”Vores bryster er vores våben,” siger den feministiske aktivistgruppe Femen i sit manifest.
Og det er netop dette våben, det franske retsvæsen har slået ned på i to sager, som tilmed synes at blive legitimeret i en nylig afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Den oprindeligt ukrainske feministiske aktionsgruppe, som har gjort det til sit varemærke at demonstrere med bare bryster dækket af slagord, har fået en aflægger i Paris og gennemført aktioner i blandt andet Frankrig, Tyskland og Italien. Femen har demonstreret mod niqab i Paris og mod den russiske præsident Putin i Tyskland.
Men den har også gjort den katolske kirke til en foretrukken skydeskive, der kritiseres for et patriarkalsk kvindesyn og modstand mod fri abort og homoseksuelles rettigheder.
Femen demonstrerede mod pavens besøg i Strasbourg i november og forsøgte i december at fjerne en Jesus-figur fra en julekrybbe i Vatikanet. Bevægelsen blev frifundet efter en sigtelse om hærværk, da kvinderne var trængt ind i Notre Dame i Paris i april, hvor de slog løs på katedralens nye klokker.
Derimod er de nu to gange blevet dømt for blufærdighedskrænkelse i Frankrig, en sigtelse der kun yderst sjældent er blevet bragt i anvendelse. I december blev en Femen-aktivist, Eloise Bouton, idømt en måneds betinget fængsel samt bøde og erstatning på i alt 26.000 kr. for blufærdighedskrænkelse efter at være trængt ind i Madeleine-kirken under en gudstjeneste med et abortslogan på de bare bryster og en blødende lever i hver hånd som symbol på aborterede fostre.
Ved en anden dom er en Femen-aktivist blevet idømt en bøde på 11.000 kroner for blufærdighedskrænkelse efter at have beskadiget den russiske præsident Putins voksfigur på voksmuseet Musée Grévin i Paris.
Roseline Letteron, professor i jura ved Sorbonne Universitetet i Paris, peger på, at domme for blufærdighedskrænkelse mod kvinders bare bryster er ualmindeligt sjældne i fransk retspraksis, og at selve opfattelsen af blufærdighed ændrer sig over tid. Den første dom faldt i 1965 mod en kvinde, der spillede bordtennis med bar overkrop på en strand. Samme år blev en kvinde dømt for at gå nøgen rundt på gaden i en badeby.
”Ingen ville i dag blive dømt for blufærdighedskrænkelse for at smide bikinioverdelen på en strand. Den anden dom handler om fuldstændig nøgenhed. Men domstolens afgørelse viser, at blufærdighedskrænkelse fortsat er et juridisk koncept i 2015,” siger Roseline Letteron.
Men for Femen og også en række andre iagttagere er dommene et indgreb i ytringsfriheden. Eloise Bouton har anket afgørelsen med henvisning til, at ”bare bryster er et middel til at levere et politisk budskab.”
”Politisk nøgenhed er ikke erotisk og derfor heller ikke blufærdighedskrænkelse”, udtaler Eloise Bouton til fransk presse.
Et synspunkt, som Madeleine-kirkens advokat, Laurent Delvolvé, afviser med henvisning til, at det regnes for et seksuelt overgreb at tage kvinder på brysterne.For den internationale organisation Article 19, der arbejder for beskyttelse af ytringsfriheden, er sigtelserne for blufærdighedskrænkelse derimod et anslag mod Femens ytringsfrihed.
”Bare bryster er selve kernen i Femens politiske udtryksform. I et demokrati skal et sådant udtryk beskyttes. At andre føler sig stødt på deres moralske eller religiøse overbevisning, legitimerer ikke en censurering, endsige domfældelse,” siger Thomas Hughes, direktør for Article 19.
Han peger på, at ytringsfriheden ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis ikke kun gælder for konsensuelle men også for provokerende budskaber.Han mener heller ikke, at religionsfriheden og retten til religionsudøvelse, som også er en grundlæggede menneskerettighed, kan berettige domme mod Femen. En tysk domstol har således netop idømt bødestraf til en tysk Femen-aktivist, som under julegudstjenesten i 2013 sprang op på hovedalteret i Kölns domkirke med ordene ”Jeg er gud” på overkroppen.Dommen blev afsagt i henhold til den tyske straffelovs paragraf om ”forsætlig og grov forstyrrelse af gudstjenester”.
”Troende har selvfølgelig ret til at kunne gennemføre deres religiøse handlinger i fred. Men det er ikke et trumfkort, der gør det muligt at standse enhver kontroversiel ytring under en ceremoni. Især ikke når der er tale om kortvarige og enkeltstående handlinger. Ytringsfrihed indebærer retten til at formidle et hvilket som helst budskab via et hvilket som helst medie, inklusive personens egen krop, med eller uden tøj,” mener Thomas Hughes.
Men dette synspunkt udfordres af en helt ny afgørelse fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I oktober afviste domstolen en klage fra den britiske borger Stephen Gough, kendt i Storbritannien som ”Den nøgne vandringsmand”. Gough insisterer på nøgenhed som en menneskeret og har tilbragt sammenlagt seks et halvt år i fængsel for at gå nøgen rundt.
Domstolen indrømmer, at det er et indgreb i Goughs ytringsfrihed, at man tvinger ham til at være klædt på og i modsat fald fængsler ham.
”Men fængslingerne er et resultat af klagerens overtrædelse af loven i fuld erkendelse af, at hans adfærd strider imod standarder for accepteret offentlig opførsel i et moderne demokratisk samfund og endvidere kan føles krænkende for almindelige mennesker,” skriver Menneskerettighedsdomstolen i sine begrundelser for dommen.
”Der skal ikke ret mange ændringer til, for at denne dom passer som fod i hose på Femen. Hvis jeg var det franske justitsministerium, ville jeg sørge for at have et eksemplar af dommen ved hånden, hvis dommene mod Femen skulle komme til Strasbourg,” kommenterer menneskeretseksperten Stijn de Smet fra Universitetet i Gent.
Menneskerettighedsdomstolen har tidligere fastslået, at staterne har ret til at begrænse ytringsfriheden af hensyn til den offentlige orden, så længe indgrebet er proportionelt med forseelsens karakter. Men Gough-afgørelsen har vakt opsigt i juridiske kredse, der finder det problematisk at legitimere et indgreb i den personlige frihed med henvisning til flertallets moralske vurderinger.
”Hvis vi forestiller os, at et flertal blev enigt om, at alle skal gå i en grå kittel, ville Menneskerettighedsdomstolen så ikke, med denne argumentation, være nødt til at sige, at det er et rimeligt indgreb at straffe dem, der nægter?”, spørger den britiske juraprofessor Marko Milanovic i det retsvidenskabelige tidsskrift European Journal of International Law.