Engle trøster, når børn mister

Gud sender sine engle til jorden for at hjælpe børn, der er i sorg. Det fortæller forfatter bag ny børnebog, der handler om et barns sorg over farfaderens død

Børnebogen "Spiller engle fodbold?" udkommer på Nordenvinds Forlag i dag. Billedet er fra bogen og malet af Anne Marie Johansen.
Børnebogen "Spiller engle fodbold?" udkommer på Nordenvinds Forlag i dag. Billedet er fra bogen og malet af Anne Marie Johansen.

"Kan engle trøste?" Det er et af de spørgsmål, drengen Martin stiller sin farmor i en ny børnebog, hvor hovedpersonen Martin har mistet sin farfar. Forfatter og sognepræst ved Silkeborg Poul Geil, som har skrevet bogen, ønsker at sætte fokus på englenes rolle, særligt i forbindelse med børn, der er i sorg over at have mistet.

Engle optræder overalt i Bibelen. Vi møder dem første gang uden for Paradisets Have, hvor ærkeengle holder vagt, senere i Jakobs drøm om himmelstigen og i en af Bibelens mest centrale fortællinger om Jomfru Maria.

Fælles for mange af historierne er, at englene agerer sendebud mellem Gud og mennesker og bringer vejledning, ligesom de hjælper mennesker, som er i nød. Og det er netop det, den nye børnebog "Spiller engle fodbold?" kredser om.

"Det er meget vigtigt at berøre døden og tabet over for børn, for også børn oplever, at mennesker dør fra dem, og her kan engle spille en særlig rolle. Gud sender sine engle som sendebud til os for at trøste og hjælpe os til at finde livsmodet tilbage. Men vi kan også være engle for hinanden, for nogle gange sender Gud et menneske til os, når vi har brug for hjælp, ligesom farmoderen i bogen kalder Martin for en engel," siger Poul Geil.

Bogens kapitler er bygget op over samtaler mellem hovedpersonen Martin og hans forældre og farmor om døden, og gennem samtalerne flettes historierne om Bibelens engle ind. Fortællingerne er ledsaget af farverige illustrationer af himmel og engle, som er lavet af kunstneren Anne Marie Johansen.

Sidste år udkom ligeledes en bog om børn, engle og sorg – "Den hvide engel" – af forfatter og psykoterapeut Kirsten Ahlburg. Bogen handler om skytsengle, som passer på den femårige Nina. Målet var også dengang, at børn i sorg kunne finde trøst ved at høre om Bibelens engle.

"Jeg vil sætte mere fokus på englenes rolle, fordi de repræsenterer Guds fred og kærlighed, og så er de kendt for at passe på børn. Med bogen vil jeg fortælle børn, der er i sorg, at englene kan trøste," siger Kirsten Ahlburg.

Da hendes egne børn for nylig mistede deres mormor, læste hun historier om engle højt for dem, for hun er overbevist om, at skytsengle, som hun også skriver om i bogen, passer på alle dem, der bliver ramt af sorg.

Poul Geil oplever, at troen på engle er blevet større blandt flere børn og voksne.

"Jeg oplever, at interessen for og troen på engle er stigende i de her år. Med bogen vil jeg imødekomme det fokus, der er på engle, og samtidig give dem deres status som en del af kristentroen tilbage. Jeg tænker, at der er en del, som ikke har hørt, at engle spiller en rolle i Bibelen, og som måske tænker, at det der med engle bare har med fri fantasi og søde historier at gøre," siger Poul Geil.

Tidligere sognepræst og religionspædagogisk lektor Nina Tange har forsket i børn og tro, og hun pointerer, at engle er en del af det kristne univers, som mange børn kender til.

"Det ligger lige for at fortælle om engle, for mange børn tror på, at der er engle, der beskytter dem. Det er direkte at gå ind i barnets religiøse univers, og det er en måde at hjælpe barnet til at blive trøstet på," siger hun.

Religionspædagogisk lektor Leise Christensen mener, at man skal passe på med entydigt at pege på engle som trøstere.

"Jeg tror, at mange voksne bruger engle som trøstemodel, og for nogle børn vil det også være en hjælp, for børn holder meget af engle, men mange af Bibelens engle bringer i virkeligheden krævende og besværligt nyt," siger Leise Christensen, lektor på Teologisk Pædagogisk Center.

marianne.knusen@kirke.dk