Er folkeskolen ved at fjerne sig helt fra kirken?

Anne Ditte Rüsz blev så optaget af den aktuelle diskussion om skolereformen og dens konsekvenser for konfirmationsundervisningen, at hun nu skriver speciale i idéhistorie om emnet. Engang var den nemlig hele grundlaget for at lave skole

”Faktisk hænger selve idéen om skolegang for børn og så konfirmationen uløseligt sammen,” siger Anne Ditte Rüsz, der er i gang med sit speciale om konfirmationens idéhistorie på Aarhus Universitet. Anne Ditte Rüsz går blandt andet helt tilbage til den første forordning om konfirmation fra 1736. På billedet er det konfirmander i Hellerup Kirke i 1955.-
”Faktisk hænger selve idéen om skolegang for børn og så konfirmationen uløseligt sammen,” siger Anne Ditte Rüsz, der er i gang med sit speciale om konfirmationens idéhistorie på Aarhus Universitet. Anne Ditte Rüsz går blandt andet helt tilbage til den første forordning om konfirmation fra 1736. På billedet er det konfirmander i Hellerup Kirke i 1955.- . Foto: Scanpix.

”Faktisk hænger selve idéen om skolegang for børn og så konfirmationen uløseligt sammen. Og derfor står der også mere på spil, når vi i dag taler om, hvordan den nye folkeskolereform har givet problemer nogle steder i forhold til at få konfirmationsundervisningen til at ligge inden for selve skoledagen.”

Sådan siger Anne Ditte Rüsz, der er i gang med sit speciale i idéhistorie på Aarhus Universitet, om netop konfirmationen.

Ved at kigge på både kirke-, skole-, og kulturhistorien forsøger hun nu at tegne et samlet billede af konfirmationens kobling til skolelivet, og hvordan de to størrelser fra at have været meget tæt forbundet nu ser ud til at være på vej mod en større adskillelse.

”Som studerende var jeg så heldig at blive koblet på den undersøgelse, som FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, red.) lavede for nylig for at finde ud af, hvordan den nye skolereform med de lange skoledage har påvirket mulighederne for at få lagt konfirmationsundervisningen inden for børnenes skoletid. Det gik op for mig, at hele spørgsmålet om konfirmationsundervisningens status og placering også stikker dybere og nærmest har ideologisk karakter,” siger Anne Ditte Rüsz.

I sit speciale fokuserer hun især på tre nedslagspunkter: Reformationen, pietismen og vores nutid.

Luther gjorde som bekendt op med konfirmationen som sakramente, og derfor blev selve ”firmelsen” forbudt herhjemme i 1539. Men man beholdt den belærende funktion, hvor det samtidig blev vigtigt at kunne læse, for nu skulle børn og unge lære om kristendommen gennem Luthers lille katekismus.

”Og netop den pointe: At børn og unge skal lære om kristendommen. At det er en del af deres uddannelse. Den idé har vi jo haft med lige siden. Og i pietismen bliver det så lovfæstet, at alle skal både døbes og konfirmeres, og at man skal modtage undervisning for at blive konfirmeret. Konfirmationen bliver på den måde et led i at få alle børn til at gå i skole,” siger Anne Ditte Rüsz.

Den omtalte forordning er fra 1736, hvor der blandt andet står, at kun de børn, der havde gået i skole eller modtaget undervisning på anden måde, måtte antages til konfirmation.

Det var småt med skoler på landet, og tre år senere kom der derfor en skoleforordning for skoler på landet, hvor man kan læse, at ”kirken og landet tager skade af, at ungdommen ikke oplæres i kristendom, læsning, skrivning og regning”.

Der skal derfor indrettes skoler i hele landet.

”På den måde bliver skolegang og konfirmation helt tæt knyttet og er nærmest hinandens forudsætninger. Skolegangen sluttede helt konkret med konfirmationen, og hvis du ikke havde 'bestået' overhøringen i kirken og kunne kalde dig konfirmeret, så var det ikke godt. Konfirmationen var nemlig din adgangsbillet til at gå til alters, og havde du ikke modtaget nadveren, så kunne du hverken indgå ægteskab, blive soldat eller få den skudsmålsbog, som du skulle fremvise ved senere ansættelser,” fortæller Anne Ditte Rüsz.

Hvor konfirmation og skole på den måde var uløseligt forbundet, og konfirmationen markerede overgangen fra barn til voksen, skal vi ifølge Anne Ditte Rüsz helt op til 1970'erne, før der for alvor sker et markant skred i den sammenhæng.

”I forbindelse med at skolegangen bliver forlænget i 1972, så det nu ikke er nok med syv års skolegang, så forsvinder konfirmationens rolle som naturligt overgangsritual mellem skole- og voksenliv. Og så er vi ved at være fremme ved i dag. For hvis konfirmationsundervisningen nu heller ikke længere kan finde sted inden for normal skoletid, hvor er så overhovedet koblingen længere mellem kirke og skole?”, spørger Anne Ditte Rüsz.

Hun er selv både døbt og konfirmeret og oplever også, at børn og unge i dag er meget optaget af religion. Så lige nu og her er hun ikke så bekymret for konfirmationens betydning.

”Men hvor står vi om 5-10 år? Når det muligvis er nogle nye børn og unge, der ikke er så interesserede. Skal vi så måske til at nytænke konfirmationen helt? Og hvad betyder det så for kirkens rolle i samfundet? Det er nogle af de perspektiver, jeg håber, FUV's undersøgelse - og måske også mit speciale - kan være med til at sætte på dagsordenen.”