Prøv avisen

En udskældt og elsket præst takker af

Kaj Mogensen har været glad for sine år som præst, også selvom han er blevet skældt ud, men han har det samtidig godt med at stoppe nu. Så kan der blive mere tid til harmonikaen, som han spiller i gruppen Svankær Savværk, og havearbejde, der for ham er et billede på livets vilkår. Bag ham ses Hvidbjerg Kirke, som er en af hans tre kirker. Foto: Jens Bach.

Kaj Mogensen, sognepræst i Thy, har fået mange verbale tæsk for at ville afskaffe Helvede. Indimellem har han følt sig meget alene i sit teologiske slagsmål med den kirkelige højrefløj. Nu tager han sin afsked og skriver på en bog om frelse og fortabelse

Kaj Mogensen hvis fysiognomi ellers normalt kendetegnes ved et lunt smil ser et øjeblik lidt fortvivlet ud, mens han forsøger at få overblik over sit studerekammer. Her er bøger på hylder og i bunker alle vegne. En god del af dem har han selv skrevet, så på den måde er problemet egentlig lidt selvforskyldt, men nu skal der ryddes op, for efter 26 år forlader en af landets mest kendte præster og religionspædagoger sin præstegård.

LÆS OGSÅ
: Kristen kærlighed. Jesus kom for at frelse de fortabte

Det er der mange, der vil være kede af. Andre vil glæde sig. Den venlige og rolige præst der i sin fremtræden virker lige så harmonisk som harmonierne fra hans harmonika, når han spiller en salmemelodi på den hører til blandt landets mest udskældte.

For Thy-præsten vil afskaffe Helvede, og det har givet mange verbale tæsk samt klager til Kirkeministeriet og biskoppen med krav om afskedigelse for kætteri. Det kom der ikke noget ud af, men nu går han selv. Ikke på grund af klagerne, men på pension som 69-årig. Det sker den 30. september, og den 17. juli holder han afskedsgudstjeneste i sine tre kirker Lodbjerg, Hvidbjerg vesten Å og Ørum.

Formentlig bliver der fuldt hus, for kirkegangen i dette landets mindste pastorat med i alt 430 indbyggere er rekordhøj, og for Kaj Mogensen et godt eksempel på en god kirkelighed, bundet til sognet og med udgangspunkt i søndagens gudstjeneste. Modsat hans betænkelighed ved de tanker om stordrift og idéer om særlige gudstjenester og events for bestemte grupper, som er oppe at vende i tidens folkekirke, fordi det efter hans mening risikerer at gå ud over nærheden og fællesskabet.

At folk flokkes i Mogensens kirker, er der flere forklaringer på. Selv nævner han en dygtig kirkebetjening, kirkesanger og organist, og så naturligvis forkyndelsen.

Den tager jo udgangspunkt i evangeliet, som betyder glædeligt budskab. Det er grundtonen: at vi alle er skabte i Guds billede og elskede af Gud. Derfor er vi alle elskværdige mennesker, som er sat her i livet for at dele Guds kærlighed med hinanden.

Kærligheden er af Gud er titlen på den bog med prædikener og små artikler, han udgav i anledning af sit 25-års-jubilæum som præst. Titlen står samtidig som overskrift for hele hans forkyndelse.

Det betyder ikke, at jeg forkynder en rund og rar Gud, for kærligheden stikker langt dybere, end at man blot skal være rar. I den forkyndelse er der også dom over og afsløring af det, der går kærligheden imod og vil ødelægge den.

Med Kaj Mogensens afsked var der samtidig lagt op til et farvel med de tre små sogne som selvstændigt pastorat, men efter stor lokal modstand er planen nu, at det får lov at fortsætte selvstændigheden med en halvtids præst.

Selv bliver pastor emeritussen på egnen. Kaj Mogensen og hustruen, Ina, har købt hus et par kilometer sydpå. De fire af deres fem børn bor i Thy, og der er naturens herligheder, som her ikke er til at overse så hvorfor flytte væk?

Og nu får jeg tid til havearbejde. Det glæder jeg mig til. Der er noget helt særligt over en have, ligesom et lille fortættet billede på livet: Der er noget der gror, og som Gud har skabt, og det skal vi mennesker så værne om og arbejde videre med. Det er jo netop de vilkår, vi er sat ind i som mennesker: Vi skal værne om det givne, om skaberværket, og præge det, så det bliver endnu bedre, endnu smukkere.

Haven minder ham om den kolonihave, der i barndommen var sommerens fristed for arbejderfamilien fra Christianshavn, hvor han voksede op i en arbejderkultur, der ikke følte sig fin nok til at komme i kirken, men hvor der alligevel blev bedt aftenbøn og sunget aftensang ved sengetid.

Kaj Mogensens vej til præsteembedet begyndte hos KFUM-spejderne. Han blev korpssekretær og i den anledning ordineret som præst, men valgte i første omgang katederet frem for prædikestolen: Adjunkt i Nørre Nissum og siden lektor på Danmarks Lærerhøjskole. Det præger det omfattende forfatterskab. Det omfatter en mangfoldighed af religionspædagogiske bøger, undervisningsmateriale til konfirmandforberedelse og minikonfirmander, men også flere opbyggelige bind. Heriblandt to med Ordet fra de to år, Kaj Mogensen administrerede denne daglige opbyggelige miniprædiken i Kristeligt Dagblad. Der er også En folkebog om troen, skrevet i samarbejde med biskop Søren Lodberg Hvas og husstandsomdelt i Aalborg Stift, hvorved den kom op på et samlet oplag på over 200.000.

Som censor ved de teologiske fakulteter i Aarhus og København gennem en lang årrække bevarede han trods den geografiske afstand en tæt forbindelse til universitetsverdenen, men Kaj som han præsenterer sig i telefonen, hvor efternavnet aldrig er med er ikke elitær. Han er også den folkelige præst med sin harmonika, der i mange år var fast deltager i det lokale Vildsund Marked, og han er ofte af sted med Svankær Savværk, en amatørmusikgruppe, der har fået sit navn efter geografisk lokalitet præstegården ligger i yderkanten af Svankær og den sav, som er et af instrumenterne.

Skrive gør han til stadighed. Mogensen skriver i fritid og ferier, og derfor udgør forfatterskabet nu flere hyldemeter, og der kommer mere til: En stor bog om H.C. Andersens forhold til kristendommen er på vej, og en bog om frelse og fortabelse, som måske endnu en gang vil skubbe liv i debatten om Helvede, der i årenes løb flere gange er dukket op, når den kirkelige højrefløj og Mogensen har taget en tørn med hinanden.

I øvrigt en kamp, han indimellem har følt sig noget alene i, taget i betragtning, at langt de fleste af hans præstekolleger efter hans bedste overbevisning mener som han.

Samtidig er han lidt overrasket over, at helvedesdebatten kan blive så heftig og lidenskabelig.

Det er, som om højrefløjen har gjort spørgsmålet om den dobbelte udgang altså muligheden for fortabelse frem for frelse til forkyndelsens centrum, konstaterer han, og erkender, at holder man sig til Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, som fortsat er et af folkekirkens bekendelsesskrifter, så har modparten ret i at kalde ham en kætter. For her fastslås den dobbelte udgang utvetydigt.

Selv så han gerne, at folkekirken opgav skriftet som bekendelsesgrundlag.

Men så længe vi nu har det, skal vi selvfølgelig, ligesom med Bibelen, altid spørge om det væsentlige og centrale, og herunder falder ikke spørgsmålet om den dobbelte udgang. Jeg mener, at der her er tale om en rest fra katolsk tid, som Luther ikke fik gjort op med, og som strider direkte imod hans øvrige teologi, hvor han understreger retfærdiggørelsen ved tro, hvor vi frelses ved Guds nåde alene.

Det betyder ikke, at jeg går ind for alles frelse, sådan som jeg er blevet skudt i skoene, og at frelsen nærmest sker pr. automatik, tilføjer Mogensen med lettere irritation i stemmen.

Jeg springer ikke over dommen eller overser menneskets ansvar, når de gør livet til et helvede for andre her på denne jord. For her, som en del af dette liv, er Helvede en realitet, men det alt-afgørende er jo, at vi frelses ved Guds nåde, fordi Jesu Kristi forsonergerning ikke kun gælder en lille kristen meninghed, men omfatter hele den skabte verden. Engang vil Gud være alt i alle, som Paulus skriver i Første Korintherbrev. Så er det, jeg ikke forstår idéen om et helvede som et evigt pinested, hvor hovedparten af menneskeheden da det jo trods alt er et mindretal, der er kristne, og endnu færre måske rette troende så ville havne.

Hvis det var rigtigt, eller hvis blot et enkelt menneske gik fortabt, ville Gud stå som den store taber, mener han.

Men Gud er ikke den store taber. Han er den store vinder. Troen på Helvede i evighedsperspektiv er for mig en fornægtelse af Guds kærlighed og magt. I stedet for en kærlig Gud, gør man ham til en uhyggelig sadist, når man mener, at han vil påføre det meste af sit skaberværk ubegrænset smerte i al evighed. Det får den værste nazibøddel til at ligne en søndagsskolelærer, fastslår Kaj Mogensen denne teologiske, pædagogiske, harmonika-spillende kætter fra Thy, som nu forlader sin prædikestol.

steens@k.dk