Er der plads til Grundtvig og Kierkegaard på universitetet?

Det moderne universitet dyrker specialisten, men forsømmer det store overblik og den brede samfundsdebat, mener ph.d. og forfatter. Vrøvl, siger kirkehistoriker, som mener, at teologien udfylder sin rolle i en samtid, hvor åndsvidenskaberne fylder mere end nogensinde

Er der plads til Grundtvig og Kierkegaard på det moderne universitet? Er der plads til at tale jævnt om alt det høje, som Grundtvig sagde, eller er de teologiske forskere blevet for specialiserede med snævert fokus på at publicere peer reviewede artikler og state of the art-forskning på det globale marked for vidensproduktion? Ph.d. og lektor Lars Sandbeck kritiserer universiteterne for at svigte den brede formidling, mens kirkehistoriker ved Århus Universitet Carsten Bach-Nielsen mener, at teologien udfylder sin naturlige plads i et moderne samfund, hvor der også er fokus på andet end åndsvidenskab. - Illustration: Erik Ambjørn
Er der plads til Grundtvig og Kierkegaard på det moderne universitet? Er der plads til at tale jævnt om alt det høje, som Grundtvig sagde, eller er de teologiske forskere blevet for specialiserede med snævert fokus på at publicere peer reviewede artikler og state of the art-forskning på det globale marked for vidensproduktion? Ph.d. og lektor Lars Sandbeck kritiserer universiteterne for at svigte den brede formidling, mens kirkehistoriker ved Århus Universitet Carsten Bach-Nielsen mener, at teologien udfylder sin naturlige plads i et moderne samfund, hvor der også er fokus på andet end åndsvidenskab. - Illustration: Erik Ambjørn. Illustration: Erik Ambjørn

Coelestem adspicit lucem. Sådan står der over døren til Københavns Universitets hovedbygning.

Ordene, som også er Københavns Universitets officielle motto, er formuleret af daværende teologiprofessor Hagen Hohlenberg tilbage i 1830'erne og betyder på dansk, at den, det vil sige ørnen som symbol på menneskeånden, skuer det himmelske lys.

Det var dengang, salmedigteren og teologen N.F.S. Grundtvig satte scenen for den folkelige debat og samtale, og en ung Søren Kierkegaard studerede teologi i København. Hvor teologen endnu havde en privilereget position i samfundet, hvorfra han kunne udbrede sig om historie, politik, kultur og filosofi.

Men teologiens guldalder er forbi. Skulle Københavns Universitet have nyt motto i dag, er det sandsynligt, at man vil lægge vægt på mere håndgribelige størrelser. Religiøst billedsprog og universitetets historiske kobling til kirke og kristendom er ikke noget, et moderne universitet ”brander” sig på.

Fra at være det centrale fakultet ved Københavns Universitets grundlæggelse i 1479 er teologien gradvist blevet lillebroderen i universitetsverdenen. I København er Det Teologiske Fakultet det absolut mindste af de i alt seks fakulteter, mens teologi i Aarhus i 2011 ophørte med at være et selvstændigt fakultet og i dag er en del af institut for kultur og samfund under det, der hedder Faculty of Arts.

Spørger man kirkehistoriker ved institut for kultur og samfund på Aarhus Universitet Carsten Bach-Nielsen er der ingen grund til at begræde den udvikling.

”Der er sket det, at andre fag simpelthen er blevet vigtigere. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Sundhedsdiskursen eller velfærdsdiskursen vægter i dag højere end kristendomsdiskursen. Mens naturvidenskaben og samfundsvidenskaben er vokset markant i omfang siden 1800-tallets begyndelse, har teologien stort set bevaret sin størrelse. Og det er helt, som det skal være, fordi fagets primære eksistensberettigelse som altid er at uddanne de cirka 2000 præster til folkekirken,” siger Carsten Bach-Nielsen.

At faget teologi omtrent har den størrelse, det bør have, anfægter ph.d. i teologi og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck ikke. Ser man over en årrække, er der med de aktuelle afskedigelser i København heller ikke tale om, at antallet af teologiske forskere er markant lavere end tidligere.

Universitetsteologiens problem er kvalitativt snarere end kvantitativt, påpeger Lars Sandbeck. Han mener, at universitetsteologien har mistet den gennemslagskraft, den har haft historisk. Og det skyldes ikke kun, at andre fagområder er blevet vigtigere, men også at de teologiske forskere i dag svigter den brede formidling, siger han.

”Der er virkelig langt imellem de universitetsteologer, der har nogen som helst form for gennemslagskraft i de offentlige debatter. Det skyldes ikke kun de enkelte forskere, men er også en strukturel konsekvens af den måde, det moderne universitet har udviklet sig på. Her dyrker man specialisten, som kan udgive artikler i internationale tidsskrifter og skaffe forskningsmidler til instituttet, men forsømmer at dyrke generalisterne, som har overblikket over kristendommens betydning historisk og aktuelt, og som kan gøre sig gældende i den brede samfundsdebat,” siger Lars Sandbeck.

Det har den konsekvens, mener han, at kløften mellem universitetsteologien og den folkelige debat om kirke og kristendom vokser, og at teologien som fag får stadigt vanskeligere ved at legitimere sin eksistensberettigelse for den almindelige befolkning.

”Hverken Sløk, Løgstrup eller Hal Koch, og siden folk som Svend Bjerg eller Peter Kemp, var eksperter eller specialister i snæver forstand. Men de kunne formidle kristendommens relevans og turde gøre sig gældende i samfundsdebatten. I dag spiller universitetsteologien med på det naturvidenskabeligt funderede forskningsregime, hvorved man måske nok sikrer sin plads i universitetssammenhæng, men samtidigt udspiller man fuldstændigt sin egen folkelige relevans. Teologien bliver et lukket univers, som færre og færre får noget ud af,” siger Sandbeck.

I sin tid som ph.d.-stipendiat ved Det Teologiske Fakultet i København oplevede han desuden ofte den indstilling, at den brede debat om kirke og kristendom blev anset for at være ”under niveau”.

”Men det er en ufatteligt ringe undskyldning for ikke at blande sig. Man skal, også som universitetsforsker, turde tage kampene i medierne. Hvis man mener, niveauet er for lavt, så må det være forskerens pligt at få debatten op på niveau. Men de ansatte er naturligvis under pres for at gøre sig gældende internationalt og skal da også have tid og plads til grundforskning. Ikke desto mindre kan man godt tale om, at der finder en vis formidlingsforsømmelse sted for tiden,” siger Lars Sandbeck.

Carsten Bach-Nielsen kan ikke genkende billedet af, at universitetsteologerne forsømmer den folkelige debat.

”Både jeg selv og mine kolleger på teologi i Aarhus publicerer læssevis af bøger og rejser land og rige rundt og holder foredrag i ét væk. Vi deltager i debatter og interviews og skriver kronikker og kommentarer til Kristeligt Dagblad og Weekendavisen. Jeg kan simpelthen ikke genkende kritikken af, at universitetsteologerne forsømme den brede formidling. Men debatten, også den kirkelige, er fyldt med hængepile og grædetræer, som altid vil have alle mulige andre til at komme op på hesten. Men man ser dem aldrig på universiteterne, hvor de ellers kunne danne sig et indtryk af, hvad der foregår,” siger Carsten Bach-Nielsen, som også mener, det er forkert at konkludere, at åndsvidenskaberne samlet set skulle være under et særligt pres i dag.

”Man kan jo altid sidde og begræde, at der skal skæres ned alle steder fra Det Kongelige Teater til universiteterne. Men tænk engang på, hvor veluddannede, mange faktisk er i dag. Tænk på, hvor mange bøger, aviser og tidsskrifter, vi kan læse, hvis vi har lyst. At alt var bedre i gamle dage, er noget fortegnet vrøvl, som helt glemmer, at de fleste for 100 år siden knoklede i landbruget eller i industrien fra morgen til aften og indimellem fik lidt åndelig føde ved gudstjenesten om søndagen. I dag er vi mere nysgerrige og har bedre tid og forudsætninger, også for åndelige emner, end nogensinde,” siger han.