Prøv avisen

Ensomheden kender ingen grænser

Bjarne Lenau Henriksen

ENSOMHED: I det moderne samfund er der ikke tid til at leve med, lide med, sørge med, glædes med de mennesker, der ligger lige foran os, og som vi reelt kunne snuble over

Det moderne samfunds

Ensomhed kender ingen grænser, og den er ikke kræsen. Der er intet menneskeliv, der er den fremmed: Den lever sig ud blandt børn og unge, den er en flittig gæst på plejehjemmet, den stortrives blandt udstødte mennesker, den elsker de psykisk syge - især når de er udskrevet fra sygehuset, den lever og vokser sig større i flere og flere danske familier og følger lystigt normaldanskerne i deres forsøg på at realisere deres velstillede overflod.

Ensomheden danner par med Tiden. De to står godt til hinanden, når de går hånd i hånd ned gennem menneskelivet for at alliere sig med Ligegyldigheden. Når de tre mødes, sker der noget: Tiden taber ikke en brøkdel af et sekund af sig selv, mens den suser af sted i én endeløs uendelighed. Intet menneske kan se Tiden. For den er væk, før den er kommet. Sådan er det hele Tiden. Alligevel fylder den på en uhyggelig måde menneskelivet helt op, selv om den aldrig er tilstede. Og mennesket på sin side jagter Tiden med en halsløs hurtighed, det slet ikke er skabt til.

Det kan Ligegyldigheden godt lide. For med den fart Tiden har på, bliver menneskelivet hurtigt ligegyldigt. Tidens utrolige hast hindrer menneskene i at stoppe op og være grundigt til stede i hinandens liv.

Tiden tillader kun mennesket at være flygtigt sammen med sig selv. Andet er der ikke Tid til. Og det er der heller ikke en gang. Tiden fjerner også mennesket fra sig selv. Mennesket får ikke Tid til at gå langsomt i dybden med livet. For det moderne samfunds menneske trues af Tidens kroniske krav om at følge med. Det er ikke altid ganske klart for mennesket, hvad det skal følge med i. Men konsekvensen er klar: Der er ikke Tid til at leve med, lide med, sørge med, glædes med de mennesker, der ligger lige foran os, og som vi reelt kunne snuble over, hvis altså ikke det var fordi Tiden får os til at skøjte hen over dem.

Det moderne samfunds Ensomhed lever højt på Tidens menneskesyn: menneskets skal først og fremmest kunne fungere hurtigt, effektivt og problemløst. Mennesket skal være frit, selvstændigt og uafhængigt. Det må ikke ligge nogen til byrde. Og da ethvert menneske - ifølge Tidens ånd - skal være privat ansvarligt for sig selv og sit eget liv, er der heller ikke nogen indlysende grund til at bruge Tid på andre menneskers liv. De kan i stigende grad bare tegne private forsikringer mod mange former for livsmodgang, hvis altså ellers de har råd til det. Har de ikke det, er det jo nok deres egen skyld. Så det er ganske Ligegyldigt.

Andre mennesker har primært gyldighed, så længe de kan gavne mig og mit liv. Det moderne samfunds Ensomhed lever højt på, at mennesket mere er en funktion end en person. Det funktionalistiske menneskesyn fremmer den snævre individualisme og giver sig ikke Tid til de værdier, et forpligtende og gensidigt fællesskab bygger på. Så Ensomheden blomstrer i det danske højteknologiske samfund. Den går ind og ud, hvor den vil. Og har masser af Tid til det.

Ensomheden krakelerer først, når Tiden tages til fange af Evigheden. Evigheden gør Tiden så uendelig lille. Evigheden rækker nemlig langt ud over Tiden og sætter menneskelivet ind i det uendelige perspektiv, som hedder Guds Kærlighed. Og Guds Kærlighed kender heller ingen grænser. Den er heller ikke kræsen. Der er heller ikke noget menneskeliv, der er den fremmed. Sammen med Troen og Håbet går Guds Kærlighed ind i det mest forpustede, forjagede og ødelagte menneskeliv og siger: lev livet langsomt med alle dine fejl og nederlag. Dit liv er Guds liv. Både på overfladen og i dybden. Både på godt og ondt. Derfor er du aldrig alene med din ensomhed. Den tilhører Gud. Lige som alt andet i dit liv.

Bjarne Lenau Henriksen

er cand.theol.

og korshærsleder