Museumsdirektør: En virkelig troende behøver ikke bevise sig selv

Tro handler om at hvile i sig selv og rumme andre. For hvis man virkelig tror, har man ikke behov for at dømme eller styre andre, siger direktør på Museet for Religiøs Kunst Christine Løventoft

Direktør på Museet for Religiøs Kunst Christine Løventoften er blevet udfordret i sin tro af mødet med fanatiske kristne, som har firkantede meninger om og bastante holdninger til, at man som kristen ikke skal gøre det ene, men i hvert fald gøre det andet, som for eksempel at komme i kirke hver søndag.
Direktør på Museet for Religiøs Kunst Christine Løventoften er blevet udfordret i sin tro af mødet med fanatiske kristne, som har firkantede meninger om og bastante holdninger til, at man som kristen ikke skal gøre det ene, men i hvert fald gøre det andet, som for eksempel at komme i kirke hver søndag. Foto: Jens Bach.

Hvordan vil du beskrive din tro?

Min tro er både meget privat og samtidig en helt naturlig del af mig, som jeg ikke har behov for at argumentere for eller skulle bevise. Den er bare min måde at være i livet på, og som klarer sig fint uden ritualer eller uden, at jeg studerer troen intellektuelt. Når det er sagt, så har jeg en fornemmelse af, at mit liv ville være meget anderledes uden min tro, for den rummer også en moralsk forpligtelse til, at jeg skal gøre mig umage og få det bedste ud af alting. Men det er vigtigt for mig at pointere, at min tro kun handler om mig selv, for jeg skal ikke overbevise andre eller lade min tro være en del af mit arbejde.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg voksede op alene med min danske mor i København, men så også min græske far løbende, så jeg oplevede i min barndom ikke kun to måder at være kristen på, men også to forskellige forhold til det at være religiøs. For min mor var som de fleste danskere medlem af folkekirken, men uden at være særlig praktiserende. Vi gik i kirke juleaften, men ellers fyldte troen meget lidt. For min græske far, der var ortodoks, betød troen derimod meget, og i perioder var jeg hver søndag med ham i den russisk-ortodokse kirke i Bredgade i København til den to timer lange gudstjeneste, hvor alle – også børnene – stod op hele tiden. Gudstjenesten foregik på russisk, hvilket jeg ikke forstod, men til gengæld var der både ikoner, røgelse, og vi havde tørklæder på, så det var meget anderledes end at sidde på kirkebænken i folkekirken og høre præsten prædike på mit eget sprog. At min græske far kom i den russisk-ortodokse kirke, skyldtes, at der ikke var en græsk-ortodoks kirke i Danmark, så kirken i Bredgade samlede mange ortodokse.

Hvad har udfordret din tro?

Som yngre havde jeg en periode, hvor jeg generelt tvivlede på troen, og jeg kan stadig blive udfordret i forhold til alle mirakelhistorierne.

Men ellers er jeg blevet udfordret af mødet med fanatiske kristne, som har firkantede meninger om og bastante holdninger til, at man som kristen ikke skal gøre det ene, men i hvert fald gøre det andet, som for eksempel at komme i kirke hver søndag. For den fanatisme, som der gives udtryk for med sådan en adfærd, handler for mig mere om ikke-tro end om tro og om, at de måske selv mangler troen og derfor prøver at kontrollere andre og missionere. For den, der virkelig tror, har ikke behov for at dømme, endsige styre andre. Tværtimod vil en virkelig troende hvile i sig selv og som en konsekvens deraf rumme andre og deres tro, for vedkommende behøver ikke at skulle bevise noget, hverken over for sig selv eller over for Gud.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Som barn oplevede jeg både den ortodokse kirke, hvor fokus er på det åndelige og på mysteriet, mens det i folkekirken handler om intellektet. Jeg kan lide begge dele, som i min egen version af troen fint supplerer hinanden. Det kan så godt være, at min egen blanding ikke holder til en teologisk gennemgang, men det betyder ikke noget, da troen er min helt egen private. Tro for mig handler derfor om en måde at være i livet på, at turde give slip på kontrollen og på at skulle kunne forstå alting rationelt. Jeg er døbt ortodokst. Ikke i den russisk-ortodokse kirke, men hos de katolske Skt. Joseph Søstrene på Østerbro. Den nonneorden findes ikke længere på adressen, men da jeg blev døbt, så skete det i deres daværende kirke i et gult badekar og med olivenolie, og det var en græsk-ortodoks præst hentet fra Sverige, som forrettede dåben. Jeg er derfor heller ikke konfirmeret, da man i den ortodokse kirke er et fuldgyldigt medlem af kirken fra dåben af, og jeg følte heller ikke noget behov for at blive konfirmeret i folkekirken, da jeg kom i den alder.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i hverdagen?

Min hverdag er livet med mine to døtre og mit arbejde på Museet for Religiøs Kunst. Og nok er min tro en enorm drivkraft hos mig om at være ærlig og få det bedste ud af alle muligheder, men min tro har intet at gøre med mit arbejde. Som direktør for Museet for Religiøs Kunst er det derimod min fornemste opgave at skabe et rum for flere forskellige former for religiøs kunst, så den besøgende selv kan opleve og tænke. Jeg skal ikke pådutte nogen noget som helst, men skal derimod give gode rammer til refleksion. Vi lever også i en tid, hvor det overalt vrimler med politiske, religiøse eller andre budskaber, men netop på landets museer har vi muligheden for at blive fri for det og møde flere facetter, hvis museerne tager formidlingsopgaven på sig, så den besøgende kan få mulighed for at tænke selv. I Grønland var jeg sidste år med til at lave en permanent udstilling, hvor den besøgende via digitale skærme kan opleve mødet mellem den grønlandske åndemaner og den danske missionspræst, et møde, som Kim Leine i sin nye bog ”Rød mand/sort mand” også beskriver uden at tage parti.

Hvem er forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Jeg er selvfølgelig vokset op i en kristen og vestlig tradition, men jeg har ingen åndelige forbilleder, omend jeg livet igennem har søgt inspiration og viden hos forfattere, filosoffer og kunsthistorikere. For det er vigtigt som menneske at få en god ballast, men det er også vigtigt at kunne tænke selv og træffe sine egne valg i stedet for blindt at følge et andet menneske, som man har udråbt til et idol. For det kan nemlig let blive farligt og kamme over, hvis vi sætter mennesker i Guds sted og bruger dem som åndelige forbilleder i stedet for at tænke selv.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

For mig er der stor forskel på åndelige råd og almene råd om livet. De sidste har jeg fået masser af, hvorimod jeg aldrig har sat mig ned med en præst og bedt om et decideret åndeligt råd. Jeg fik dog alligevel som 19-årig et råd, der kan betegnes som åndeligt, af en god bekendt, da jeg fortalte ham om en drøm, som jeg havde haft, og som handlede om, at et nært familiemedlem døde. Det var et familiemedlem, som jeg på det tidspunkt ikke havde talt med i fem år på grund af en konflikt. Min gode bekendt rådede mig til at tage kontakt med vedkommende, også selvom jeg ikke synes, at det var min opgave. Men om ikke for andet, så for min egen sjælefreds skyld gjorde jeg det, og forbindelsen blev genoptaget.