Nogen mener, at der var lidt for meget festival over De Himmelske Dage på Heden. Tja, måske kommer det præg af, hvem der var ledende i at få logistikken på plads. Her trak folk fra den såkaldte oasebevægelse et stort læs. De har nemlig erfaringen med at organisere store events. Således samler bevægelsen fra på lørdag og en uge frem (den 13.-20. juli) omkring 6000 mennesker i Horsens på et af Danmarks største kristelige møder. Sommeroase, som mødet kaldes, blev i tidligere år holdt i Odder, men pladsen blev for trang, hvorfor man flyttede til Bygholm ved Horsens.
Vi taler her om en kirkelig bevægelse, der om sig selv siger, at den arbejder for ”fornyelse, udrustning og mission i den danske kirke ud fra folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag”. Det lyder måske forholdsvis almindeligt, ja ordinært, men det særlige består i det karismatiske præg og arbejdsmetoderne, hvor man virker gennem netværk og konferencer med henblik på at skabe levende menigheder i mission. Og så har de fat i de unge.
Oasebevægelsen er bredere end de 18 menighedssamfund, der kalder sig selv oasemenigheder, for der er mange præster ansat i helt almindelige folkekirkeembeder, der knytter sig til oasebevægelsens struktur og føler sig hjemme i den teologi og kultur, der hersker der.
Således får bevægelsen indgang i folkekirken også via de valg- og frimenigheder, der forstår sig selv som del af oasebevægelsen. Nogle i de traditionelle lutherske missionsforeninger (Indre Mission og Luthersk mission) føler sig overhalet og griber så til at kritisere oasebevægelsen for at se stort på den rene lære. Men de har svært ved at hamle op med de energiske, karismatisk bevægede præster, som er en del af bevægelsen.
På en retræte for oasebevægelsens præstenetværk for nylig fik jeg lejlighed til at møde en række af de aktive præster. Og det gav anledning til refleksion over, hvad der er vejen frem for kirkelig fornyelse inden for folkekirken.
Dansk Oase er beslægtet med den omfattende bevægelse i først og fremmest amerikansk kristendom, som man benævner evangelikal. Den er karakteriseret ved, at den lægger mindre vægt på de konfessionelle forskelle. Det handler om at se, hvor Gud virker – og så slutte op om det og bidrage. Men hvordan? Her kommer stillingtagen til det politiske til at spille en rolle, og det er i øjeblikket ved at splitte den amerikanske bevægelse. Googler du evangelikal, så får du artikler, der handler om Trump. Mange inden for bevægelsen har bakket op om Trump, fordi han taler om ”America first” og dermed mener det kristne Amerika, mens andre har haft svært ved at forene hans nationalistiske liberale politik med traditionelle kristne værdier.
Og hvis ikke det er det politiske, der skiller, så er det holdningen til forskellige moralske spørgsmål. Men disse problemer ser den danske oasebevægelse ud til indtil nu at have undgået. Mest vel fordi man har undladt at melde klart ud politisk og moralsk. Man har ikke lobbyet for, at sætningen ”Danmark er et kristent land” skulle forblive i regeringsgrundlaget, skønt mange nok vil mene det. Og man annoncerer ikke offentligt med sin holdning til vielser af homoseksuelle, skønt mange nok er imod det.
Er den oasekristendom så fremtiden?
Først: Udviklingen i retning af et mere sekulariseret og samtidig mere multireligiøst samfund udfordrer naturligt nok folkekirken, der er født ud af en mono-religiøs situation. Den forsøger efter bedste evne at tilpasse sig de ændrede vilkår. Det kirkelige hierarki med Kirkeministeriet i spidsen forsøger at tilpasse strukturen. Sogne nedlægges, kirker lukkes og overgår til anden funktion, administrationen professionaliseres. På det liturgiske felt sætter man revisionsarbejde i gang. Så oppefra ser det på overfladen pænt ud. Stadig en stor medlemsprocent, hvorfor økonomien har det godt.
Man holder fast ved symbolerne: Korset i flaget, Kristus i passet og paragraf 4 i Grundloven og forsøger på alle måder at fastholde folkekirkelig kristendom som eksponent for en ledende kultur, der skal gennemsyre samfundet.
Men samtidig vil nogle drage andre konsekvenser og sige, at med ændringerne i det religiøse landskab er vi ankommet til multikulti-samfundet uden plads til en kristen fortrinsstilling.
I den situation begynder græsrødderne at røre på sig. En sådan græsrodsbevægelse er i min optik oasebevægelsen. Den er optaget af at skabe liv nedefra. Man er ikke så optaget af at være en civilreligiøs aktør, som folkekirken er det. Man vil også ud over de lukkede tætte fællesskaber, som tidligere har præget de traditionelle vækkelsesbevægelser, for at kunne skabe åbne missionale fællesskaber, der fortjener de karakteristika, som kirken udstyres med i Det Nye Testamente, hvor den skal være jordens salt og verdens lys.
Kan oasebevægelsen leve op til ambitionerne?
Tiden vil vise det. Den har i hvert fald en dynamik, der passer til den nuværende samfundsformation. Den gør brug af moderne teknologi i sin organisation og fremtræden. Den har opgivet enhedssamfundet og følger den overordnede fragmentering, som samfundet gennemløber. Perspektivet er, at man danner menigheder, der deler teologi, fromhedsstil og dermed kultur.
For det handler i høj grad om fromhedsstil og kultur. Mange almindelige folkekirkekristne, der lever med at passe deres kirkebænkeembede ved en almindelig gudstjeneste, vil føle sig fremmedgjort ved en oasemenigheds lovsangsgudstjeneste, hvor du forventes at stå op og bede med opstrakte hænder. De vil også føle det udfordrende at blive bedt for på en meget personlig måde.
Hvad der taler for oasebevægelsen er, at den tager det alvorligt, at vi lever i en flydende modernitet. Og den konkluderer, at så har vi også behov for den flydende åndelighed, som Helligånden er garant for. Det karismatiske islæt giver sig i dansk sammenhæng ikke så ofte udslag i traditionel tungetale, men mere i en stærk tale om Guds førelse. Og man dyrker fællesskabet med dem, der har samme følelse og kultur.
Faren er, at den udstrakte hånd fører ind i et lukket fællesskab, hvor man formodes at have en bestemt kulturel holdning og følge en bestemt leder. Der er ingen i dansk kirkeliv, der taler mere om ledelse end oase-folket. De mener nok snarere førelse. For når der ingen central autoritet er, så er det alene dig og din bibel. Og det er rigtigt: Den situation er altid central i enhver kirkelig fornyelsesbevægelse. Det mente allerede Luther, når han sagde, at kirken bestandig skulle forny sig (semper reformanda). I dag ville man måske sige, at kirken hele tiden skal udsætte sig for en disruption. Så på den måde er oasefolket i pagt med tidsånden.
Så sandt som man i kirken bekender troen på de helliges samfund, vil kirken altid være forpligtet på at skabe fællesskab. Hvis det så står til troende, at det folkelige fællesskab er fragmenteret og opløst, så må den skabe nye fællesskaber. De kommer med nødvendighed til at trække på almenkulturelle strømninger i tiden, altså kultur. Jo, det handler om Kristus, men han blev menneske og inkarnerer sig i enhver kultur.
Man deler sig ikke længere efter bekendelsen, men efter den kulturelle iklædning, som Kristus viser sig i for os. Man kan kende en oase-tilhænger på Bibelen. Imiteret læder og lynlås. Er man til det, og til lovsang, guitarspil og personlig forbøn, så er sommeroase i Horsens et sikkert bud.
Viggo Mortensen er lektor emeritus i teologi på Aarhus Universitet.