"Så aflagde Jonatan atter ed på sin kærlighed til ham, for han elskede ham inderligt. Jonatan sagde til ham: I morgen er det nymånedag; så vil du blive savnet, når din plads står tom."
Så intenst beskrives forholdet mellem de bibelske venner David og Jonatan i Det Gamle Testamentes Første Samuelsbog kapitel 20. Mange samtidsforskere påstår, at venskab har større betydning i dag end tidligere. Men det modsiger det stærke bånd mellem David og Jonatan, ligesom andre bibelske beretninger om venskaber fra både den hebraiske bibel, altså Det Gamle Testamente, og Det Nye Testamente gør det. Der er imidlertid stor forskel på, hvordan venskaber bliver skildret i de to testamenter.
Venskabet mellem kong Sauls søn Jonatan og den kommende regent, David, er det mest berømte fra De Fem Mosebøger, som er grundstammen i den hebraiske bibel. Jonatan går imod faderens intentioner om at dræbe David og redder vennen, selvom han er en trussel mod Jonatans egen arv til kongedømmet. Hele to bøger skildrer det tætte og upopulære forhold mellem de to repræsentanter for hver sit hus, et venskab, som blev forseglet med en pagt og endte med den enes død.
"Ak, heltene er faldet i kampen, Jonatan ligger dræbt på dine høje! Jeg sørger over dig, Jonatan, min broder, jeg holdt inderligt af dig. Din kærlighed var mig mere dyrebar end kvinders," siger David i beretningen om sin vej til tronen.
Et andet berømt venskab er forholdet mellem israelitten Noomi og kong Davids oldemor, moabitten Ruth, som er beskrevet i en række passager i Ruths Bog, hvor Ruth forlader sit eget folk for at følge Noomi til Israel. Følgende citat anvendes desuden ved bryllupper og konverteringer:
"Da sagde Noomi: Nu vender din svigerinde tilbage til sit folk og sin gud. Følg du med din svigerinde! Men Ruth svarede: Du må ikke tvinge mig til at forlade dig og vende tilbage. Nej, hvor du går hen, vil jeg gå, hvor du bor, vil jeg bo; dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud. Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg begraves. Herren ramme mig igen og igen: Kun døden skal skille os!"
Den hebraiske bibels skildringer af tætte venskaber handler ikke eksplicit om at udbrede et budskab om venskab, selvom De Fem Mosebøger er fulde af menneskelige relationer. Det fortæller Sandra Kviat, som studerer til rabbiner i London og bliver den første danske kvindelige rabbiner til næste år.
"I det første århundrede svarede rabbineren Hillel på et spørgsmål fra en ikke-jøde om, hvad den hebraiske bibel handler om. Han svarede, 'gør ikke mod andre, hvad du ikke ønsker, de skal gøre mod dig'. Der er et væld af beretninger om kærlighed mellem karakterer," siger Sandra Kviat, som påpeger, at de mange venskabsberetninger som oftest indgår i en større konflikt bundet op på politiske intriger eller stammens overlevelse.
"For forfatteren af De Fem Mosebøger har det særlige kærlighedsforhold mellem Jonatan og David handlet om at få David på tronen. Historien om Ruth og Noomi er i virkeligheden en fortælling om, hvem man må gifte sig med og ikke gifte sig med. Og store dele af Det Gamle Testamente handler om, hvem israelitterne ikke var venner med og kampen for at sikre stammens arv," siger Sandra Kviat.
I den hebraiske bibel kan man også tale om en slags venskab mellem Gud og profeterne, som var særligt udvalgte. Gud er en almægtig kraft, som menneskene ikke har kontakt til, mens mange kristne ser Guds søn som deres nærmeste ven. Men her adskiller Abraham, Moses og andre senere profeter sig ved at have en tæt relation til Gud, fortæller Sandra Kviat.
"De stiller sig op og kritiserer Gud. Visse bibelfortolkninger peger på, at Moses og Abraham ud-øvede en slags anger management (vredeskontrol, red.) over for Gud. Når menneskene skulle straffes for at have glemt Gud, forsøgte de at tale straffen ned, for eksempel da Abraham i Første Mosebog forhandlede antallet af døde i Sodoma og Gomorra med Gud, som var det en handel om en lampe på et marked."
Det foregik som følgende:
"Så sagde han (Abraham, red.): 'Du må ikke blive vred, Herre, når jeg taler denne ene gang endnu. Måske findes der 10', og han svarede: 'For de 10's skyld vil jeg lade være at ødelægge den.' Så gik Herren, da han var færdig med at tale med Abraham, og Abraham vendte hjem."
Ud over De Fem Mosebøger er jødisk litteratur fuld af venskaber, for eksempel mellem jødiske lærde fra det første årtusinde e.Kr. De personer, som har redigeret de rabbinske tolkninger af Bibelen, der er samlet i Talmud, ville bestemt sige noget om venskabsforhold, påpeger Sandra Kviat. Men det er især i Ordsprogenes Bog, som indgår i jødernes bibel, at venskab tillægges en betydning - selv på lige fod med familien. Her står for eksempel: "En ven viser kærlighed til hver en tid, en bror er født til hjælp i nøden."
Det Nye Testamente er kendetegnet ved, at Jesus ikke alene er den bedste ven, som tænkes kan, men han overskrider samtidig alle eksisterende grænser for venskab og siger: "Elsk din fjende", påpeger Gudmund Rask Pedersen, forfatter og sognepræst i Vær og Nebel Sogne ved Horsens.
"Ligesom Det Gamle Testamentes familie-, klan- og stammetænkning sprænges, sprænges også begrebet venskab i Det Nye Testamente. Alle traditionelle cirkler brydes gang på gang," påpeger han.
Der er ingen tvivl om, at Jesus ser disciplene som sine venner. Men i den eneste situation, hvor han direkte siger "min ven" til én af dem, er ordene henvendt til Judas - og de udtales netop i det øjeblik, hans forræderi står klart.
"Til gengæld er der en situation, hvor Jesus siger til Peter, vennen over dem alle: 'Vig bag mig, Satan'," beretter Gudmund Rask Pedersen med henvisning til Matthæusevangeliet.
Samtidig er Jesus ikke kun disciplenes ven, men også deres herre og mester. Med andre ord: Venskab er tydeligvis ikke, hvad det har været. Budskabet er naturligvis ikke, at man skal behandle sine venner dårligt, men at det kristne budskab rummer en kærlighed og et venskab, som overskrider de almindelige måder at tænke på som menneske.
Af samme grund har sognepræsten også overvundet sine reservationer over for Jesu lignelse om den uærlige godsforvalter, som rummer budskabet: "Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger":
"Der er ellers mange præster, som gerne vil have fri den søndag, de skal prædike over den tekst. Men jeg forstår den sådan, at med Guds nåde har vi mennesker et a conto-beløb at svindle løs af," siger Gudmund Rask Pedersen og tilføjer:
"Man kan sige, at Jesus bringer det bedste fra venskabet ind alle steder. Med Jesus og evangeliet får vi ikke lov at holde os inde i hyggeklubben. Når vi er i kirkerummet eller knæler sammen ved nadveren, kan vi aldrig sikre os imod, at der er folk til stede, vi ikke kan lide. Netop ikke."