Prøv avisen
Kirkeanalyse

Er kirken gymnastikforening eller missionsmark?

Kan man ”døbe” yogaen og således gøre den kirkeligt stueren, spørger Viggo Mortensen på baggrund af et seminar om ”Yoga i kirken”, der blev afholdt i går. På billedet er yogaen rykket indenfor i den gamle Absalon Kirke i København. – Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

”Yoga i kirken” var overskriften på et seminar i Roskilde i går, og det rejser ifølge teolog Viggo Mortensen en lang række spørgsmål. Mødet mellem yoga og kirke er nemlig også et religiøst møde

Det anslås, at henved 8 procent af befolkningen dyrker eller har dyrket yoga; af dem er 90 procent kvinder. Og behovet ser ud til at vokse, for hvis man spørger folk, er der flere, der gerne vil. For et par år siden udkom en meget grundig rapport udarbejdet af Videncenter for Folkeoplysning om yoga i København, der dokumenterede den øgede interesse.

Der er i øjeblikket mange udbydere: fitnesscentre, aftenskoler og private yogaskoler. Så hvorfor skal kirken melde sig på ”markedet”?

Ja, her deler vandene sig.

Johs. Aagaards hedengangne Dialogcentret advarede mod yoga, ligesom han bekæmpede andre nyreligiøse tiltag af frygt for, at det kunne føre til religionsblanderi, idet man lagde vægt på yogaens rødder i hinduistisk filosofi og religion samt i buddhistisk esoterisk praksis. Disse røster er næsten forstummet, efter at Dialogcentret blev nedlagt. Den kritiske indstilling overlever i dansk sammenhæng kun hos enkelte røster på folkekirkens højrefløj eller i den katolske kirke.

De fleste vil imidlertid se bort fra yogaens religiøse rødder og tage udgangspunkt i den transformering af yogaen, som er sket i Vesten i nyere tid, hvor den har udviklet sig til gymnastik og bevægelsesterapi. Yoga kan være alt fra øvelser for kroppen og sundhedens skyld til yoga, hvor de kropslige øvelser er et middel til at arbejde med mere mentale og spirituelle ting. Mange af yogaudøverne vil høre til den nutidige voksende gruppe, der om sig selv siger: ”Jeg er spirituel, men ikke religiøs.” Og folkekirken har et problem med, hvordan den kan komme denne gruppe i møde. Kan yoga være vejen?

Det er der tilsyneladende nogle, der mener, for kirkelige yogagrupper er dukket op forskellige steder, dog indtil nu fortrinsvis i København. Så der er helt klart et behov for at reflektere over denne udvikling og stille spørgsmålet: Skal den fremmes eller hæmmes?

Udviklingen aktualiserer det klassiske problem om forholdet mellem evangelium og kultur eller kristendom og folkelighed. Her har man traditionelt arbejdet med forskellige modeller: antitese, syntese, paradoks og forvandling. Den amerikanske teolog H. Richard Niebuhr uddestillerede fem sådanne modeller for forholdet mellem kristendom og kultur. Er Kristus indlejret i, over eller i opposition til kulturen; eller kan man forestille sig, at Kristus omformer og transformerer kulturen?

I hele kirkens historie har spørgsmålet om forholdet mellem evangeliet og kulturerne eller kristendom og folkelighed spillet en afgørende rolle. Det var en hovedsag for Jesus i mødet med den jødiske kultur. Den første kirke nåede til en foreløbig afklaring med apostelmødet i Jerusalem (Ap.G. 15). Da kristendommen bevægede sig ud i Romerriget, blev forholdet til den romerske kultur akut, ligesom forholdet bliver aktuelt, hver gang evangeliet slår rod i en ny kultur. Kristendommen i Norden og i Danmark har sin særlige egenart, fremgået, som den er, af mødet med nordisk og dansk kultur. Så kristendommen – netop fordi det er en inkarnatorisk religion – indgår altid i en dialog med kulturen eller den givne folkelighed.

Således også i dag. Og hvis folkeligheden forandrer sig, så må forkyndelsen af det kristne evangelium, som jo både kan være i ord og gerning, med nødvendighed forholde sig til det. Kan denne udvikling godtages og eventuelt ”døbes”, det vil sige tages i evangeliets tjeneste? Eller må man forkaste det, der strider imod evangeliet? Kristendommen er således bestandig involveret i en bevægelse i retning af konteksten. Evangeliet modtages altid formidlet gennem det sproglige og kulturelle filter, som en bestemt kultur eller kontekst udgør. Opgaven er ikke at frigøre det nøgne evangelium fra kulturen, for det lader sig ikke gøre, men at være bevidst om den proces, man som kirke er involveret i.

Nu taler vi så om, at en spirituel, åndelig og fysisk praksis, der har sin oprindelse i andre religioner, har forandret sig i mødet med vestlig kultur. Oprindelig var den en øvelse i at afdø fra verden og et forsøg på at optimere livsenergien. Når den nu har forvandlet sig til et træningsprogram for kroppen, der bidrager til den fremherskende kropsdyrkelse, kan kirken så gøre brug af den til at formidle evangeliet i en tid, hvor det åndelige klima er under forvandling?

Kirkens traditionelle svar i den situation har været omvendelse. (Convert those bastards). Og det er da spørgsmålet: Kan man så at sige ”døbe” yogaen og således gøre den kirkeligt stueren? Det har nogle jo gjort med mindfulness, som er blevet til Christfulness? Kan man også gøre det med yogaen? Er det kun gymnastik og afslapning, altså husmodergymnastik for de yngre kvinder, der endnu ikke har fået børn og derfor kan komme til spaghettigudstjeneste? Eller slår den østlige religiøse baggrund så meget igennem, at det bliver blasfemisk at øve det i kirkerummet og i en kristelig sammenhæng? Eller er det en mis- sionsmark i forhold til de mennesker. der er optaget af den spirituelle dimension af den moderne kropskultur?

Kan man indlede en yogatime med påkaldelsen ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”? Og er det nok til at gøre den kirkeligt stueren? Kan man synge salmer, bede og lytte til kirkelig musik? Lad os være ærlige: De fleste kirker egner sig ikke til at være motionsrum. Ergo må der være en anden grund til at have det i kirkerummet. Hvordan udnytter man det? Hvad er det, kirkerummet kan give, som eventuelt kan gøre det meningsfuldt at have yogatimer i kirken? Hvordan kan man italesætte yoga som en del af en folkekirkelig praksis? Når man annoncerer i Ugeavisen sammen med de andre tilbud, hvad skriver man så?

Hvis man giver sognepræst Simon Kangas Larsen ret, der på Kristendom.dk har sagt, at det er kirkens opgave – på det sted, hvor den er sat – at skabe meningsfulde fællesskaber og relevante relationer, så er der jo ikke noget i vejen for at invitere yoga ind i kirken. Men man kan kun opfordre til, at man som aktør reflekterer over, hvad man gør.

Viggo Mortensen er professor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.