En tredje bispekandidat melder sig på banen i Roskilde

Provst i Slagelse Ulla Thorbjørn Hansen har netop meldt sig som ny kandidat til bispevalget i Roskilde i 2022

Bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen mener, at folkekirkens største udfording er at kommunikere relevans. Foto: Johanne Teglgård Olsen.
Bispekandidat Ulla Thorbjørn Hansen mener, at folkekirkens største udfording er at kommunikere relevans. Foto: Johanne Teglgård Olsen. .

55-årige Ulla Thorbjørn Hansen melder sig nu som kandidat i valget af ny biskop over Roskilde Stift, efter hun er blevet opdfordret af en række præster til at stille op. Hun bliver dermed den tredje i rækken til at indstille sit kandidatur efter provst i Næstved Anna Helleberg Kluge og sognepræst på Østerbro i København Rasmus Nøjgaard. 

Ulla Thorbjørn Hansen har selv været provst i Slagelse Provsti siden 2017, og inden da sognepræst i Roskilde Domsogn, hvor hun blev ansat i 2008. 

Om det måske forestående embede som biskop skriver Ulla Thorbjørn Hansen på sin hjemmeside, at det er "en ære og et kald" at blive biskop i Roskilde Stift.

Sognepræst i Korsør og medlem af gruppen af de såkaldte stillere bag Ulla Thorbjørn Hansen siger om det nye kandidatur: 

"Ulla Thorbjørn Hansen har som provst udvist stort engagement og professionelle og menneskelige egenskaber som præst og leder, der gør at vi ønsker at betro hende embedet som biskop, samt beder stiftets menighedsråd og præster om opbakning i den kommende valgkamp. Ulla har heldigvis på opfordring sagt ja til at stille op." 

Ulla Thorbjørn Hansen stillede i efteråret sidste år op til valget som biskop i Helsingør Stift, men tabte til Peter Birch. I den forbindelse kunne man læse i Kristeligt Dagblad, at hun er ”barn af folkekirken” og beskriver endvidere sig selv som luthersk og grundtvigsk. 

Ifølge hende er folkekirkens største udfordring, at kommunikere dens relevans: 

"Man skal være stolt af, glad for og frimodig over at være ansat i folkekirken. I spørgsmålet om dåb og medlemskab har det stor betydning. Hvis ikke mennesker kan se det relevante og meningsfulde i at få deres børn døbt, så får de ikke børnene døbt. Man bliver ikke medlem af en folkekirke, der ikke er relevant. Der bliver foretaget mange gode ting i sognene, og jeg synes, vi skal gøre opmærksom på alt det, der foregår. Vi skal blive bedre til at kommunikere ud, at vi er der. Det vil jeg gerne støtte," sagde hun.