Engelsk kirke vil lovliggøre begravelse af selvmordere

Selvom det er normen at give personer, der har taget deres eget liv, en kristen begravelse, så strider det i dag mod reglerne i Church of England

"Langt op i tiden har det for mange, konservativt kristne som andre, været frygtindgydende at komme i nærkontakt med den fristelse," siger Hans Raun Iversen, teologilektor på Københavns Universitet. Foto: Jan Håkan Dahlström

Kirkens egen lovgivning er ude af trit med praksis, når det kommer til en kristen begravelse af selvmordere i regi af den anglikanske kirke i England.

Derfor skal den lovgivende synode i Church of England, som begynder i dag, behandle et forslag om at ændre kirkens lovgivning om selvmord.

Når det kommer til begravelse, så er der ikke sket de store ændringer i kirkens regelsæt i flere århundreder. I praksis betyder det, at det stadig er regler fra før Reformationen, der er gældende.

Med andre ord har personer, som har taget deres eget liv, mens de stadig var ved deres fulde fem, ikke ret til at blive begravet i indviet jord. En regel, som også gælder for personer, der er udstødt af kirken eller ikke er døbt.

Præsten Mike Parsons fra Gloucester står bag forslaget - et forslag, som er funderet på hans egen forundring over, at praksis er i modstrid med kirkens egne regler som er lov i England.

”Der er en meget markant historik i kirken i form af fjendtlighed mod begravelsen af selvmordere. Det skete uden for kirkegården eller tilmed i jord langt væk fra kirkegården.”

I sin argumentation forudsætter Mike Parsons, at det har været praksis gennem mange år at begrave afdøde efter familiens ønsker uanset omstændighederne.

”Jeg har aldrig spurgt - eller tænkt på at spørge - om den afdøde var døbt,” lyder argumentationen videre.

Teologilektor Hans Raun Iversen fra Københavns Universitet fremhæver, at i modsætning til blandt andre kirken i England og den katolske kirke, så får verdslige love automatisk kirkelig virkning i Danmark, hvis intet andet er bestemt i lovene.

Men selvom selvmordet blev afkriminaliseret i 1866, så var det fortsat en udfordring for kirken.

”Langt op i tiden har det for mange, konservativt kristne som andre, været frygtindgydende at komme i nærkontakt med den fristelse, som selvmordet kunne risikere at blive for andre og måske for én selv. Derfor har man fortsat behandlet selvmordet som en slags tabu, hvorfor det også har været almindeligt, at selvmordere blev begravet 'i stilhed',” forklarer Hans Raun Iversen.

Han tilføjer, at det stadig sker, men også, at der såvel blandt pårørende som i samfundet i bred forstand er en erkendelse af, at det er vigtigt at se ”selvmordenes realitet i øjnene og derfor også sørge for en fuld begravelse med kristen forkyndelse.”