Prøv avisen
Teologisk refleksion

Er den tidehvervske og missionske fløj ved at smelte sammen?

Er Tidehverv og missionskristendommen ved at blive ét fedt? Nej, risikoen for, at en vækkelse bryder ud i missionske Henrik Højlunds omgivelser er nok større end risikoen for, at det sker i tidehvervske Claus Thomas Nielsens omgivelser, mener Kresten Drejergaard. – Foto: Kresten Drejergaard

Den missionske præst Henrik Højlund holdt foredrag på Tidehvervs sommermøde i tirsdags. Vurderet på den tale er der dog ingen fare for, at den tidehvervske og missionske teologi bliver ét, lyder det fra biskop emeritus Kresten Drejergaard, der har aflagt den traditionsrige sammenkomst et besøg

For omkring 50 år siden var jeg som teologisk student med til Tidehvervs sommermøde på Krabbesholm Højskole. Jeg forlod mødet efter en enkelt dag, da jeg fandt tonen noget uforsonlig.

I år gik turen så til Tidehvervs sommermøde, hvor der var 75 på deltagerlisten, som skribent for Kristeligt Dagblad. Hvad angår tonen, var jeg forberedt på det værste. Men tonen på Rønshoved Højskole i Sønderjylland var ikke blot venlig og imødekommende. Den var nærmest familiær og kærlig. Kun når der lejlighedsvis blev langet ud efter biskopperne, blev man som en pensioneret én af slagsen bedrøvet og kunne føle sig lidt udenfor.

På forhånd havde jeg den forventning, at i sognepræst i Kingo-Samuel Pastorat i København Henrik Højlunds foredrag om ”Folkekirken i dag” måtte være hovedforedraget på sommermødet. Det blev en skuffelse. Den missionske præst havde efter eget udsagn i mange år været læser af bladet Tidehverv og kendte derfor både ordforråd og tonefald, og det holdt han sig til. Det blev et foredrag om folkekirkens elendighed. Det foredrag kunne han på forhånd vente forsamlingens tilslutning til. Den fik han også. Han sammenlignede ikke uventet folkekirkens dagsaktuelle tilstand med tilstandene i det israelitiske pagtsfolk, hvor det går op og ned imellem vækkelse og frafald. Den dagsaktuelle tilstand i folkekirken er præget af frafald og troløshed. Måske er der endnu en rest tilbage, som ikke har bøjet knæ for afguden Baal. Men Henrik Højlund havde stor forståelse for dem, der forlader folkekirken for at stifte egne, frie menigheder. Selv følte han sig kaldet til at blive i folkekirken, selvom han var helt på tværs af den folkelige forventning. Som profeten gjorde, skal vi sluge Guds ord og ikke blot selv leve af det, men også forkynde det.

Den efterfølgende diskussion gav anledning til at lufte en fælles modvilje mod de islam-venlige biskopper samt mod det homoseksuelle ægteskab. Dertil blev der lidt debat om, hvorvidt man burde adskille stat og kirke. Det var der i forsamlingen tilsyneladende en vis nervøsitet ved. Christian Langballe sagde i den forbindelse, at – når man korrigerer for indvandringen – folkekirken siden 1989 kun har haft et medlemstab på tre procent af den befolkningsdel, som har dansk som modersmål. Det er noget anderledes i Sverige.

Christian Langballe, som er folketingsmedlem for Dansk Folkeparti og medlem af Europarådet, holdt foredrag om et andet emne: ”Den Europæiske Menneskerettighedskonvention: et forsvar for Europa eller en opløsning”. Man kunne genkende Dansk Folkepartis modstand mod menneskerettighedskonventioner i foredraget, hvilket Christian Langballe ikke skal klandres for her. Men han skal roses for nogle interessante overvejelser over Winston Churchills taler fra 1946 om Europas mulige enhed efter Anden Verdenskrig.

Efter denne politiske tale holdt pastor emeritus Johannes H. Christensen et teologisk-litterært foredrag om ”Det onde – arvesynden og syndernes forladelse”. Det blev til en gevaldig tur igennem Shakespeares ”Macbeth” og Miltons ”Paradise Lost” plus forskellig anden litteratur, der skulle belyse arvesynden som et grundvilkår i menneskelivet. Det mundede heldigvis ud i en kort prædiken om syndernes forladelse.

Claus Thomas Nielsen, som er sognepræst i Stauning i Vestjylland, må være Tidehvervs chefdogmatiker efter Johs. Horstmann. Han holdt med afsæt i den oldkirkelige bekendelse Athanasianum et lærd foredrag om treenigheden som fortolkningsnøgle til Den Hellige Skrift. Foredraget kredsede meget om Luthers skriftforståelse i striden med humanisten Erasmus af Rotterdam om Skriftens klarhed og viljens bundethed samt Luthers skrift fra 1543 om ”Davids sidste ord”. Pointen er, at Skriften udlægger sig selv. Det Gamle Testamente er en bog, der også handler om Kristus. Det Gamle Testamente er den krybbe, Kristus ligger i, og de klude, han lå svøbt i.

Foredraget fik mig til at tænke på den schweiziske teolog Karl Barths kloge forord til første oplag af hans kommentar til Romerbrevet:

”Den historisk-kritiske metode i bibelforskningen har sin ret: Med henblik på forståelsen viser den hen til en forberedelse, som aldrig er overflødig. Men skulle jeg vælge mellem den og den gamle inspirationslære, ville jeg ubetinget gribe efter den sidste. Den har større, dybere og vigtigere ret, fordi den viser hen til arbejdet med selve forståelsen. Men jeg er glad for, at jeg ikke skal vælge mellem disse to,” føjede Karl Barth til.

Det var spændende at være gæst på Tidehvervs sommermøde. I de 17 år, jeg var biskop på Fyn, har jeg haft hundredvis af samtaler med ansøgere til præsteembeder. Undervejs har jeg ofte tænkt, at der er mere teologisk og kirkelig substans i de ansøgere, som kommer fra enten Tidehverv eller fra den kirkelige højrefløj (Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut). De har dog en forestilling om, hvad kirken og prædikenen går ud på. Derimod har jeg kedet mig usigeligt i samtaler med den store flok, som har præsenteret sig som ”bredt folkekirkelig”.

Men er det nu blevet sådan, at der er sket en sammensmeltning af den kirkelige venstrefløj og den kirkelige højrefløj, så Tidehverv er endt med at være det, som man for 92 år siden gjorde oprør mod? Jeg tror det ikke og håber det ikke. For at sige det lidt firkantet: Risikoen for, at vækkelsen bryder ud i Henrik Højlunds omgivelser, er nok større, end risikoen for at vækkelsen bryder ud i Claus Thomas Nielsens omgivelser. Så det er stadig et spørgsmål om, hvad man foretrækker.