På Strandvejen i Aarhus, midt i den række af prominente villaer, der ligger i første parket til vandet, bor Flemming Baatz Kristensen. Her i nummer 114 har han haft bopælspligt siden sin tiltrædelse som sognepræst i Sct. Pauls Kirke i 1989. Og at skulle bo i en villa med havudsigt har ikke været en præstegerningens sureste pligter, medgiver han.
”Som præst er man jo ofte forpligtet til at bo i embedsbolig. Og hvis man ligesom jeg har fået lov til at bo i en rigtig dejlig bolig, er det ikke en dårlig pligt. For jeg har jo ikke betalt den husleje, man ellers ville skulle for sådan en type villa,” fortæller han.
Udsigten til en tjenestebolig bliver af mange heller ikke set som helt ligegyldig i den aktuelle debat om lønniveauet hos landets præster. I debatten har kritikken lydt, at præsters grundløn er så lav, at den gør embedet uattraktivt i fremtiden. Andre har påpeget, at præster til gengæld ofte er sikret en stor præstegård eller en god villa til en lav husleje.
Ifølge Signe Høg, der er formand for boligudvalget i Præsteforeningen, varierer selve huslejen fra sted til sted. Den fastsættes af et vurderingspanel, der ser på præsteboligens beliggenhed og størrelse, men må dog højst svare til 15 procent af præstens løn.
”Afhængig af konjunkturer, hvor i landet man bor, og hvor stor ens husstand er, vil det i højere eller mindre grad være en fordel eller ulempe for præstens og dennes eventuelle familie at bo i en tjenestebolig. Derfor er det ikke muligt at vurdere, hvilken økonomisk værdi den har for præsten,” siger hun.
Signe Høg tilføjer, at Præsteforeningen derudover også kender til præstegårde, hvor der er store udgifter til energi og varme, hvilket også kan belaste en præsts økonomi.
Uanset forhold er det ifølge Signe Høg vigtigt at understrege, at præsteboligen ikke er et instrument til at belønne eller tiltrække præster, men et arbejdsredskab i embedet.
”Folkekirken har besluttet, at det er en forudsætning, at præster er til stede overalt i det danske land. Det må siges at være et uvurderligt gode for folkekirkens folkelige forankring,” siger hun og uddyber, at tjenestemandsboliger derfor er nødvendige i områder, hvor præster enten ikke har råd eller lyst til selv at investere i en bolig.
En af de præster, som ikke har oplevet bopælspligten som et gode, er Inger Margrethe Andersen. Hun har boet i tjenesteboliger som præst i henholdsvis Barrit ved Vejle og Bælum syd for Aalborg og har følt sig en smule økonomisk fastgjort i ordningen.
”På grund af bopælspligten bestemmer man ikke selv, hvilken bolig man sætter sig i. Nu har jeg i de seneste 10 år boet med min hund på 300 kvadratmeter. Og før det med min datter i en lige så stor bolig. Og det er ikke i sig selv en høj husleje, men det er lønnen jo heller ikke,” siger hun og fortsætter:
”Havde jeg selv bestemt, havde jeg jo ikke valgt en kæmpe ejendom, der skulle varmes op, eksempelvis. I og med det kun har været min indtægt, så er det ikke sådan, at vi har levet over evne,” siger hun med henvisning til, at hun modsat mange præstekolleger ikke har haft en ægtefælle at dele udgifterne med.
Selvom Flemming Baatz Kristensen er meget taknemmlig for at have fået en bolig med god beliggenhed stillet til rådighed, mener han også, at man i debatten om præsteløn bør huske, at der kan være ulemper ved bopælspligten.
”Den har jo ikke været en investering, ligesom boliger igennem mange år ellers er for andre mennesker. Den dag, jeg fratræder mit embede, skal jeg finde et andet sted at bo,” siger han.