, at familien med to måneders varsel skulle fraflytte den hyggelige præstegård i Blovstrød og Lillerød i Nordsjælland, hvor Søbye havde været sognepræst siden 1948. Selv om Søbye skarpt kritiserede folkekirken, som han ville have skilt fra staten, lagde han ikke skjul på, at han livet igennem savnede sit embede. I erindringsbogen »Præst og oprører« (Eget forlag 1996) skriver han, at afskedigelsen ikke kom som den store overraskelse, men alligevel var bitter.

Det var den også for hans familie, som kom til at betale deres del af prisen.

- Min mor blev dybt deprimeret. Det var hårdt for hende, at hun ikke længere skulle være præstekone, og i det hele taget var det svært for hende at »følge med« en mand, der var så oprørsk som far. Hun er nok den, der kom til at betale en stor del af prisen, men jeg tror aldrig rigtig, det gik op for ham, hvilke ofre hun måtte bringe, eller også ville han ikke se det. Det var noget af det, vi snakkede om, efter at han var flyttet til Fanø. »Var det virkelig sådan?«, spurgte han så, når jeg fortalte ham om, hvordan mor og jeg havde oplevet tingene.

Det kunne der godt komme nogle højrøstede diskussioner ud af, for Harald Søbye og Laila talte altid karsk og frit ud med hinanden. Kom det for tæt på, fortrak den gamle ovenpå, hvor han havde sin lejlighed.

Kold luft

Harald Søbye flyttede til Fanø i 1993, året efter at hustruen Gunhild var død. De fik knap 56 års ægteskab sammen.

- Der er ingen tvivl om, at han elskede hende over alt på jorden. Hun fulgte ham loyalt igennem tykt og tyndt og kæmpede sin egen kamp for at få tingene til at fungere. Efter fars afskedigelse måtte hun - og da var hun langt over de 50 - tage en uddannelse som sygehjælper og arbejde i nattevagt. Det var psykisk hårdt ved hende.

Laila er Harald og Gunhild Søbyes adoptivdatter. Hun blev adopteret, efter at Gunhild Søbye havde været igennem et par mislykkede og livstruende graviditeter. Laila gik i 2. g. på Birkerød Statsskole i afskedigelsesåret 1964 og fik aldrig taget sin studentereksamen.

- Et par af lærerne var stærkt imod min far, og det gik ud over mig. Der var kold luft og antipati, så jeg var nødt til at forlade gymnasiet.

I stedet fik hun læreplads i en bank, det sørgede moderen for - Harald Søbye havde for travlt med sine demonstrationer. Senere kom hun i rejsebranchen.

- Far var altid meget ude. I front hver eneste gang, sammen med de røde faner. Så gik han forrest. Det var nødvendigt for ham.

Søbyes stærke socialistiske og antimilitaristiske meninger kunne ikke rummes i folkekirken. Han blev med rette beskyldt for at prædike rød og antimilitaristisk politik fra prædikestolen, og det som præst i et sogn med store militære forlægninger. Selv forsvarede han sig med, at hans præstekolleger til gengæld prædikede konservativ politik. Samtidig deltog den »røde præst« i demonstrationer og politiske happenings og kom på kant med ordensmagt og myndigheder. Han hængte en sprællemand på et kors på Rådhuspladsen og forklarede det med, at Jesus var blevet gjort til sprællemand for magten og kapitalen. Han demonstrerede i Rebild og gik på march mod kapitalismen, militæret og statskirken. Han fik tildelt Lenins Fredspris, og det sovjetiske dagblad »Pravda« skrev om ham.

Oprindelig kom han fra et indremissionsk miljø. Hans sydfynske forældre - faderen var gårdejer og sognefoged - blev omvendt efter en mirakuløs redning af hans to år ældre bror, der var ved at omkomme i en våge. Selv fortæller Harald Søbye, at han som 16-årig, da han gik ude på marken, en dag hørte en stemme, der sagde til ham: »Harald, du skal være præst«. Hans politiske engagement begyndte i Socialdemokratiet, siden blev det SF og - på hans gamle dage - Enhedslisten. Sovjets fald fik ikke Harald Søbye til at fraskrive sig troen på socialismens velsignelser.

Skuffelse

Med sine provokerende meninger og handlinger måtte en mand som Harald Søbye naturligvis få fjender, og han holdt sig heller ikke selv tilbage, når der skulle skydes med skarpt mod personer, som han ikke kunne lide, eller Den danske Præsteforening, som han mente totalt svigtede i hans og andre præsters afskedigelsessager.

Efter afskedigelsen oplevede familien, at mange af dem, der før havde sluttet op om ham, faldt bort.

- Far gav aldrig udtryk for det over for mig, men kunne du spørge min mor, er jeg ikke i tvivl om, at hun ville sige, at han blev skuffet. Det kom bag på ham, at der var så mange falske rygklappere blandt dem, han troede var hans venner, og det var hårdt for ham, at hans tre søskende vendte ham ryggen.

For et sted inde i agitatoren og den stejle stridsmand gemte sig samtidig et varmt og blødt menneske, tilføjer Laila Søbye. Men altså ofte godt skjult bag faste og ensporede meninger, som den har, der ikke tvivler om sin sags retfærdighed.

Søbyes ideologiske forbilleder var Jesus, Karl Marx, Søren Kierkegaard og italieneren Giordano Bruno, der i 1600 blev brændt på bålet som kætter under inkvisitionen.

»Jesus er for mig den største person - i alle henseender«, sagde han i 1996 til Kristeligt Dagblad. I »Den røde bibel«, som Harald Søbye skrev i 1978, udråbes Jomfru Maria til socialist og Jesus til »revolutionens søn«. Samtidig rasede han mod Paulus og Luther, som han mente fordrejede Jesu liv og lære i katastrofal retning: I stedet for en kirke, der kæmpede sammen med de fattige og undertrykte for bedre levevilkår, sluttede den forbund med øvrighed og verdslig magt.

De homofile

Harald Søbye blev i 1964 afskediget med to tredjedels pension. 30 år senere fik han det ændret til fuld pension.

- Det følte han naturligvis selv som en oprejsning efter nu i så mange år at have kæmpet for sin sag, siger Laila Søbye.

Kirkeministeriet begrundede ændringen med Harald Søbyes store arbejde blandt minoritetsgrupper - de homofile og prostituerede.

Laila Søbye sad med i tv-studiet, da Søbye den 26. februar 1973 for åben skærm »viede« to lesbiske piger, Aino og Valborg. Fjorten dage forinden havde han hjemme i sin dagligstue velsignet det homofile par Ole og Leif. Det blev i pressen udråbt til »Verdens første bøssebryllup«.

- Siden gik det slag i slag. Han blev opsøgt af homofile fra ind- og udland, og alene her på Fanø har han vel velsignet 10-15 par, mener Laila Søbye.

I løbet af årene blev det til noget over 200 homofile par, som Søbye »viede« uden anden verdslig autoritet end sin egen. Han var forud for sin tid: I 1997 anbefalede landets biskopper, at folkekirken indførte et vejledende ritual til velsignelse af homoseksuelle, og endte i et nugældende kompromis om en »gudstjenstlig markering af indgåelse af registreret partnerskab«.

- Far havde en svaghed for minoriteter. Den måde, de blev behandlet på, var for ham et synligt bevis på den verdens uretfærdighed, som han bekæmpede.

Det var denne kamp for en mere retfærdig verden, der drev ham, fastslår Laila.

- Han var stejl, men havde så også sine meningers mod. Man skulle stå ved sine meninger, understregede han. Det var vigtigt. For mig har der aldrig været tvivl om, at han kæmpede for de holdninger, han troede på, ud af et ærligt og oprigtigt hjerte. Han hadede alt dobbeltspil - eller »trepattethed«, som han kaldte det.

Til det sidste

Harald Søbye døde i februar 2000, 91 år gammel. Bortset fra den sidste måned var han frisk og aktiv til det sidste - og fortsat på barrikaderne. Midt i 1990'erne deltog han aktivt i den langvarige og ophedede busstrejke, »Ri-bus«-konflikten, i Esbjerg og tog initiativ til et møde på Fanø Krogård under overskriften: »Mod politi, magthavere, pampere og hundebid«.

- Da han var omkring 90 år, blev jeg en dag ringet op fra en vælgerforening, som ville opstille ham til kommunalvalget, fortæller Laila Søbye.

- Det fik jeg forpurret, da jeg nok mente, at han var lidt for gammel til det. Da jeg bagefter fortalte ham om opringningen, blev han møgsur. Hvis jeg ikke havde blandet mig, ville han garanteret have sagt ja!

Søbyes 90-års-dag blev fejret i Snapstinget på Christiansborg, hvor den gamle stridsmand blev hyldet af en broget forsamling af christianitter, vagabonder, kunstnere, græsrodspolitikere og gamle kommunistiske kampfæller. Ved den lejlighed svingede forfatteren Ebbe Kløvedal Reich sig op til at sammenligne ham med selveste Grundtvig: »Han ville også have kæmpet for, at det, du siger, skal have plads i folkekirken«, mente Reich, ifølge Kristeligt Dagblads referat.

Blå bog

Harald Kristensen Søbye, født 29. oktober 1908 i Jordløse, død februar 2000 på Fanø. Student fra Rønde Kursus 1929, teologisk kandidat 1935, hjælpepræst i Løgstør og Løgsted 1936, sognepræst i Sahl og Gullev 1937, residerende kapellan og fængselspræst i Horsens 1942, sognepræst i Blovstrød og Lillerød 1948, afskediget fra folkekirken 1964. Har udgivet bøgerne »Råb det fra tagene«, 1964, »Den røde bibel«, 1978, og »Præst og oprører«, 1996.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Fakta

Stemmen

»Følgende mærkelige begivenhed kommer jeg ud for i efteråret 1924. En hændelse, der fik afgørende betydning for hele min fremtid.(...)

Jeg går ude på marken og arbejder, klokken er cirka 17 om eftermiddagen. Pludselig lyder der en røst, som siger: »Harald, du skal være præst«.

Hvor kom den stemme fra? Det har jeg aldrig fået opklaret. Jeg havde aldrig tænkt på eller drømt om, at jeg skulle være præst, jeg ville være bonde, for jeg elskede det frie liv på landet - se det grønnes og gro - og dyrene, lammene og de små føl - og også se resultatet efter dagens arbejde. Jeg ville være en simpel bondemand, så jævn og ligefrem. Som der står i den kønne sang.

Jeg gik hen og satte mig på grøftekanten, oplevelsen havde gjort stort indtryk på mig. Derefter tog jeg en rask beslutning, der var ikke andet at gøre end fortælle oplevelsen til far og mor.

Da jeg stod over for dem, var der ingen vaklen. Det kom næsten som en bøn eller et krav. »Far og Mor, jeg har hørt en stemme på marken, og jeg vil gerne være præst«.

At se deres forbavselse, det var gribende, men det endte med, at vi faldt hinanden om halsen, og så blev der snakket og lagt planer.(...)

Mange år efter kom jeg til at stå overfor den situation, at de kirkelige myndigheder vedtog, at jeg ikke var værdig til at være præst.

Der står de to oplevelser overfor hinanden, men jeg klynger mig til den første oplevelse, det kan jeg ikke lade være med.«

»Harald Søbye - præst og oprører«, Eget forlag 1996.

tema

Kirkehistorien i glimt

I serien »Kirkehistorien i glimt« giver Kristeligt Dagblad ordet til vidnerne til nogle af folkekirkens historiske milepæle fra den tyske besættelse og frem. Vi går på jagt efter den gode historie i kirkehistorien - og taler med dem, der husker begivenhederne eller oplevede dem på første hånd.

De første artikler i serien blev bragt den 19. , 21. , 27. og 28. august.