Der er efterhånden kommet en del rapporter, der fortæller, at muslimer i afsky over for Islamisk Stats brutale fremfærd vender sig fra islam. Nogle bliver ateister. Der er en vækst i ateisme i hele Mellemøsten i disse år, ligesom der er en vækst i radikal islam. Men nogle vender sig også til kristendommen. Hvis Allah er en gud, der godkender eller forordner voldtægt og halshugning, så vil man ikke vide af ham og vender sig enten helt væk eller mod en anden gud, der forkyndes som barmhjertig.
Hvis det er rigtigt, at muslimer i stigende grad vender sig til Kristus, så er det ikke første gang i historien, at vi ser, at martyrer kan bidrage til en religions og her altså kristendommens vækst. Der er ingen tvivl om, at den radikale fortolkning af islam, som IS står for, udfordrer. Nogle er tiltalt af den, andre vender sig fra den i afsky, og nogle vender sig til en anden Gud.
Det handler om martyriet og dets rolle for religioners udbredelse.
På grund af den rolle, som selvmordsbomber spiller i den pågående terror og krigen mod terror, er den meste omtale af martyriet i dag rettet mod de islamiske martyrer. At nutidig islamisme er i stand til at mobilisere så mange mennesker, der er villige til at gå i døden som martyrer, viser noget om denne religiøse vækkelsesbevægelses vitalitet. Tidligere spillede martyrbegrebet i islam en rolle under korstogstiden, hvor det fik betydningen at sætte sit liv til i kampen mod de vantro. Den betydning er stadig afgørende. At martyren efter islamisk opfattelse er sikret en plads og kan gå direkte til paradis, hvor der er mad, drikke og jomfruer nok, øger naturligt nok motivationen.
Også i kristendommen kender man til martyriet. Her er det imidlertid ikke noget, der skal opsøges. Ordet martys er græsk og betyder vidne. Vidnesbyrdet skal aflægges, men martyriet skal ikke opsøges. Imidlertid kan man komme i situationer, hvor evangeliets sandhed står på spil, og så skal martyriet heller ikke undgås. Martyriet er at give vidnesbyrd med sit liv.
Ifølge kristen forståelse er martyriet først et vidnesbyrd om Kristi lidelser. Kristus kaldes selv vidnet, og i martyriet ligger tanken om efterfølgelse og ligedannetheden med Kristus, hvilket skinner igennem i beskrivelsen af kirkens første martyr Stefanus' død, som det fortælles i Apostlenes gerninger.
Martyrer har ofte været forbundet med kirkens vækst og udbredelse. Baggrunden er den kendsgerning, at evangeliets forkyndelse ikke sjældent fremkalder modstand og forfølgelse. I kirkens første tid var ”martyrernes blod kirkens såsæd”. At denne forståelse stadig er virksom ses for eksempel af den udtalelse, Oscar Romero (1917-1980), ærkebiskop i San Salvador, kom med, kort tid før han blev dræbt den 24. marts 1980:
”Som præst er jeg forpligtet på at give mit liv for dem, jeg elsker, og det er alle folk i El Salvador. Martyriet er en Guds gave, som jeg ikke tror, jeg fortjener. Men hvis Gud accepterer mit liv som et offer, håber jeg mit blod må blive en frihedens såsæd og et vidnesbyrd om håb for fremtiden. Jeg tror ikke på død uden opstandelse. Hvis de dræber mig, vil jeg blive oprejst i det salvadoranske folk.” Men der er også adskillige tilfælde, hvor man kan se, at forfølgelse og martyriet blot har ført til de kristnes udslettelse.
Hvor stort et omfang har fænomenet? Det er meget svært at gøre op. De spektakulære drab, hvor ordensfolk eller højt profilerede gejstlige og missionærer bliver mål for terror, som vi har set det i Algeriet, Tyrkiet, Irak og andre steder, er kun toppen af isbjerget. Alle steder, hvor shariaens bestemmelser vedrørende straf for frafald fra islam er indført, er kristne frataget den basale beskyttelse, som religionsfriheden burde give.
Holdningen til martyriet varierer inden for de forskellige kirkeretninger. Både hos katolikker og ortodokse spiller martyrerne en stor rolle som frelsens midlere. Man beder til dem eller med dem til Gud i forventning om beskyttelse. Reformatorerne gjorde op med de værste excesser. Martyrerne kan ihukommes, for at vi kan efterligne deres tro og gode gerninger, som det hedder i Confessio Augustana (Artikel 21).
Men derudover var man skeptisk over for martyriet. Det skulle i hvert fald ikke opsøges, men man kunne komme i situationer, hvor evangeliets sandhed står på spil. Og så skal man selvfølgelig stå fast, som Luther gjorde det på Rigsdagen i Worms, hvorefter han blev dømt fredløs. Men ellers skulle den kristne finde sit kors i tjenesten for næsten i hverdagen.
Det er almindeligt at hævde, at de første martyrer førte til kirkens vækst. Hvis det er det, vi oplever igen, så bestyrkes vi i, at kristendommen befinder sig i en situation ikke ulig den, der herskede i kirkens første tid.
Viggo Mortensen professor emeritusi teologi