Prøv avisen
Troens øjeblik

En vintermorgen på Nørreport Station ændrede alt for Anja

Det er Jesus, jeg er i dialog med, når jeg finder ud af, hvilken vej jeg skal gå, og det var det også, da jeg for et par år siden besluttede at søge ind på teologistudiet, siger Anja Steensig. – Foto: Sebastian Holmbäck

Anja Steensig levede et travlt liv som kendt tv-vært og mor til tre. Men en dyb depression nedbrød hendes forsvarsværker og åbnede hende for en erfaring af Guds kærlighed

Det var en vintermorgen for syv år siden. Jeg havde været igennem en tung depression, hvor jeg mere eller mindre havde ligget i min seng i et halvt år. Da jeg så småt begyndte at mærke, at jeg var kommet ud på den anden side af depressionen, var jeg meget langt fra den, jeg havde været tidligere. Jeg havde simpelthen ikke længere det forsvar og den facade, som jeg havde bygget op. Den havde jeg ikke kunne opretholde, og jeg kunne mærke, at jeg havde egentlig ikke lyst til at bygge den op igen.

Selvom det var overvældende at stå i verden uden mine forsvarsværker, gav det mig også adgang til noget, som var dyrebart. Jeg mærkede alting meget stærkt og var i stand til at forbinde mig med andre mennesker på en ny og meget dybere på måde. Det havde jeg ikke lyst til at slippe af med igen. Derfor havde jeg en ny åbenhed den morgen, som kom til at ændre alt. Jeg kom gående ved Nørreport Station i København. Det var tidlig morgen, og alle mennesker var pakket ind i tykt tøj og gik med blikket fæstnet på jorden. Ingen så hinanden i øjnene. Med ét var det, som om et slør eller filter faldt fra mine øjne, og alle omkring mig blev så smukke. Jeg mærkede en dyb kærlighed til hver og en af dem, og der var ingen forskel på den hjemløse mand og den travle gymnasiepige. Jeg havde det som en mor, der ser på sine børn.

Det varede kun nok få øjeblikke. Men bagefter var det tydeligt for mig, at det sted, jeg havde fået adgang til, var så dyrebart, at det ville jeg ikke udelukkes fra. Det var et sted, jeg kunne få adgang til og forbinde mig til ganske let. Det er et sted inde i mig, hvor jeg er i kontakt med det guddommelige, Guds kærlighed, som strømmer uden ende. Når jeg ser mennesker fra det sted, er jeg i stand til at elske alle. Så forbinder min sjæl sig med deres sjæl, og alle forskelle i holdninger, baggrund og værdier, som ellers adskiller os, forsvinder. Det ændrede mit liv radikalt.

Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg hvert øjeblik kunne vælge at forbinde mig med den kærlighed. Det blev styrende for alt i mit liv, at jeg ville give den kærlighed videre.

Men det har været en proces at finde ud af, hvordan jeg skulle gøre det, og hvordan jeg kan tale om det. I mange miljøer er det almindeligt at tale om spirituelle oplevelser, men det er grænseoverskridende at tale om Jesus og Gud. Jeg har dog ikke noget bedre ord end Gud for den sandhed, jeg oplever, og den kærlighed, jeg kan forbinde mig til.

Det er Jesus, jeg er i dialog med, når jeg finder ud af, hvilken vej jeg skal gå. Sådan var det også, da jeg for et par år siden en sen aften pludselig vidste, at jeg skulle søge ind på teologistudiet. Det var sent om aftenen, tilmeldingsfristen var næste dag, og jeg fandt mit gamle studentereksamensbevis frem og søgte ind. Jeg nåede ikke engang at tale med min mand om det. At begynde på teologistudiet har været en kæmpe befrielse for mig, for når man læser Det Nye Testamente på græsk, opdager man, hvor åbent det er for den person-lige erfaring.

Jeg er vokset op med forældre, som begge var troende. Min far er vokset op i et indremissionsk hjem, og min farmor og farfar var meget udtalt troende. Hjemme hos dem sang vi altid ”Alle gode gaver”, inden vi satte os til bords. Min mor var troende, men talte ikke om det, min far lagde som teenager afstand til troen, men fandt tilbage til den som voksen, hvor han blev meget spirituelt søgende. Som barn var jeg stærkt troende og drømte om at blive præst, men som teenager blev jeg glødende ateist. Senere blev jeg ung pige i huset i den danske sømands-kirke i New York, og en aften på vej hjem i undergrunds-banen blev jeg enormt bange og tog mig selv i at sidde på en bænk og bede. Der overgav jeg mig igen totalt til Gud og troen.

Jeg er overbevist om, at den vej, jeg har gået, har en mening. Alt, jeg har lært som studievært, kan jeg bruge nu, hvor jeg vejleder mennesker. Jeg har et kæmpe netværk, og mange mennesker har nok tillid til mig, fordi de kender mig fra tv.

Mit mål er at hjælpe mennesker til at forbinde sig med Guds kærlighed. At lære at praktisere selvkærlighed. Ikke forstået som en menneskelig evne til at elske alt ved sig selv, for det tror jeg ikke, at nogen kan. Men vi kan forbinde os med det guddommelige i os og mærke, at vi er elsket af Gud.

Min erfaring af det har gjort mig til en blidere og mere forstående mor. Jeg kan ikke længere skælde ud, for jeg kan mærke helt ind i mit nervesystem, hvor ondt det gør at blive skældt ud. Selvfølgelig kan jeg også være fortravlet og komme til at skælde ud. Men jeg behøver bare en vejrtrækning for igen at forbinde mig med det sted i mig, hvor jeg kan mærke Guds kærlighed og give den videre.

Hvad har udfordret din tro?

Min tro har altid været det mest klippefaste i mit liv. Men som teenager blev min tro udfordret af, at jeg definerede mig selv i modsætning til mine forældre, især til min far, som var meget spirituelt søgende. Så jeg blev glødende ateist. Det varede nogle år, indtil Gud prikkede mig på skulderen og mindede mig om, hvem jeg i virkeligheden var. I dag oplever jeg ikke, at min tro kan indeholdes i en traditionel religiøs kontekst. Kærligheden er for stor til at kunne rummes i de formelle kasser, der adskiller os i religioner. Men jeg definerer mig som kristen, og i perioder er jeg kommet meget i kirken.

Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?

En mand, som har hjulpet mig meget de senere år, har sagt til mig, at jeg skal huske, at jeg er tjener. Det gør hele forskellen. Jeg er her som et redskab for noget, som er meget større end mig selv. Selv kan jeg ingenting. Selv den bog, jeg udgiver nu, har jeg ikke for alvor skrevet selv.