Er der behov for en kirke efter Kierkegaard?

I sit sidste leveår indledte Søren Kierkegaard et massivt angreb på folkekirken. Det har skabt større selvkritik hos alle teologiske retninger, men også underkendt betydningen af kirkernes fællesskab og eksistens

Søren Kierkegaards uventede angreb mod folkekirken i sit sidste leveår gjorde ham både berømt og berygtet, siger Anders Holm, der er lektor på Det Teologiske Fakultet i København og næstformand i Kierkegaard Selskabet
Søren Kierkegaards uventede angreb mod folkekirken i sit sidste leveår gjorde ham både berømt og berygtet, siger Anders Holm, der er lektor på Det Teologiske Fakultet i København og næstformand i Kierkegaard Selskabet.

Den 18. december 1854 trykte den danske avis Fædrelandet en noget uventet artikel fra Søren Kierkegaard. Dels var den uventet, fordi den danske teolog og filosof tre år forinden havde afsluttet sit forfatterskab og siden havde forholdt sig tavs i den litterære offentlighed. Dels fordi artiklen indeholdt en skarp kritik af kirken, præsterne og biskoppen J.P. Mynster, som kort forinden var blevet bisat. Artiklen blev den første i en række af kirkekritiske tekster, som Kierkegaard fik trykt i aviser frem til sin død i september året efter.

Det uventede angreb mod folkekirken gjorde ham både berømt og berygtet, siger Anders Holm, der er lektor på Det Teologiske Fakultet i København og næstformand i Kierkegaard Selskabet.

STORT TEMA: Søren Kierkegaard

I 10 måneder bombarderede han offentligheden med artikler om kristendommens fallit, hvor han hævdede, at den kristendom, man kunne læse om i Det Nye Testamente kristendommen med Kristus som det store forbillede, man skulle leve op til og være i overensstemmelse med den ikke var at finde hos præsterne i kirken. Her var løn og status den eneste grund til, at de gik op på prædikestolen. Det blev en skandale, som alle talte om, og baggrunden for, at man inden for kirken begyndte at lægge mærke til ham.

Anders Holm har været med til at arrangere en igangværende konference på Grundtvig-Akademiet om netop denne kamps virkningshistorie for dansk kirkeliv. Ifølge ham har Grundloven fra 1849 og den politiske situation i det hele taget haft en ekstra betydning for kirkekritikken, da Kierkegaard mente, at den gjorde kirken til et fællesskab, hvor man klappede hinanden for meget på skuldrene.

I bund og grund angreb Kierkegaard dog ikke kirken, men præsterne, understreger Jens Rasmussen, der er kirkehistoriker og forfatter til bogen Kierkegaards kritik af den triumferende kirke. Det centrale for Kierkegaard var at kritisere præsters forkyndelse og forhold til Gud. Det, de forkyndte, svarede ifølge ham ikke til det liv, de levede i sognet. De undveg konsekvenserne af efterlevelsen og ville kort sagt nydelse frem for lidelse.

Og den kritik ville han have holdt fast ved i dag, vurderer Jens Rasmussen.

Hans opgør med livsnydelse og menighedsbegrebet, hvor han ikke mente, at præsterne fokuserede nok på den enkelte, ville stadig gælde. Eksempelvis ser vi debatten om, at hvert sogn skal have en sognegård. Her ville Kierkegaard slå på, at præsterne skulle væk fra sognegårdens fælles aktiviteter og ud at besøge Maren i kæret. Han var ikke imod gudstjenester, men de skulle følges op i det daglige liv med husbesøg.

GUIDE: Hvor skal man starte med at læse Kierkegaard?

Ligeledes er der stadig mange, der fremfører hans kirkekritik, hvilket ifølge Jens Rasmussen primært gælder Tidehverv, men også alle andre teologiske retninger.

Der er ingen, der har patent på Kierkegaard. Han er til hver en tid et forargelsens frø for kirkelivet og folkekirken, og alle teologiske retninger kan lære af hans kritik, som har givet større plads til selvkritik i kirken.

Selvkritik og kritik generelt er også det første, Anders Holm peger på, når man skal se på kirkekritikkens betydning i dag:

Han har skabt en tradition for, at man kan larme, lave ballade og kritisere i folkekirken. Det er blevet pointen med kirken i Danmark, at vi skal have plads til at kunne være i stue med dem, der mener det modsatte af os selv. Den kritiske stemme viser sig dog også i en mindre positiv form, tilføjer han. Eksempelvis er der opstået en tradition med at true med at melde sig ud af kirken, når det mindste er galt. Samtidig har der også været en tendens til, at Kierkegaards teologi har underkendt fællesskabet som betydningsfuldt for kirken.

Han kan være en smule skyld i den forfængelighed, vi som individer i Danmark ofte har i menighedssammenhænge. Går vi for eksempel ind i en kirke, hvor der sidder mange, så sætter vi os ikke sammen med dem, for det er ubehageligt at blive belemret med fællesskab. Det kan være grænseoverskridende at gå i kirke i udlandet. Sådan er det, og jeg ved ikke, hvordan det skulle være anderledes. Det er bare svært at forestille sig en kirke, hvis ikke der er fællesskab, siger han og tilføjer, at kirken dermed næsten er blevet overflødig hos Kierkegaard.

Spørgsmålet er, om der er behov for en kirke i hans tænkning. Der kan i hans mest radikale synspunkter være en tendens til, at man som enkeltmenneske lidt for hurtigt afskærer sig fra fælleskabet. Han er ikke imod selve gudstjenesten, men han mener, at den bliver ligegyldig, i det øjeblik den ikke siger den enkelte noget. Her er det godt, kirken også har haft Grundtvig, som sagde, at kristendommen kun kunne opbygges i kirkens fællesskab at begrebet kirke eller menighed ikke giver mening, medmindre der er flere til stede.

Ifølge dr.theol. Svend Andersen fra Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet kan Kierkegaards store fokus på forkyndelsen dog også have haft betydning for kirkens andre kommunikationsformer og ritualer i dag:

LÆS OGSÅ: De 10 vigtigste ting at vide om Søren Kierkegaard

At følge Kierkegaards tanke om, at det kun handler om prædikenen og kristendommens budskab til den enkelte, har betydet, at man både i teologien og i kirken har forsømt at gøre kirkens ydre former vedkommende for mennesker. Man har for eksempel ment, at liturgi og ritualer var ligegyldige og har dermed ikke taget dem alvorligt i samme grad, siger han og tilføjer, at denne tanke særligt var tydelig i årtierne efter Anden Verdenskrig, hvor flere teologer forsøgte at forkynde Kierkegaards teologi inden for folkekirkens grænser.

Var den forkyndelse fortsat, kunne det være skadeligt, da kirkens budskab ikke kun spredes gennem prædiken, men også gennem billedkunst, bygninger, kulturelle oplevelser, salmer med videre. Alt det blev ikke taget alvorligt i en periode. Hvor tydeligt det kan ses i dag, vides dog ikke helt, da mange yngre teologer i de senere år har vist interesse for at udvikle de andre kommunikationsformer, kirken indeholder. Men de årtier, hvor de har været forsømt, kan have præget kirkens ydre rammer.