Prøv avisen

Er darwinismen en ideologi?

Darwinismen som ideologisk totalanskuelse er hverken videnskabelig eller i Darwins ånd, skriver forskningsprofessor Niels Henrik Gregersen i denne uges uddrag fra debatten på Kristeligt Dagblads hjemmseside www.religion.dk

Darwin og ideologerne

Spørgsmål: Jeg har hidtil levet lykkeligt i den tro, at Darwins teori om arternes oprindelse i store træk er blevet dokumenteret af videnskaben. Men nu er jeg kommet i tvivl. Er Darwinismen i virkeligheden en »tro«, som grundlæggende ikke er meget forskellig fra religioner og ideologier?

Anledningen til mit spørgsmål er, at jeg på en hjemmeside er stødt på følgende formulering:

»Når store dele af den vestlige verden i dag tror på evolutionslæren, skyldes det ikke videnskabelig dokumentation, men intensiv mission. Et folk omvendes sjældent uden mission, og det er da heller ikke sket i dette tilfælde. Lærerne på skolerne har ukritisk forkyndt evolutionsteoriens lære som en viden«.

Den pågældende hjemmeside beskæftiger sig også med en sammenligning med »skabelsesteorien«, som de såkaldte kreationister tror på, og det konkluderes bl.a.:

»Forskellen mellem teorierne er af filosofisk eller ideologisk art. Derfor er der ikke tale om bevis for det ene eller det andet, men om overbevisning«.

Er der i virkeligheden intet reelt videnskabeligt belæg for at hævde, at mennesket nedstammer fra aberne? Er Darwinismen dybest set bare en »religiøs« overbevisning hos tilhængerne af evolutionslæren? (forkortet af red.)

Med venlig hilsen

Vagn Bro

Forskningsprofessor Niels Henrik Gregersen svarer: Nej, darwinismen er ikke en ideologi, men en videnskabelig teori om arternes udvikling, som siden slutningen af 1800-tallet kun er blevet bedre og bedre bekræftet. Min erfaring fortæller mig, at alle, som er principielt imod udviklingsteorien, er ideologisk motiverede eller behersket af en vilje til en helt bestemt »bogstavelig« bibellæsning. Det gælder også kreationisterne.

Men nu kan der med »darwinisme« forstås forskellige ting.

1) Selve afstamningsteorien (at alle levende væsener har udviklet sig af hinanden) er ikke specielt darwinistisk, for den tanke blev allerede fremsat og besvaret 50-100 år før Darwins skrift om »Arternes Oprindelse« (1859).

Argumenterne for denne er mange: fossiler fra de mest primitive organismer findes i de ældste geologiske lag, der forbliver en række anatomiske ligheder mellem forskellige dyr, og der bliver til stadighed gjort nye fund af mellemformer eller missing links.

Men frem for alt har genetikken påvist slægtskabet mellem alt levende, og man er ligefrem i dag i stand til nogenlunde at regne sig tilbage til, hvornår arterne har udviklet sig fra hinanden.

2) Det særligt darwinistiske er derimod påstanden om, at arternes udvikling skyldes den naturlige udvælgelse. Denne teori mere omstridt. Ingen kan ganske vist bestride, at vor tids flora og fauna er bestemt af de organismer og individer, for hvem det er lykkedes at formere sig mere end andre, fordi de var relativt bedre tilpassede til omgivelserne, kunne finde tilstrækkelig føde osv.

Men det videnskabelige spørgsmål er, om den naturlige selektion kan forklare hele udviklingen, eller om den kun er én faktor blandt flere andre. Det er et åbent videnskabeligt spørgsmål.

3) Så har vi endelig det forhold, at darwinismen kan bruges som en ideologisk totalanskuelse. Man mener ikke kun at kunne forklare, hvorfor udviklingen er gået, som den er gået. Man mener også, at »livet blot er en kamp«, og »alle dyr og mennesker handler selvisk«.

Hvis man vil se en version af darwinismen, som er halvt videnskabelig og halvt ideologisk, kan man læse Richard Dawkins' »The Selfish Gene«.

Den darwinisme, der er gået ideologi i, kan kendes på, at man siger, at selektionsteorien er den eneste forklaring på hele udviklingen, og at darwinismen kan forklare alting, i naturens verden såvel som i menneskets verden. Det er en darwinistisk totalforklaring på tilværelsen, som hverken er videnskabelig eller i Darwins ånd. (forkortet af red.)

Niels Henrik Gregersen

Abrahams sønner

Spørgsmål: I min bibeludgave (bibeloversættelsen af 16. dec. 1931) står der i 1. Mosebog 22,2:

Da sagde Han: »Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, og drag hen til Morija land og bring ham der som brændoffer på et af bjergene, som Jeg vil vise dig!«

Mit bibliotek er ikke i besiddelse af Bent Melchiors oversættelse af Mosebøgerne, men jeg vil gerne have hjælp til opklaringen af følgende spørgsmål: Er forlægget for Det gamle Testamente blevet loyalt fulgt, eller er oversættelsen farvet af den (på gældende tidspunkt) officelt gældende moral?

Det hedder, at Abraham skal bringe sin eneste søn, Isak, som brændoffer. Han havde dog en søn med Hagar, Sarah's slavinde. Men denne, Ismael, er måske at betragte som uægte ifølge jødisk og kristen tro?

Thorsten Bo Hansen

Over- rabbiner Bent Lexner svarer: Jeg kan rolig sige til dig, at Toraens tekst er blevet fulgt meget nøjagtig i Bent Melchiors oversættelse. Dog har du selvfølgelig ret i, at man udmærket kan forestille sig, at der i en oversættelse også ligger en fortolkning, og i den sætning, du nævner, er det en direkte oversættelse.

I øvrigt går den jødiske ide på, at den prøve, Gud satte Abraham på, forstærkes i kapitel 22 vers 2. Du har nemlig helt ret i, at Abraham jo har en anden søn, så da Gud siger til ham »Tag dog din søn«, kan det forstås af Abraham, som om det kunne være Ismael.

»Din eneste søn« kunne forstås som »din eneste sammen med Hagar, som du elsker«, eller »jeg elsker begge to« - og så kommer det endelig, hvor han ikke kan snige sig udenom, nemlig (benævnelsen af) Isak.

Der er absolut intet uægte i Ismaels fødsel og tilknytning som søn til Abraham ud fra et jødisk synspunkt.

Med venlig hilsen

Bent Lexner