For knap tre år siden kom Henrik Højlunds næstældste søn hjem og fortalte, at han og hans kone ventede et barn. Samtidig fortalte han om en oplevelse, som han ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med.
”Min søn og svigerdatter havde ikke fortalt nogen om graviditeten. Min søn havde været til gudstjeneste, og på vej hjem slog en ung mand fra menigheden følge med ham. Den unge mand sagde til min søn, at han havde en følelse af, at der var noget, han skulle sige til ham, og at han håbede, at min søn ikke ville synes, at det var alt for mærkeligt. Han sagde så ’din kone er vel gravid?’, og min søn kunne noget overrumplet bekræfte det. Den unge mand sagde så, at når min søn og hans kone fik deres barn, ville der ske noget, hvor de ikke kunne gøre andet end at lægge det i Guds hænder,” fortæller Henrik Højlund, der er valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke.
Fødslen gik uden problemer, og alt så normalt ud. Men efter to døgn blev den lille dreng ramt af noget, der mindede om tidlig vuggedød og blev lagt i kunstig koma, og Henrik Højlund blev tilkaldt for at nøddøbe sit barnebarn. Drengen kom dog mod alle odds godt igennem krisen.
”Min søn og svigerdatter har talt meget om, hvordan de skulle forstå den besked, den unge mand gav dem. De er nået frem til, at det var en påmindelse til dem om, at når så alvorlige ting sker, er det ikke uden for Guds kontrol, at Han er med dem og glemmer dem ikke.”
Søndagens tekst, hvor Zacharias bliver fyldt af Helligånden og profeterer om Johannes’ rolle i forhold til Jesus, minder Henrik Højlund om episoden.
”De fleste synes nok, at det er for store ord at bruge om sig selv, at de har en profetisk nådegave, og mange forbinder nok begrebet profeti med en form for spådom. Men jeg er overbevist om, at profetiens nådegave skal forstås meget bredere og er noget, vi alle kan få del i,” siger Henrik Højlund.
Han henviser til, at apostlen Paulus opfordrer menigheden til at stræbe efter åndsgaverne, ”især efter at tale profetisk”, og påpeger, at ”den, der taler profetisk, taler til mennesker, til opbyggelse, formaning og trøst”.
”Tager man Paulus på ordet, handler profetiens nådegave om en form for afslørende, trøstende og opbyggeligt klarsyn – i forhold til det enkelte menneske og i forhold til samtiden mere bredt. Så bliver det noget, vi alle kan få del i og gøre brug af i vores relationer til andre,” siger han.
Selvom Henrik Højlund har færdedes meget i missionske kredse, var nådegaver ikke noget, han havde tænkt meget over for sit eget vedkommende.
”Jeg haft mange oplevelser af, at indskydelser, som jeg har fulgt, har vist sig at være spot on. Det kan være i sjælesorg, i en prædiken eller i en almindelig samtale. Men jeg har ikke tænkt på det som en profetisk nådegave. Det skete først, da jeg for nogle år siden fik en ny kollega, som foreslog, at vi tog nådegaver op som tema i menigheden og blandt kirkens ansatte. Vi arbejdede ret systematisk med det, og flere sagde, at de oplevede, at jeg havde noget af profetiens nådegave. Det har givet mig større frimodighed til at følge mine indskydelser,” siger han.
Det har også fået Henrik Højlund til at tænke tilbage på oplevelser, han i dag ser som udtryk for, at Helligånden kan give alle mennesker del i et profetisk klarsyn.
”For en del år siden havde jeg for eksempel en drøm, der havde karakter af et budskab, som gjorde, at jeg måtte tage konsekvensen og opsøge nogle mennesker, som jeg havde haft en dyb krise med, og sige noget til dem. Det havde ikke nogen umiddelbar forløsende effekt. Men på sigt fik det en nærmest mirakuløs konsekvens på en anden måde,” siger Henrik Højlund, der ikke kan komme konsekvensen nærmere af hensyn til de involverede personer.