Prøv avisen

Er folkekirken en statskirke?

TENDENS: Umiddelbart ser det ud, som om staten er blevet mere magtfuld, men i virkeligheden forholder det sig omvendt

Ifølge Hostrup selv skulle syngespillet ´Æventyr paa Fodrejsen´ vise, at man kunne undslippe den absolutte stat. Skrivehans gjorde det : Han flygtede til Amerika, frihedens land. Når Amerika var frihedens rige, skyldes det, at det ikke havde nogen stat. Det var Amerikas hemmelighed, sagde filosoffen Hegel. Udtrykket »den absolutte stat« havde Hostrup også fra Hegel. Hegel mente, at staten var den virkeligt eksisterende Gud. Den var, så at sige, Guds anden inkarnation. Der er således noget religiøst ved staten. Det har der været lige siden dens opfindelse engang i det 16. århundrede. Den blev nemlig til for at erstatte Gud. En af de første statsteoretikere, Thomas Hobbes, kaldte staten »en dødelig Gud«. Man kan derfor ikke både tilbede Gud og staten, og derfor har der aldrig været noget idyllisk forhold mellem stat og kirke, sådan som nogen i dag synes at mene. Forholdet er et magtforhold og altid hierarkisk. Der har aldrig været balance eller harmoni. I den senere tid er spørgsmalet om magtforholdet mellem stat og kirke dukket op igen. Der er reinkarnationstilhængere, der smides ud af kirken. Er det staten, der gør det? Hvem er det handlende subjekt? Staten eller folket? Der er præster med en teologisk ukorrekt holdning til dåben, der smides ud. Er det staten, der gør det, eller folket? Der er præster, der både optræder som farisæere og overtræder loven; de får en irettesættelse. Af staten? Og der er præster, der skal skifte fyldepennen ud med computeren, og som derfor truer med at forlade kirken. Vil staten tvinge dem til skærmen? Vil folket have fyldepenne? Og har staten bestemt, at præster skal have løndifferentiering? Eller har folket? Er det virkelig den absolutte stat, der er ved at genopstå - endda her i jubilæet for Grundloven - i skikkelse af det næsten ikke-eksisterende Kirkeministerium? Ordet folkekirke blev ganske rigtigt opfundet i 1849. I det år gjorde folket sig selv til gud. Folket tog magten fra staten - og kongen. Kongen havde før tvunget folket til at have kongens religion, den evangelisk-lutherske, men da folket havde taget magten fra ham, hævnede det sig og tvang kongen til at have folkets religion. Folket skulle have sin egen kirke, og derfor omdøbte det kirken til folkekirken. Den blev, som Jesper Langballe så rigtigt skriver, »danskernes kirke«, og må vi tilføje - ikke Guds. Folket ville ikke tvinge nogen til dåb. Folket ville selv bestemme, om det ville i kirke eller ej, og det har siden dengang hadet kirketugt. Det har vist sin magt ved at blive væk. Vi ved alle, at før Grundloven tvangsdøbte staten børn. Staten ville nemlig sikre, at alle blev frelst, men i dag går 16 procent fortabt, uden at staten griber ind. Gad vide, hvem det handlende subjekt var i dåben før Grundlovens indførelse? Var det Gud? Nej, det var kongen eller staten. Man kan nemlig spørge, om vi før 1849 overhovedet havde en statskirke, og det kan man, fordi vi muligvis slet ikke havde en kirke. Staten var jo absolut eller enevældig. Alt var stat. Har vi nu en statskirke eller en folkekirke? Uden for kirken er ingen i tvivl om, at vi har en statskirke. Dvs. alle andre end kirkens egne omtaler kirken som statskirke. Folkeligt set er kirken en statskirke. Men, som vi ved, inden for murene omtaler præsterne altid kirken som en folkekirke. Vi er i den paradoksale situation, at folket siger statskirke, og kirken siger folkekirke, selvom jeg godt ved, at kirken ikke kan tale. Når der siges statskirke om folkekirken, sker det tit for at kritisere kirken. Det er meget sjældent venligt ment. Folket. De ved godt, at Folket, som de tror på, ikke kommer i kirken, men det gør heller ikke noget, for de forestiller sig, at Folket alligevel sidder dernede på de tomme bænke som Folkeånden. Disse præster ser syner og har sans for det usynlige. Ånden har jo intet legeme, og derfor kan man selvfølgelig ikke se den i kirken, men den er der. Det eneste, man kan udsige om Folket, er: 86 procent. Det er det mirakuløse. Folket inkarnerer sig i åndelige procenter og ikke i legemlige kirkegængere. I virkelighedens verden er kirken nok en statskirke; men i mytens og troens er den endnu en folkekirke - dog især på landet. Så skulle det være på plads. Men tilbage står spørgsmålet, om staten er blevet mere magtfuld, end den har været. Det ser sådan ud, men det skyldes faktisk, at staten er blevet mindre. Den skrumper. Den udliciterer. Den afgiver magt og suverænitet. Den er ikke absolut, men relativ. Den har mindre at skulle have sagt om de store ting, og derfor siger den meget mere om de små. Prøv at se, hvad den tager sig til. Den går op i afstemninger om ligegyldige tv-kanaler. Den laver evalueringer af friskoler. Den forsøger at lave busdrift. Den prøver at få folket til at holde op med at ryge. Staten vil forhindre tandskader efter tungepiercing. Det kan den. Men den kan ikke betale efterløn. Den kan ikke få hospitalerne til at fungere. Den kan ikke få soldaterne til at møde op. Den kan ikke styre Tvind. Kirken, derimod, ved man er luthersk og lydig. Den kan styres. Eller tager staten fejl? Kirken er jo ikke dummere end, at den også kan se, at staten er svag. Kirkeministeriet har vel aldrig været mindre. Der foregår lige nu en magtkamp, og kirken er stærk og ustyrlig, og den ved det og viser det. Det er ikke danskerne eller folket, der gør oprør, men kirken. Kirken - med bisperne som spydspidser - er ved at få den magt igen, den tabte, da reformationen blev indført. Kirken er nok en statskirke igen, men staten er slet ikke, hvad den har været, og kirken frygter den ikke længere. Staten har lige nu mere brug for kirken, end kirken har for staten, og derfor kan en styrket bisp (Rebel) fra Helsingør være Kirkens Genmæle mod en svækket kulturradikal præstedatter fra Ølgod (Vestager).