Prøv avisen
Interview

Engang gik salmerne i kirkerne langsomt. Rigtig langsomt

I dag synger danske kirkegængerne meget hurtigere end bare for 50 år siden. Her er det sognebørn i Ganløse Kirke på Sjælland, der har glæde af salmebogen. – Foto: Kåre Gade

Over de seneste få hundrede år er man begyndt at synge salmer fem til syv gange så hurtigt i kirkerne, viser en ny undersøgelse. Især de seneste 50 år er tempoet røget i vejret. Det skyldes formentlig, at kirkerne vil være mere folkelige, siger professor i orgelspil Ulrik Spang-Hanssen

Folkekirkens højmesser har ikke ry for at være en hæsblæsende affære. Men sammenligner man med, hvad der foregik i kirkerne for få hundrede år siden, ligner gudstjenesterne i dag nærmest et racerløb. Ikke mindst når det drejer sig om salmesangen. Selvom en del af salmerne er de samme som dengang, ville man dårligt kunne genkende dem på tværs af årene, for salmerne tog i midten af 1700-tallet fem, ja, måske helt op til syv gange så lang tid at synge som i dag.

Det er Ulrik Spang-Hanssen, professor i orgelspil ved Det Jyske Musikkonservatorium, der er nået frem til konklusionen efter at have afsluttet en større undersøgelse af udviklingen i salmetempoet. Resultatet af undersøgelsen er netop blevet udgivet i en artikel i tidsskriftet ”Hymnologi – nordisk tidsskrift”.

”Når vi er så langt tilbage i tiden, er det svært at sige præcis, hvor langsomt man har sunget. Men vi har kilder, der angiver, at man har sunget i et tempo, hvor man i dag vil sige, at sangen er gået fuldstændig i stå,” siger han og forklarer for de mere musikkyndige, at det svarer til et metronomtal på cirka 15. Det svarer igen til omkring en tone pr. vejrtrækning.

Ulrik Spang-Hanssen har undervist i salmespil over mange år, men har ikke været kirkeligt aktiv i en årrække. I løbet af denne tid har han bemærket, at eleverne var begyndt at spille salmer betragteligt hurtigere. Og at censorerne ved eksamen ikke brokkede sig over tempoet, hvilket måtte betyde, at det nu var sådan, man mente, at salmerne skulle spilles.

”Det gjorde mig nysgerrig. Så jeg fandt nogle gamle plader frem med salmeindspilninger og kunne godt høre, at det var en noget anden affære. Det gik betydeligt langsommere dengang,” siger han.

Det fik ham til at kaste sig ud i en større undersøgelse af, hvordan salmetempoet har ændret sig over årene. Og konklusionen er, at jo længere tilbage i tiden man går, desto langsommere sang man.

Ulrik Spang-Hanssen har i forbindelse med sin undersøgelse gennemgået en række gamle tekster, der beskriver, at sangene gik så langsomt i kirkerne i for 2-300 år siden, at melodierne praktisk talt faldt fra hinanden. Derudover var salmesangen kendetegnet ved en høj grad af anarki, hvor menigheden skrålede med af fuld hals uden at følge en fast takt. Anarkiet blev forstærket af, at der blev improviseret eller ornamenteret over hver eneste tone. Da der var frit slag for alle i menigheden til at ornamentere tonerne, som de ville, betød det, at organisten efter hver sanglinje måtte indføre et mellemspil for at vente på dem, der endnu ikke var færdige med at synge.

”Vi må forestille os en sang, der var fuldstændig asynkron. Det var ret beset kaos,” siger han og forklarer, at det nærmeste vi i dag kommer noget tilsvarende, formentlig er, når nationalsangen bliver sunget på et fodboldstadion ved en landskamp.

Ulrik Spang-Hanssens litteraturgennemgang viser, at der allerede dengang var utilfredshed med kvaliteten af salmesangen. I en tekst fra 1790 bliver sangen i kirkerne kaldt for ”et raat Skrig uden reen Intonation og Sammensætning”, ligesom en tekst fra 1579 beskriver den ”forfengelige Skraal og Mundklammeri udi kirken”. Selv reformatoren Martin Luther skulle angiveligt have sammenlignet menighedens sang med et æselskrig.