På Jesu tid var en usynlig dæmonverden nærværende for mange

På Jesu tid var det en udbredt opfattelse, at der fandtes en verden af onde ånder og dæmoner, som man skulle vogte sig for. En af dem var Beelzebul, som nævnes i søndagens prædikentekst

"I Det Nye Testamente er ordet ”Beelzebul” synonymt med Djævelen, som her ses sammen med Sankt Augustin på et maleri af den tyske maler og billedskærer Michael Pacher. – Arkivfoto.
"I Det Nye Testamente er ordet ”Beelzebul” synonymt med Djævelen, som her ses sammen med Sankt Augustin på et maleri af den tyske maler og billedskærer Michael Pacher. – Arkivfoto.

”Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk!”

Sådan lyder en sætning i søndagens prædiketekst fra Matthæusevangeliet. Men hvad er ”Beelzebul” egentlig? Laver man en hurtig google-søgning med billeder på det umiddelbart lidt besynderlige ord, dukker der en hel del gråsorte tegninger op af uhyggeligt udseende, bevingede væsner. Og dermed er man nok allerede på sporet af noget.

Christian Canu Højgaard, der er formand for Selskab for Bibelsk Arkæologi fortæller, at ordet sandsynligvis kommer af ordet Ba’al-Zebul, som var navnet på en kanaanæisk oldtidsgud.

”Det er et navn, vi for eksempel kender fra 2. kongebog i Det Gamle Testamente, hvor den judæiske konge Akazja falder ud af vinduet og sender en bøn af sted til den her hedenske gud, som dog i Det Gamle Testamente kaldes Ba’al-Zebub – altså med en b-endelse,” siger Christian Canu Højgaard, der også er ph.d.-studerende i Det Gamle Testamente ved Dansk Bibel-Institut, og fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Ba’al-Zebub betyder ’Fluernes Herre’, og det er altså en slags forvanskning af gudens rigtige navn, en måde at nedgøre den hedenske guddom på. Kongen ender også med at blive straffet af jødernes Gud, og det handler selvfølgelig alt sammen om at understrege, at der ikke findes guder på siden af den jødiske Jahve.”

I Det Nye Testamente bliver ordet Beelzebul synonymt med en ond, usynlig ånd, en dæmon eller ligefrem djævelen selv. Og ifølge Christian Canu Højgaard fortæller det noget om, hvordan mange på Jesu tid så på ”det onde”. En del jøder omkring år 0 troede på, at der fandtes en usynlig dæmonverden bestående af forskellige onde ånder – blandt andre denne Beelzebul.

”Vi ved, at dæmoner fyldte meget i folks bevidsthed, og at mange simpelthen troede, at der fandtes et helt system af onde dæmoner med forskellige funktioner og egenskaber, som man skulle vogte sig mod. For eksempel er der fundet amuletter, som er inskriberet med magiske trylleformularer til at holde onde ånder væk,” siger Christian Canu Højgaard.

Nogle af dem, som mente, der fandtes et sådant system, var den jødiske Qumran-sekt, som boede i ørkenen tæt på Det Døde Hav i årene omkring år 0.

”De havde en opfattelse af at leve i en verden af lys og mørke, godt og ondt, hvor de selv var lysets børn, og hvor dæmoner og også andre mennesker – hedninge – var mørkets børn. De beskyttede sig selv med eksorcistiske salmer og hymner, der kunne holde det onde på afstand, og havde i det hele taget en klar forestilling om at leve i de sidste tider midt i kampen mellem det gode og det onde,” siger Christian Canu Højgaard.

Det var dog ikke alle jøder, som købte idéen om en dæmonverden. Det gjaldt for eksempel den gruppering, der kaldes saddukæerne. Dem ved vi i dag meget lidt om, fordi de næsten kun beskrives i Det Nye Testamente og stort set kun på en negativ måde, forklarer Christian Canu Højgaaard. Men meget tyder på, at de havde et helt andet syn på dæmoner end for eksempel Qumran-sekten.

”Man mener, de tilhørte aristokratiet, altså de var en gruppe velhavende mennesker, som også var villige til at samarbejde med den romerske besættelsesmagt. Samtidig var de inspirerede af det græske, blandt andet af den græske rationalitet, og de forkastede altså tanken om en åndeverden bestående af engle og dæmoner,” siger Christian Canu Højgaard.