Engelsk biskop: Jeg lever i registreret partnerskab

Debatten om homoseksuelle i Church of England er blusset op, efter 14 præster i strid med kirkens lære har giftet sig med en partner af samme køn

Nicholas Chamberlain, privatfoto.
Nicholas Chamberlain, privatfoto.

Debatten om seksualitet i den anglikanske Church of England har fået fuld fart på i løbet af weekenden. Ikke alene fortalte den relativt nyudnævnte biskop over Grantham, Nicholas Chamberlain, at han er i et partnerskab med en anden mand. Men 14 andre præster skrev i et åbent brev bragt i avisen Sunday Times, at de var blevet gift med deres homoseksuelle partner.

Det strider imod kirkens lære, som nok accepterer registrerede partnerskaber, men ikke ægteskaber.

Begge nyheder er mødt med voldsom kritik fra de mere traditionelle sider i kirken. Og de 14 præster har forbrudt sig mod kirkens regler – og risikerer deres stilling, hvis hårdt bliver sat mod hårdt.

På den seneste synode i Church of England var ”den menneskelige seksualitet”, som det hedder i kirkesproget, på dagsordenen, og den skal dernæst debatteres i bispekollegiet, House of Bishops. Der er allerede nu trusler om splittelse.

”Hvis ledende personer i Church of England udvander kirkens lære i nøglespørgsmål som homoseksualitet, så kan det udvikle en helt ny anglikansk enhed i England,” lyder den slet skjulte advarsel fra præsten Peter Sanlon ifølge avisen Church Times.

Men som det fremgår af det åbne brev, er der i dag homoseksuelle, der føler, at de ikke er fuldgyldige medlemmer af kirken.

”Brevet opfordrer biskopperne til at tage et modigt skridt mod en større anerkendelse og inklusion af LBGT-medlemmer i Church of England,” siger Andrew Foreshew-Cain til Christian Today.

Han var den første homoseksuelle præst, som annoncerede, at han havde indgået et ægteskab.

Efter at en søndagsavis havde truet med at afsløre ham, valgte Granthams biskop, Nicholas Chamberlain, at fortælle avisen The Guardian, at han lever i registreret partnerskab, men at parret i overensstemmelse med kirkens krav lever i cølibat.J