Hvis dansk kirkeliv var et klaver, blev der spillet på alle tangenter, da Kirken i Kulturcenteret torsdag aften lagde scene til konferencen ”Når Kirken Svigter” i København, og noget nær alle kirkelige fællesskaber var repræsenteret.
Det var faktisk svært at få øje på, hvem der ikke var der. En kvinde mødte op med grøn spejderuniform og rødt tørklæde, en anden med Frelsens Hærs gradstegn på skuldrene. Her var en glatbarberet sognepræst fra Nordjylland, og en langhåret, skægget af slagsen fra Nørrebro. I salen, hvor pinsekirken normalt holder til, befandt sig et væld af frikirkefolk: Apostolske, metodister, baptister. Og mens lederne af Luthersk og Indre Mission stod og snakkede ved siden af scenen, gik generalvikaren i den katolske kirke i Danmark rundt med hvid stribe i skjortekraven. En folkekirkelig biskop ankom med en FN’s verdensmåls-nål i blazeren.
Sjældent er så mange kirkelige foreninger og trosfællesskaber samlet på et sted. Forskelle var der nok af, men denne torsdag var sagen dog fælles: Negativ social kontrol i kirkelige miljøer – hvordan identificerer man problemet, og hvordan kommer man det til livs?
Konferencen var født ud af en problemstilling, som er blevet debatteret gentagne gange, også her i avisen: Er negativ social kontrol et særligt problem i kristne kredse? Svaret på det spørgsmål er lige så varierende, som der er kirkeretninger i Danmark, hvilket denne konference i den grad også skulle ende med at vidne om.
En omstridt rapport
Det var værterne, Mikael Wandt Laursen, generalsekretær i Frikirkenet, og Camilla Johnson, formand for og stifter af foreningen InsideOut, der bød velkommen og præsenterede det overflødighedshorn af oplæg og debatter, som konferencen ville byde på.
I løbet af de første to timer var der fire vidt forskellige indlæg. Det første af psykolog Irene Rønn Lind, som fortalte om sit arbejde med bogen ”Forklædt – pæne psykopater og deres ofre,” og om farerne ved fællesskaber, der isolerer sig og lukker sig om sig selv og stærke lederskikkelser.
Dernæst var den sprudlende, karismatiske og efter eget udsagn forhenværende sektleder Roald Bergmann i samtale om sin vilde tid som ungdomspræst på Bornholm, hvor han stod i spidsen for et radikalt fællesskab af kristne unge. En historie, der også fortælles i DR-dokumentarserien ”Sektlederens Hemmelighed”.
Og så kom et, for kirkens vedkommende, udefrakommende pust i form af Bente Boserup fra Børns Vilkår. Hun er en nøgleperson i diskussionen om negativ social kontrol. Det var Børns Vilkår, der i en rapport i 2019 konkluderede, at negativ social kontrol også finder sted blandt kristne, selvom der kun er ”sparsom viden om udøvelsen af negativ social kontrol i meget kristne miljøer”, som der stod i rapporten. Rapporten ledte til en offentlig tvist, fordi SF med udgangspunkt i den krævede en særlig undersøgelse af den negative sociale kontrol i kristne miljøer. Det skabte en del debat om rimeligheden i at ville bekæmpe et problem, hvis omfang ikke er dokumenteret.
Måske var det derfor, at Bente Boserup som det første i sit oplæg gjorde klart, at hun altså ikke er mostander af kristendom eller religionsfrihed.
”Det er vigtigt for mig at sige, at vi i Børns Vilkår ikke er imod sund tro, som kan være befordrende for god livskvalitet,” sagde hun.
”Så håber jeg, det er på plads.”
Herefter gav Bente Boserup tips til, hvordan kirkelige miljøer kan få øje på tendenserne, der tyder på negativ social kontrol. Hun uddybede, at problemet ikke kun er tilstede i muslimske miljøer, hvilket ellers ofte fremgår af mediebilledet. Og så sluttede hun af med at læse højt fra et brev, som en 17-årig havde skrevet til Børns Vilkår. Det handlede om at vokse op i et hjem med konservative kristne forældre, som hun forsøgte at skjule sit sande jeg for. For eksempel, at hun havde et andet syn på sex end dem.
”Jeg lyver så meget over for dem, at jeg ikke kan få lov til at være mig selv og have de holdninger, jeg har. Jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg føler ikke, at jeg kan snakke med dem om det, for hvis jeg nævner, hvordan jeg ser tingene, vil de blive enormt skuffede og sure på mig.”
Et brev, der måske kunne opfattes som en kritik af de mange tilstedeværende, som formentlig har opdraget deres børn i en konservativ tro. Men som Mikael Wandt Laursen efter indlægget præciserede:
”Vi har ikke lavet den her konference for at blive strøget med hårene.”
Sidste oplæg var Carsten Hjorth Pedersen, netop afgået leder af Kristent Pædagogisk Institut, der skulle tale om, hvordan man påvirker børn med respekt. Fire oplæg, der belyste negativ social kontrol fra fire forskellige vinkler. Med adskillige anekdoter og eksempler på, at der findes forskellige problemer derude. Uden dog at give et indtryk af omfanget af fænomenet.
Hvad er egentlig problemet?
Det var måske netop problemet med at definere omfanget af den negative sociale kontrol, der på tidspunkter gjorde det svært som deltager at finde rundt i, hvilket problem man egentlig forsøgte at belyse. Er det negativ social kontrol at fortælle ens børn, at sex hører ægteskabet til? I så fald ville en stor del af konferencens deltagere formentlig være skyldige. Eller handler det blot om måden, man siger det på?
Diskussionerne i de efterfølgende paneldebatter handlede både om, hvad sund børneopdragelse er, og hvordan man får øje på sekteriske tendenser i yderligtgående frikirkemiljøer. Og sågar, hvordan sociale medier og reality-tv har en negativ indflydelse på børn og unge generelt.
Ordstyrer i paneldebatten, Camilla Johnson, var tydeligvis interesseret i at få arrangørerne i de konservative kristne organisationer til at forpligte sig på handling, og derfor spurgte hun Indre Missions kommunikationschef Asbjørn Asmussen om, hvad han ville gøre for at fortsætte samtalen om negativ social kontrol efter konferencen.
”Er der en berøringsangst, Asbjørn?” spurgte hun, hvortil det lidt afværgende svar lød:
”Det er jo aldrig sjovt at finde ud af, at man er mislykket i et eller andet. Så på den måde er der da en berøringsangst. Men jeg fornemmer også, at vi er på vej et sted i dag, hvor vi prøver at tage tyren ved hornene. Og prøver at finde ud af, hvad det er, vi kan lære, og hvor er det, vi har svigtet, så vi kan skabe et åbent og trygt miljø for det, vi står for. For det er alfa og omega for, at vi ikke pakker det ind i løgn og falskhed og tabuer,” sagde han, uden at man som tilhører helt vidste, hvad problemet var.
Hvor er vores blinde vinkler?
Generelt var der blandt deltagerne god respons på konferencen. De eneste deciderede kritiske opråb kom fra en lille flok af unge metodister, der havde sat sig til venstre for scenen og forholdt sig lidt kritisk til kønsfordelingen i de to paneldebatter, som altså blev udgjort af én kvinde og syv mænd. Udover det, syntes de at det var meget spændende, forklarede 28-årige Emilie Holm, som bor i København. Også selvom det til tider hvirvlede rundt i temaerne.
”Det virvar af input, der har været, vidner om, at vi nu tager det seriøst at snakke om og prøver at finde ud af, hvor problemerne er. Det er vildt at se, hvor mange kirker, der har været her i dag, og opleve, at alle kommer med hvert sit bidrag. Det er klart, at alle forstår problemerne med negativ social kontrol på hver sin måde,” sagde hun.
Så vidt Emilie Holm ved, har der i metodistmiljøet i Danmark ikke været de store problemer med negativ social kontrol. Hverken hun eller vennerne Andreas Morsbøl eller Jeanne Helsinghof har oplevet det. Men det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke finder sted.
”Man spørger jo sig selv, hvor møder vi det her i vores kirke? Hvor er vores blinde vinkler? Det er jo ikke nødvendigvis, fordi vi oplever det på den måde, som vi har hørt om det i dag. Men der kan jo sagtens være uenigheder i vores kirke, hvor der også er nogle, der kommer i klemme,” lød det fra 24-årige Jeanne Helsinghof.