Er kremering mindre kristent end en kistebegravelse?

Vatikanet anbefaler kistebegravelse og fraråder askespredning. Den danske folkekirke kæmpede samme teologiske kamp indtil 1960’erne

Når den katolske kirke stærkt anbefaler jordbegravelse, er det fordi det både konkret og symbolsk er udtryk for troen og håbet på kødets opstandelse.
Når den katolske kirke stærkt anbefaler jordbegravelse, er det fordi det både konkret og symbolsk er udtryk for troen og håbet på kødets opstandelse. Foto: Privatfoto

Hvad skal man gøre med urnen, når man har spredt afdødes aske over åbent hav?

Det spørgsmål blev for nyligt præsenteret som et nyt etisk dilemma i Kristeligt Dagblad. Det aktuelle afsæt for historien var, at en mand havde sat en urne til salg i Den Blå Avis. I et bredere perspektiv var anledningen stigningen i antallet af askespredninger, som der vurderes af være 2500-3000 af årligt, efter at Kirkeministeriet i 2008 lempede reglerne for askespredning på åbent hav, så der ikke længere skal søges om tilladelse til denne form for afskedsritual, hvis det er i overensstemmelse med afdødes ønske.

Liberaliseringen har betydet, at bedemænd landet over tilbyder askespredning, der markedsføres som en billigere løsning end en urnenedsættelse, ligesom skibsejere ved kyster og fjorde har set et nyt forretningsområde.

Også Marinehjemmeværnet lægger skib til askespredninger. Tendensen er international: Filmindustrien bidrager til populariteten, ligesom der for nogle formentlig også er en form for religiøsitet forbundet med askespredningen.

Der har ikke været nogen større debat om fænomenet i modsætning til den debat, der ledsagede spørgsmålet om ligbrænding, fra det blev muligt i slutningen af 1800-tallet, til det blev bredt accepteret – også teologisk – i 1960’erne.

Foreningen for Ligbrænding, der blev oprettet i 1881, tog navneforandring til Landsforeningen Liv og Død i 2001, hvor kampen for ligbrænding for længst var afsluttet. Ifølge Danske Krematoriers Landsforening var andelen af kremeringer 82,3 procent i 2015 – øst for Storebælt til og med tæt på 90 procent.

Ligbrændingen har med andre ord sejret, med fuld accept i folkekirken.

Anderledes er det i den katolske kirke, der så sent som i 1983 ophævede forbuddet mod ligbrænding. Den katolske kirke anbefaler principielt kistebegravelse, hvilket tydeligt fremgår af den vejledning, som Vatikanet sidst i oktober udsendte til kirkens biskopper.

Ad resurgendum cum Cristo (på dansk: For at opstå med Kristus) hedder vejledningen, der gentager de læremæssige grunde til at foretrække jordbegravelse – vel vidende, at kremering mange steder er blevet det almindelige.

Når den katolske kirke stærkt anbefaler jordbegravelse, er det fordi det både konkret og symbolsk er udtryk for troen og håbet på kødets opstandelse. Med jordbegravelse understreges ifølge Vatikanet agtelsen for kroppen og forestillingen om, at det er den samme krop, der begraves og igen opstår.

Der er også i vejledningen fra Vatikanet tydelig adresse til de sekulære eller religiøse synspunkter, man gerne vil lægge afstand til: Forestillingen om, at døden er det sidste punktum, eller forestillingen om, at døden er en fase i reinkarnationen eller udtryk for sjælens sammensmeltning med universet.

Hvis man som katolik alligevel vælger kremering, skal urnen ifølge Vatikanets nye vejledning nedsættes på en kirkegård og ikke spredes hverken til vands, til lands eller i luften. Alt sammen for at undgå ”enhver form for panteistisk, naturalistisk eller nihilistisk misforståelse.”

Vejledningen fraråder også, at urnen opbevares hjemme, da det kan give anledning til ”usunde former for sorg”.

Går man ind for kremering, vil man naturligvis argumentere med, at Gud er stærk nok til at oprejse mennesker, uanset hvordan de er blevet begravet eller bisat. Den tiltro udtrykkes også i vejledningen, men i katolicismen vægtes det symbolske niveau langt stærkere, ligesom man argumenterer mod både privatisering og individualisering ved at pege på, at både sorgen og den afdøde stadig er en del af kirkens fællesskab. Noget, som i øvrigt også spiller en stor rolle for Grundtvig.

At netop individualisering og privatisering er en overhængende fare, er indlysende. Et eksempel finder man på hjemmesiden modernloss.com, hvor en amerikansk kvinde deler ud af sine erfaringer med at sprede sin mands aske i Connecticut, på Bahamas og Cuba, i Brasilien, England, Ungarn og Texas:

”Når jeg tager lidt af ham med for at sprede asken på kendte eller fremmede steder, så genkalder jeg vores fortid og inkluderer ham i mit liv nu. Det er blevet en helt central del af min sorgrejse.”

Om Vatikanet med sin nye vejledning kan dæmme op for sådanne eksklusive sorgrejser, er nok tvivlsomt. Men at man rammer en tendens, er indlysende.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.

Kilde: Bogen ”Hvor flyver sjælen hen?” af Birthe Lauritsen.