Er psykiatri og nazisme det samme?

Psykiatrien og psykiatere er under anklage i udstillingen Psykiatri Hjælp eller Død, som Scientology står bag

Lars Søndergård er psykiater og besøgte udstillingen ”Psykiatri – Hjælp eller Død” for at se på nogle af de anklager, som udstillingen retter mod hans fag. –
Lars Søndergård er psykiater og besøgte udstillingen ”Psykiatri – Hjælp eller Død” for at se på nogle af de anklager, som udstillingen retter mod hans fag. –. Foto: Leif Tuxen.

Heftig aktivitet afslører, at Medborgernes Menneskerettighedskommision er ved at gøre klar til åbningen af deres udstilling. Formålet med udstillingen er at skabe debat om psykiatrien og sætte spørgsmålstegn ved de behandlingsmetoder, som psykiatrien benytter sig af. De mange frivillige render frem og tilbage, mens solen skinner, og sloganet Stop Psykiatriens Overgreb mod Børn taler tydeligt hen over deres sorte T-shirts.

Indenfor er der en dæmpet belysning, og man bliver mødt af store plancher, som illustrerer psykiatriens historie set fra udstillernes side. Organisationen bag udstillingen er grundlagt af den omstridte religiøse bevægelse Scientology, og en stor del af de frivillige er også scientologer.

Lars Søndergård er første gæst på årets udstilling. Han er afdelingslæge og ph.d. på Psykiatrisk Center Rigshospitalet. Det er hans fagområde, som er under anklage. Han betragter interesseret de mange dele af udstillingen, men han kan slet ikke kende det budskab, som den prøver at få frem:

De forsøger her at tegne et billede af noget, som er ondt. Det er slet ikke noget, jeg kan genkende. Vi forsøger altid at gavne mennesker og aldrig skade. Jeg kan slet ikke se, hvad formålet er. De tillægger psykiatere ondsindede motiver, som ikke er berettigede, siger han, mens han studerer de voldsomme billeder som blandt andet fremstiller psykiatrien som medansvarlig for nazismen.

Spørgsmålet om overmedicinering fylder meget i udstillingen.

Torsten Hjelmer, som er koordinator for udstillingen, forklarer, at der bliver brugt alt for meget medicin, som ingen dokumenteret effekt har. Han mener, at mange læger simpelthen er blevet ført bag lyset af psykiateres og lægemiddelfirmaers markedsføring, men at det for nogle psykiatere også drejer sig om, at de bevidst udskriver for meget medicin af personlige motiver:

Det er for personlig vinding. Det er godt nok svært at finde i Danmark, men det kunne være økonomisk vinding, siger han.

Han mener, at det ofte handler om, at psykiatere bliver betalt af medicinindustrien for at udskrive bestemt medicin, eller at de udskriver psykiatriske midler, som de tror hjælper, fordi de har læst om det i et psykiatrisk fagblad.

I virkeligheden viser det sig, at artiklerne var skrevet af psykiatere betalt af lægemiddelindustrien, som overdrev virkningen eller reelt var fordrejet eller svindelagtig, forklarer han.

Lars Søndergård kan slet ikke kende det billede. Han forklarer, at medicinforbruget naturligt stiger, når den bliver mere tilgængelig.

Når man bliver bedre til at diagnosticere, og når nye behandlingsmuligheder udvikles, så finder man også flere tilfælde, forklarer han og henviser til den store stigning i medicinforbrug til psykisk syge patienter, som udstillingen angriber.

Ved den sidste udstillingspost fortæller Lars Søndergård, at han er harm over den måde, som udstillingen fremstiller psykiatrien på. Han er stolt over at være psykiater og forstår slet ikke kritikken:

Jeg ville ønske, at jeg kunne invitere dem ind på en psykiatrisk afdeling, så de kunne se nogle af de resultater, som vi ser, siger han.

hviid@kristeligt-dagblad.dk