Engelsk kirke går bodsgang efter præsts selvmord: Ikke hold i anklager om seksuelle overgreb

Der var ikke hold i de anklager, der sidste år pressede den britiske præst Alan Griffin til at dø for egen hånd, konkluderer en ny rapport

Her ses Canterbury Cathedral i grevskabet Kent. Det er en af de ældste og mest kendte katedraler i England som også hører under Church of England. Det er også her, den øverste gejstlige i landet - bortset fra monarken - sidder.
Her ses Canterbury Cathedral i grevskabet Kent. Det er en af de ældste og mest kendte katedraler i England som også hører under Church of England. Det er også her, den øverste gejstlige i landet - bortset fra monarken - sidder. . Foto: Alexander Andrews/Unsplash.

Det blev for meget for Alan Griffin, da kirkens top anklagede ham for seksuelle overgreb på børn. I november sidste år tog den 76-årige præst sit eget liv.

Men der var ikke hold i i de anklager, der fik ham til at begå selvmord. Det fremgår af en stærkt kritisk rapport om dødsfaldet udarbejdet af en offentlig retslægelig instans.

”Fader Griffin misbrugte ikke børn. Han havde ikke sex med unge mennesker under 18 år. Han udsatte ikke folk for livsfare ved at have sex med andre, mens han havde hiv. Der er ingen beviser for, at han gjorde noget af det,” konkluderer Mary Hassell, ifølge avisen The Guardian.

Hun konstaterer videre, at det var presset fra kirkens undersøgelse af ham, og den usikkerhed, at han ikke kunne få at vide, hvor anklagerne kom fra, som i sidste ende fik ham til at tage den sidste vej ud.

Alan Griffin var præst i den anglikanske engelske statskirke Church of England indtil 2012, hvor han konverterede til den katolske kirke.

Det var bispedømmet i Church of England for London, der i 2019 satte gang i undersøgelsen, som siden blev overdraget til den katolske kirke.

”Den måde, flere informationer blev dokumenteret og videregivet til den romersk katolske kirke på, giver grund til dyb beklagelse hos bispedømmet i London,” hedder det i en kommentar til rapporten.

Ifølge avisen Church Times accepterer det anglikanske bispedømme i London stort set alle kritikpunkter i rapporten. Bispedømmet har ligeledes udnævnt en ny person med ansvar for at håndtere alle påstande om overgreb begået i regi af kirken.

Den uafhængige undersøgelseskommission om seksuelle overgreb på børn, IICSA, har i tidligere rapporter kritiseret, at det er andre præster og gejstlige, der står for undersøgelser af overgreb og ikke uafhængige eksperter.

Colette Limbrick, der er direktør for Catholic Safeguarding Standards Agency, som er den katolske kirkes værn mod misbrug, vil sætte gang i sin egen undersøgelse og lære af sagen.

”Vi vil sikre, at konkrete initiativer bliver taget for at forhindre fremtidige dødsfald,” siger hun til The Guardian.

Såvel den anglikanske som den katolske kirke har været under stærk kritik for at have dækket over præster og andre i kirken, som har begået overgreb.

Men i sagen om Alan Griffin har de været for ivrige til at tro på anklager, som der ikke var hold i.

Mary Hassell efterlyser bedre procedurer, når der rejses sager, for ellers frygter hun, at det kan ende med andre dødsfald.