Er folkekirken ved at blive en provstekirke?

Provstestillingen i folkekirken har fået større betydning de senere år, og det kalder på kirkelig besindelse

"En præstekirke er folkekirken ofte blevet beskyldt for at være, og sandt er det, at præsterne har fyldt meget. Men en provstikirke vil være nyt, og hvad er perspektiverne i det?" spørger  professor Kurt E. Larsen. Billede af Sæby Kirke.
"En præstekirke er folkekirken ofte blevet beskyldt for at være, og sandt er det, at præsterne har fyldt meget. Men en provstikirke vil være nyt, og hvad er perspektiverne i det?" spørger professor Kurt E. Larsen. Billede af Sæby Kirke. Foto: Adam Garff.

”Vi er ved at blive en provstekirke.” Sådan sagde et medlem af Sønder Tranders Menighedsråd i Nordjylland på årsmødet i Landsforeningen af Menighedsråd i år.

Udtalelsen var et indlæg i en aktuel debat i menighedsrådene om samspillet mellem sogne og provstier og provstens rolle i den forbindelse.

Siden middelalderen har kirkens grundenhed i Danmark været et sogn med en præst. Desuden har vi siden 1060 haft stifter med biskopper, der ordinerede de nye præster og førte tilsyn med præsterne. På grund af stifternes størrelse var der stor arbejdsfrihed til præsterne, idet biskopperne primært kom ind i billedet i de sjældne konflikttilfælde.

Siden 2000 har provstestillingen imidlertid ændret sig. Væksten i provstestillingens opgaver hænger sammen med forventninger til folkekirken: Hvis en kommune ønsker et samarbejde med folkekirken, er det naturligt, at provsten søger at etablere dette samarbejde på tværs af sognene. Hvis flere sogne vil gå sammen om at etablere et kirkeligt initiativ, kommer provsterne også ind i billedet (blandt andet af den grund, at det er i provstiudvalgene, pengene dertil kan findes). En del unge præster efterspørger team-samarbejde og ønsker at være en del af en arbejdsplads med synlig ledelse i hverdagen, og hvem andre end provsten skal lede?

Hvis kritikerne har ret i, at folkekirken bevæger sig mod at være en provstekirke, så må det blive den første provstekirke i verden. Der har været en del andre typer af ledelsesstrukturer i kirken gennem tiden: Den romersk-katolske kirke er en pavekirke. Den anglikanske kirke i England er en biskop-kirke og kaldes også for den episkopale kirke. De reformerte kirker er bygget op omkring valgte ældsteråd (presbyte- rier) og kaldes derfor ofte presbyterianske. En præstekirke er folkekirken ofte blevet beskyldt for at være, og sandt er det, at præsterne har fyldt meget. Men en provstekirke vil være nyt, og hvad er perspektiverne i det?

En lang række spørgsmål melder sig, og nogle af dem blev drøftet på årsmødet for landets menighedsråd. Herfra blev det anbefalet, at formanden for et provstiudvalg skal være en lægmand (altså ikke en provst), og at medlemmer af provstiudvalg også skal være medlem af menighedsråd. Begge dele skal vel ses som udtryk for ønske om at styrke de lokale menighedsråd over for provsterne.

Kritikere af provsternes voksende rolle vil ane en djøfisering og pege på, at en voksende administration tager ressourcer fra kirkens egentlige opgaver.

Vil provstestillingen fortsætte med at vokse, så det med tiden bliver en fuldtidsstilling og kunne varetages af en person med en relevant lederuddannelse og ikke nødvendigvis en præst? Hvad vil dette gøre ved forståelsen af kirkens opgave? Betyder det noget, at præster og biskopper er valgt og derefter højtideligt ordineret/bispeviet til deres opgaver, mens provsteembedet er noget, man udnævnes til? Skal der i fremtiden indføres mere direkte valg til de vigtige provstestillinger, så de gøres mere demokratiske? Eller skal man netop undgå det, fordi en valghandling ved alle provstiets menighedsråd vil øge provstestillingens lokale legitimitet, mens en provst med den nuværende udnævnelsespraksis stadig primært ses som biskoppens medhjælper lokalt?

Spørgsmålet er, om det behov, som udviklingen af provsteembedet er et svar på, kan imødekommes på andre måder, så man ikke taber det enkelte sogns selvstændighed og den enkelte præsts frihed.

Det må overvejes af vide kredse i folkekirken. Med rette skrev en ministeriel arbejdsgruppe allerede i 2011, at der var behov for en diskussion af de teologiske aspekter af at flytte kompetence i forhold til det kirkelige liv fra menighedsråd til provstiniveau.

Kurt E. Larsen er professor i kirkehistorie på Menighedsfakultetet.