Folkekirkens højmesser har ikke ry for at være en hæsblæsende affære. Men sammenligner man med, hvad der foregik i kirkerne for få hundrede år siden, ligner gudstjenesterne i dag nærmest et racerløb. Ikke mindst når det drejer sig om salmesangen. Selvom en del af salmerne er de samme som dengang, ville man dårligt kunne genkende dem på tværs af årene, for salmerne tog i midten af 1700-tallet fem, ja, måske helt op til syv gange så lang tid at synge som i dag.
Det er Ulrik Spang-Hanssen, professor i orgelspil ved Det Jyske Musikkonservatorium, der er nået frem til konklusionen efter at have afsluttet en større undersøgelse af udviklingen i salmetempoet. Resultatet af undersøgelsen er netop blevet udgivet i en artikel i tidsskriftet ”Hymnologi – nordisk tidsskrift”.
”Når vi er så langt tilbage i tiden, er det svært at sige præcis, hvor langsomt man har sunget. Men vi har kilder, der angiver, at man har sunget i et tempo, hvor man i dag vil sige, at sangen er gået fuldstændig i stå,” siger han og forklarer for de mere musikkyndige, at det svarer til et metronomtal på cirka 15. Det svarer igen til omkring en tone pr. vejrtrækning.
Ulrik Spang-Hanssen har undervist i salmespil over mange år, men har ikke været kirkeligt aktiv i en årrække. I løbet af denne tid har han bemærket, at eleverne var begyndt at spille salmer betragteligt hurtigere. Og at censorerne ved eksamen ikke brokkede sig over tempoet, hvilket måtte betyde, at det nu var sådan, man mente, at salmerne skulle spilles.
”Det gjorde mig nysgerrig. Så jeg fandt nogle gamle plader frem med salmeindspilninger og kunne godt høre, at det var en noget anden affære. Det gik betydeligt langsommere dengang,” siger han.
Det fik ham til at kaste sig ud i en større undersøgelse af, hvordan salmetempoet har ændret sig over årene. Og konklusionen er, at jo længere tilbage i tiden man går, desto langsommere sang man.
Ulrik Spang-Hanssen har i forbindelse med sin undersøgelse gennemgået en række gamle tekster, der beskriver, at sangene gik så langsomt i kirkerne i for 2-300 år siden, at melodierne praktisk talt faldt fra hinanden. Derudover var salmesangen kendetegnet ved en høj grad af anarki, hvor menigheden skrålede med af fuld hals uden at følge en fast takt. Anarkiet blev forstærket af, at der blev improviseret eller ornamenteret over hver eneste tone. Da der var frit slag for alle i menigheden til at ornamentere tonerne, som de ville, betød det, at organisten efter hver sanglinje måtte indføre et mellemspil for at vente på dem, der endnu ikke var færdige med at synge.
”Vi må forestille os en sang, der var fuldstændig asynkron. Det var ret beset kaos,” siger han og forklarer, at det nærmeste vi i dag kommer noget tilsvarende, formentlig er, når nationalsangen bliver sunget på et fodboldstadion ved en landskamp.
Ulrik Spang-Hanssens litteraturgennemgang viser, at der allerede dengang var utilfredshed med kvaliteten af salmesangen. I en tekst fra 1790 bliver sangen i kirkerne kaldt for ”et raat Skrig uden reen Intonation og Sammensætning”, ligesom en tekst fra 1579 beskriver den ”forfengelige Skraal og Mundklammeri udi kirken”. Selv reformatoren Martin Luther skulle angiveligt have sammenlignet menighedens sang med et æselskrig.
Spørgsmålet melder sig selvfølgelig, hvorfor man sang så ualmindelig langsomt i kirkerne. Ifølge Ulrik Spang-Hanssen er der ikke en entydig grund, men han forestiller flere forskellige forklaringer.
”Når man kommer så langt tilbage i tiden, kan det langsomme sangtempo blandt andet hænge sammen med, at læsehastigheden generelt var langsom. Derudover har man været vant til, at alt bare tog længere tid end i dag. Selve gudstjenesten og ikke mindst prædikenen var jo frygtelig lang dengang,” siger han.
Desuden har traditionen med at ornamentere de enkelte toner været med til at trække tempoet helt ud af salmerne.
”Og så virker det til, at den slags får sit eget liv. Det bliver selvforstærkende, at man synger langsomt, uden at nogen helt kan forklare, hvorfor man gør det,” siger han.
I midten af 1800-tallet var der dog ved at opstå bred enighed om, at sangen i kirkerne lød forfærdeligt. Og efterhånden begyndte et opgør med den uskønne sangtradition at brede sig. En af hovedmændene bag dette opgør var den kongelige sanginspektør A.P. Berggreen, der udgav en koralbog i 1853. Koralbogen var også tænkt som et kampskrift for at få tempoet i salmerne op.
”Han var en mand med stor magt, fordi han som sanginspektør var med til at godkende, hvad der blev sunget rundt om i skoler og kirker. Han anførte nogle hastigheder i sin koralbog for at få øget tempoet med en bemærkning om, at han derved var gået til ’grænsen af passende hurtighed’. I dag vil man dog betragte hans hastigheder som urealistisk langsomme,” siger Ulrik Spang-Hanssen.
A.P. Berggren tilhørte en kirkemusikalsk reformbevægelse, der hed cæcilianismen, der var en væsentlig del af drivkraften bag at få øget salmetempoet. På samme måde var N.F.S. Grundtvigs menighed i Vartov i København også blandt foregangsmændene for at få sat tempoet i vejret. Menigheden var ganske enkelt kendt for at synge salmerne ualmindelig hurtigt. I den første halvdel af 1900-tallet var grammofonpladen desuden med til at gøre sangene mere taktfaste, hvilket også førte til et højere tempo.
Og siden er salmetempoet faktisk blot fortsat med at stige i kirkerne.
”Det interessante er, at parallelt hermed er meget anden musik og i særdeleshed den klassiske musik faldet i tempo. Når man sætter gamle grammofonplader med klassiske værker på, vil man høre, at de ofte spiller ualmindelig hurtigt i forhold til i dag,” siger Ulrik Spang-Hanssen.
Han har selv gjort sig overvejelser om, hvad denne modsatrettede udvikling kan skyldes. Hans bedste bud er, at vores opfattelse af, hvad der er sakralt har flyttet sig. For som hovedregel vil man spille sakral musik langsommere end anden musik.
”Vartov har formentlig været med til at ændre opfattelsen af salmerne, så de blev mere folkelige og mindre sakrale. Det samme ser vi i dag, hvor mange præster lægger vægt på at være folkelige, hvor det hele skal være friskt, og der skal være liv i kludene i kirkerne. Hvis du går ind og hører en klassisk koncert, vil du ofte opleve det stik modsatte. Her er man begyndt at se det klassiske værk som sakralt,” siger han og forklarer, at stemningen til klassiske koncerter ofte er så andægtig, at der ligefrem bliver tysset alvorligt på publikum, inden musikerne går på.
”Jeg tror, at udviklingen i tempo kan skyldes, at vi har flyttet vores opfattelse af det sakrale,” siger Ulrik Spang-Hanssen.
I forbindelse med sin undersøgelse af salmetempoet rejser han også spørgsmålet, om der findes et idealtempo for salmer. Han tror ikke selv, at man kan tale om et naturligt salmetempo, man bør stile imod. Men man kan komme ud i ekstremer, som gør, at man bør rette ind. Og der er vi ved at være i dag.
For den største udvikling i salmetempoet er ifølge ham sket i løbet af de seneste 50 år, hvor salmetempoet er hamret i vejret. I dag bliver salmer sunget så hurtigt, at mange på kirkebænkene dårligt kan nå at udtale ordene, siger han.
”Jeg synes, tiden er inde til at stoppe og spørge, om det ikke har taget overhånd – ligesom Berggreen gjorde i 1800-tallet. Han sagde, at tempoet var blevet så langsomt, at sangen ikke kunne hænge sammen længere. På samme måde mener jeg, at vi i dag synger så hurtigt, at vi taber folk, der ikke kan nå at følge med. Vi har nået en objektiv ydre grænse for tempoet,” siger han.